Lauritz B. Holm-Nielsen, rektor, Aarhus Universitet

Deres Majestæt.
Deres Kongelige Højhed.
kære Minister.
Ærede gæster.

Velkommen til Aarhus Universitets årsfest 2008. I den anledning vil jeg benytte lejligheden til at trække lidt af universitetets historie frem og tegne et rids af Aarhus Universitet fra dengang, nogle ironisk sagde, at man nok ville kunne tiltrække enkelte unge piger fra nabobyerne, og til i dag, hvor universitetet er et stort og bredt universitet.
Aarhus Universitet er i dag det yngste, europæiske universitet, og det femte yngste universitet i verden i Top 100 blandt over 17.000 universiteter. Vi fejrer universitetets 80-års dag med stolthed over, hvad de mange mennesker på og omkring universitetet har ydet og opnået på den korte tid, som 80 år er for et universitet.
Da Aarhus Universitet blev oprettet, havde Danmark kun et universitet i København, men i begyndelsen af 1920erne var Århus en meget selvsikker og selvbevidst by, måske fordi landsudstillingen i 1909 var gået godt. Handel, industri og havn udviklede sig, og Jylland blev igen større ved genforeningen i 1920. Århus ville have sit eget universitet. Og det er vigtigt at understrege, at universitetet blev til på initiativ af lokale borgere. Der lå ikke en beslutning fra statens side til grund for universitetets oprettelse. Det var byens borgeres helt egen idé. Og ideen fik mund og mæle gennem det, der hed Universitetssamvirket, Aarhus. Samvirket blev oprettet i 1921 og havde til formål at agitere for et universitet i Århus og samle ind til, at drømmen kunne blive til virkelighed. Samvirket fungerer stadig som et traditionsrigt kontaktled mellem universitetet og byen.
Efter den ny grænsedragning mod Tyskland i 1920 var der grobund for lokal patriotisme. Og overlæge Victor Albeck, der var én af de ihærdige forkæmpere for et universitet i Århus, gav meget præcist udtryk for, hvad der givetvis mange steder lå til grund for ønsket om endnu et universitet: "Danmark bliver ligesom større ved at faa et Universitet til."
I Kolding ønskede de et. Og det samme i Sønderborg. Dertil kom, at også Viborg ville have et universitet, så Århus var bestemt ikke alene om buddet, og der foregik en hidsig debat om et nyt universitets beliggenhed. Konkurrenterne i Viborg og Kolding og Sønderborg var om ikke andet så dog enige om, at studenter skulle beskyttes mod storbyen Århus og dens mange fristelser.

Og det nyttede ikke Viborg, at byen meget miljøbevidst prøvede at bruge sin stilfærdige beliggenhed og sin sunde luft som argument for et universitet. Det hjalp heller ikke, at forfatteren Johannes V. Jensen forsvarede Viborgs naturgivne fortræffeligheder som universitetsby. Tirsdag den 11. september 1928 kunne nemlig den selvejende institution, som i starten hed Universitetsundervisningen i Jylland, indlede sin virksomhed i Århus med eksamensret i filosofikum. Ganske vist foregik det hele under ret så ydmyge forhold og i lejede lokaler i Teknisk Skoles bygning i Nørre Allé. Kort K. Kortsen blev ansat som professor i filosofi, og som docenter fik man Peter Skautrup i faget dansk sprog, Andreas Blinkenberg i fransk sprog og litteratur, Christen Møller i tysk sprog og litteratur og Torsten Dahl tilsvarende i engelsk. Lønnen til disse fem var givet som gaver fra borgere i byen. Trods de glimrende lærere blev der stadig affyret bredsider fra tilhængerne af et Kolding-universitet. De kaldte Århus-undervisningen for et parodisk simili-universitet, og en lektor i Kolding udsendte ligefrem denne profetiske salve: "Det vil sikkert kun lykkes at samle enkelte unge Piger fra Nabobyerne. Egentlige Studerende tror jeg aldrig, den Aarhus-Institution vil faa."
Desværre ved vi ikke så meget om de fem akademiske musketerers første forelæsninger, men professor Kortsen fastslog i hvert fald i sin indledende forelæsning, at Kierkegaard var jyde, og han føjede til, at det var hans håb, at noget af Kierkegaards ånd måtte komme til at hvile over det indtil videre så beskedne universitet. Selv om Kortsen var meget optaget af spiritisme og ånder, må vi vel gætte på, at Kierkegaards ånd handlede om hin enkelte -både hin enkelte universitetslærer og hin enkelte af de 64 studerende, der havde tilmeldt sig ved semestrets start.

