84-års fødselsdag i frontløbernes tegn
Det var en hyldest til pionerånden og en opsang til bekymrings-industrien, da Aarhus Universitet fredag den 14. september – under overværelse af HM Dronning Margrethe – fejrede sin 84-års fødselsdag.
Aarhus Universitet var fredag den 14. september trukket i festtøjet for at markere sin 84-års fødselsdag.
Blandt deltagerne var HM Dronning Margrethe, uddannelsesminister Morten Østergaard og Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard. Alle er de tidligere studerende på Aarhus Universitet, og Dronningen kunne fejre halvtredsåret for sin studietid på universitetet.
Det var dog en anden tidligere studerende, der var i fokus, da Aarhus Universitet traditionen tro udnævnte en ny æresalumne. En af pionererne i dansk diplomati, Birgit Storgaard Madsen, blev her belønnet for sin imponerende karriere, og hun er nu medlem af en eksklusiv klub af tidligere studerende. Andre æresalumner er bl.a. HKH Kronprins Frederik og generalsekretær i NATO, Anders Fogh Rasmussen.
Birgit Storgaard Madsen blev i sin tid den første kandidat i antropologi fra Aarhus Universitet, og efterfølgende blev hun den første danske ambassadør med en antropologisk uddannelse.
Birgit Storgaard Madsen dimitterede i 1969 og var ansat på Aarhus Universitetet indtil 1975, men hun følger stadig med i udviklingen på universitetet og inden for antropologien generelt: ”Jeg er glad for at se, at faget har fået så stor succes. Antropologien har også fundet sin plads, blandt andet i den private sektor, hvor virksomheder har brug for viden, når de for eksempel skal starte afdelinger i fremmede kulturer. Antropologien har meget at byde på i en globaliseret verden og i multietniske samfund.”
Evner og mod i højsædet
Også i talerne fra bestyrelsesformand Michael Christiansen og rektor Lauritz B. Holm-Nielsen var der særlig opmærksomhed på pionerånd og talent. Og på det nødvendige i at have modet til at satse og evnerne til at handle.
”Et universitet bliver uinteressant, hvis det ikke reagerer på samfundsudviklingen. Det skal kunne leve op til samfundets aktuelle krav og forventninger uden at give køb på videnskabens langsigtede perspektiver. Og ikke mindst skal man turde omfavne den usikkerhed, der er forbundet med at være pioner og søge ny viden i ukendte territorier”, sagde bestyrelsesformand Michael Christiansen i sin åbningstale.
Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen gav desuden en opsang til de, der tvivler på talentmassen blandt de rekordmange studerende på danske universiteter:
”Mange mener, at der overhovedet ikke er talent nok til at give så mange en universitetsuddannelse. Bekymrings-industrien har altid haft gode kår, når det handler om at vurdere ungdommen. Det er enhver generations privilegium at være frustreret over den næste generation. Siden paradisets have har ungdommen aldrig været værre. Og en del vil oven i købet mene, at det siden da er gået solidt ned ad bakke”.
Royal anerkendelse til studerende
Fire af Aarhus Universitets nuværende studerende har været særligt gode eksempler på, at pionerånden og talentet stadig trives. De blev belønnet til årsfesten med de såkaldte Dronning Margrethe II’s Rejselegater på hver 25.000 kroner:
- Stud.scient.pol. Kristina Bakkær Simonsen, Institut for Statskundskab
- Ph.d.-studerende Peter Moe Astrup, Institut for Kultur og Samfund – Forhistorisk Arkæologi
- Stud.med. Nina Bjerre Andersen, Institut for Klinisk Medicin
- Ph.d.-studerende Oleg Sitsel, Institut for Molekylærbiologi og Genetik, PUMPKIN
Stærk undervisning og formidling
Der var også priser til to forskere, som på hver deres måde har bidraget til at styrke Aarhus Universitet.
Professor i zoologi, Tobias Wang, modtog Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Formidlingspris for sin store indsats med at formidle svært stof i et letforståeligt og levende sprog.
Lektor ved Digitalt Design, Lone Koefoed Hansen, modtager Jubilæumsfondens Pædagogiske Hæderspris for sin store rolle i udviklingen af den innovative nye uddannelse og sin evne til at forene teori og praksis.
Fire topforskere som æresdoktorer
Endelig blev fire udenlandske topforskere officielt udnævnt som æresdoktorer på Aarhus Universitet. De har hver især markeret sig den absolutte verdenselite på deres felt, og alle fire har i forvejen en stærk tilknytning til Aarhus Universitet:
- Professor i filosofi, Isabelle Stengers, Université Libre de Bruxelles
- Professor i zoology, James W. Hicks, University of California
- Professor i biologi, Andreas Engel, Case Western Reserve University
- Professor i psykologi, David C. Rubin, Duke University
Se billeder fra årsfesten
Mens der blev uddelt priser og ærestitler I Aarhus Universitets Aula, kæmpede de studerende om ære og pokaler til den årlige Idrætsdag. Senere på aftenen fortsættes festlighederne med livemusik til Danmarks Største Fredagsbar.