Fire år senere, den 30. august 1932, og i stegende sommerhede blev grundstenen lagt til universitetets egne bygninger. Kong Christian den Tiende murede den første sten, og den 11. september året efter stod det ny byggeri færdigt i arkitekt C. F. Møllers Bauhaus-inspirerede, funktionalistiske stil med gule mursten. Det blev indviet af Christian den Tiende med følgende ord: ”Med Ønsket om, at den videnskabelige Forskning, som her skal foregaa, maa foregaa i Aand og Sandhed, indvier jeg hermed Aarhus Universitet!” Og med kongens ord var dét, som indtil da havde heddet Universitetsundervisningen i Jylland, omdøbt til Aarhus Universitet.
Det var aftalt med staten, at hvis man i Århus selv betalte for bygningerne, ville staten til gengæld påtage sig at betale for driften. Det betød, at der på livet løs blev samlet ind. De forenede Teglværker donerede en million mursten. Phønix i Vejen leverede tagpap. Klinker kom fra Bornholm. Håndvaske blev sendt over fra Den kongelige Porcelænsfabrik o.s.v. I parentes bemærket – tro det eller ej – så betaler vi faktisk i dag husleje til staten for de mursten, som De forenede Teglværker i sin tid gav os.
I 1937 blev institutterne for fysiologi og biokemi indviet, og med dem fik universitetet eksamensret til det medicinske studiums 1. del. I daglig tale hed de to institutter naturligvis Fy og Bi.

Men bortset fra den lystighed, navnene gav anledning til, var der stadig behov for en hovedbygning med kontorer, auditorier og fagbiblioteker. Det var umuligt alene med indsamling at skaffe de omkring 2,5 millioner kroner, sådan en bygning sidst i 1930erne ville koste. Man måtte prøve, om ikke staten kunne træde til.
Så indtraf 9. april, og besættelsen fik uventet betydning for byggeprojektet, fordi staten måtte aflyse et nyt kasernebyggeri i Århus. Da det var tænkt som beskæftigelsesfremmende foranstaltning, fandt man i Århus ud af, at universitetets hovedbygning jo passende kunne træde i stedet. Og sådan blev det.
I 1943 beslaglagde Gestapo kollegierne i parken til sit jyske hovedkvarter; her blev modstandsfolk brutalt afhørt, og her opbevarede tyskerne deres arkiv over frihedskæmpere. I historien om modstandsbevægelsen i Århus og i resten af Jylland udgør park-kollegierne et sort kapitel fra besættelsestiden.

Den 31. oktober 1944 bombede Royal Air Force derfor kollegium 4 og 5, der forvandledes til rygende ruiner. Ulykkeligvis blev også universitetets hovedbygning ramt, og ti bygningsarbejdere omkom. C. F. Møller blev selv begravet under bygningsdele, men hans hånd stak frem, og han blev fundet og befriet af en murer, en økonomistuderende og en bomstærk portner. Portneren vippede et betonelement væk, mens de andre hældte vand over Møller, så der ikke skulle gå ild i ham.
Universitetet blev genopbygget og fremstår i dag, som en hyldest til tegl som materiale, der i forening med landskabsarkitekten Carl Th. Sørensens unikke universitetspark udgør et af de smukkeste og mest berømmede danske bygningsværker. Men Aarhus Universitet er ikke kun en æstetisk oplevelse. Disse fremsynede mænd forstod allerede dengang værdien af at holde universitetet samlet i byens hjerte. Aarhus Universitet er i dag berømt for at skabe unikke forskningsresultater på tværs af fagområderne og det kan vi bl.a. takke det nære universitetsmiljø i Århus for.
Aarhus Universitet udviklede sig i takt med stigende industrialisering og velstand i 50’erne og 60’erne. Uddannelserne blev reformeret, og der blev indført et statsligt uddannelsesstøttesystem, der gjorde det muligt for unge fra alle samfundslag, at gå på universitetet og i 1968 startede som bekendt studenteroprøret, men de helt store konfrontationer her i Århus kommer nu først i foråret 1971.

Universitetet var da ikke længere selvejende, og styrelsesloven med alt, hvad det medførte, var blevet indført. Stemmesedler forsvinder i forbindelse med et rektorvalg, og selv sproget rammes af konfrontationen, så man ikke engang kan enes om, hvorvidt administrationsbygningen er befriet eller besat og parolen var: "Forskning for folket - ikke for profitten."

Navnlig i 70erne eksploderede antallet af studerende på universitetet - fra 2.000 i 1958 til mere end 15.000 i 1977; på tyve år fordobledes studentertallet altså 3 gange. Og i samme periode fulgte bevillingerne ikke med, og dermed blev der simpelthen mange flere studerende pr. lærer. Vi fik en uddannelseseksplosion eller med et negativt klingende ord "et masseuniversitet." Hvor der i 1958 var omkring 27 studerende pr. professor, var der i 1978 omkring 120 studerende pr. professor. Men der var ikke kun for få lærere. Der var for få lokaler og for få læsepladser. Og der var for få værelser i byen. Og da det altså var udlejers marked, steg huslejen, mens uddannelsesstøtten stagnerede. Konsekvensen var længere studietider og større frafald.

Nej, man kan ikke sige, at den tids studerende var privilegerede og forkælede. Omvendt kan heller ingen mene, at studenteroprøret kom sig af, at byens værelser var for få og for dyre. Universiteterne var ikke længere elitens læreanstalter men hele befolkningens. Og oprøret havde mange rødder: uden for universitetet for eksempel i form af atommarcher og Vietnamkrigen og inden for universitetet i skikkelse af stivnede normer og traditioner.

80erne blev ørkenvandringernes epoke, præget af mistillid mellem samfundet og universiteterne. Der blev sat spørgsmålstegn ved universiteternes evne til at forvalte friheden, og der var adgangsbegrænsninger, stagnerende bevillinger o.s.v. På mange måder en tid, hvor energien blev brugt på at begrænse skaderne. Det var svært at stimulere kreativiteten, og arvesølvet blev grundigt pudset.

Ordet sammenhængskraft er brugt og misbrugt i så mange sammenhænge. Men trods datidens studenteroprør udtrykker ordet både dengang og nu, at Danmark er et homogent samfund, hvor de sociale forskelle er relativt små, og det generelle uddannelsesniveau er højt. Udfordringen består i at hæve den brede base og samtidig udvikle eliten.

Indenfor det seneste årti er kontrakten mellem samfundet og universiteterne blevet genskabt og der er en fælles forståelse for, at universiteternes styrke er en vigtig forudsætning for samfundets muligheder.

En massiv satsning på uddannelse forudsætter en betydelig udbygning af uddannelseskapaciteten i det danske samfund, og det er et bevidst politisk valg, om vi vil satse på bredden eller på at udvikle afgrænsede uddannelses- og forskningsområder. Alene at gøre det sidste vil være udansk. Det vil være et brud med det rodfæstede i vores kultur og i strid med det at være et konkurrencedygtigt samfund i en åben verden.

Derfor skal den brede base udvikles, og målsætningen er i dag, at mindst halvdelen af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse. For universiteterne ligger der en kæmpemæssig udfordring i således at skulle uddanne nye ungdomsgrupper, for selv om de sociale forskelle som sagt er relativt små i Danmark, skal universiteterne stadig være med til at bryde et element af social arv og manglende tradition for lange uddannelser.
Udfordringen består derfor i at få de nye grupper af unge ind i uddannelsessystemet. Det forudsætter nytænkning. Der skal foregå et opsøgende rekrutteringsarbejde, og der skal arbejdes tæt sammen med ungdomsuddannelserne i hele landet.

Samtidig er den brede base en forudsætning for, at vi kan rekruttere talenterne og udvikle eliten. På Aarhus Universitet føler vi en særlig forpligtelse for udviklingen af forskertalenter, og vi har indføjet talentudvikling som et særligt indsatsområde på linje med uddannelse, forskning og videnudveksling.

Det danske uddannelsessystem har kvaliteter, som man i andre lande misunder os. Gang på gang erfarer vi, at danske universitetsstuderende i udlandet – særligt ph.d.-studerende - udmærker sig ved stor selvstændighed, nysgerrighed, kreativitet og samarbejdsvilje, og det er kvaliteter, vi skal forstå at værdsætte og videreudvikle i mødet med resten af verden.

Men forudsætningen er, at vi evner at forholde os til de globale vilkår. Og for universiteterne ligger den mest markante udfordring i den globale konkurrence om udbud af uddannelser. Vi møder nye offentlige og private udbydere af uddannelsesprogrammer på et globalt marked. Uddannelse er kort sagt blevet en kommerciel vare. Og udviklingen accelereres af informationsteknologiens muligheder. Nye online- og satellitbaserede undervisningsformer udvikles, og de gør, at nærhed mister betydning som konkurrenceparameter.

Den virkelighed skal universiteterne forholde sig til. Og det skal ske med det udgangspunkt, at alle universiteter i realiteten vil operere på den samme, globale markedsplads. Nogle har måske kun en mindre bod, mens andre råder over et helt supermarked. Men markedskræfterne og spillereglerne bliver de samme for alle.

Samtidig er den internationale mobilitet vokset markant, og man kan ikke som uddannelsesinstitution forvente at få andel i den stigende mobilitet uden at være synlig på det globale marked.

Universiteterne må altså gøre sig overvejelser om, hvordan de vil positionere sig på den internationale scene. Og gode danske placeringer på vigtige ranglister er med til at synliggøre de danske universiteters høje niveau inden for forskning og uddannelse. Derfor er det vigtigt for os, at Aarhus Universitet er rykket ind på Top 100 listen for verdens 17.000 universiteter vurderet på en række kvantitative mål for forskningens kvalitet og omfang.

Vi føler, at grundlaget er i orden for at Aarhus Universitet kan indfri de store forventninger, det danske samfund har til de ekstra investeringer, der sker i universitetssektoren i disse år.

Aarhus Universitet har igen i år optaget i alt ca. 6.000 bachelorer og udefrakommende kandidatstuderende, og universitetet har i dag over 35.000 studerende. Vi har ca. 8.500 ansatte, det hele foregår på omkring 600.000 bygningskvadratmeter, og vi omsætter i 2008 4.8 mia., hvoraf ca. 25 % eller 1.2 mia. er indtægter hentet i direkte konkurrence om forskningsmidlerne.

Jeg vil gerne ved denne lejlighed takke universitetets medarbejdere for den store, fri forskningsindsats, de mange resultater og vigtige publikationer, som er selve grundlaget for universitetets styrke, og rette en særlig og stor tak til forskningsråd, statslige og private fonde og andre samarbejdspartnere.

Aarhus Universitet er stolt over, at det bidrager til at styrke Danmarks position som et lille land med universiteter i absolut topklasse. Og vi tager universiteternes opgave i globaliseringens tidsalder uhyre alvorligt. Vi rekrutterer som aldrig før studenter og forskere fra udlandet, for os er internationalt udsyn, internationalt samarbejde og internationalt lederskab et sine qua non.

Og med alt det føler vi os som arvtagere til dem, der for 80 år siden kæmpede for, at Århus fik sit universitet - eller for igen at citere, hvad Victor Albeck sagde: ”Derved bliver Danmark ligesom større.”