Jens Bigum, bestyrelsesformand, Aarhus Universitet

Kære Minister. Ærede gæster.
Det er blevet en tradition, at sangen ”Vi søger det frygtløst i dybet” synges her ved årsfesten. Tekst og musik blev skrevet af forskere ved Aarhus Universitet i anledning af 75-års jubilæet i 2003, og sangen er siden blevet - om ikke kanoniseret - så i hvert fald fundet værdig til optagelse i Højskolesangbogen.

Sangen siger noget vigtigt om den stræben efter erkendelse, som er forudsætningen for alt åndsarbejde. Ja, sangen finder genklang i hvert enkelt menneskeliv. Hver og en af os kender til, at det kan være både farligt, lystfyldt, ensomt og svært at søge erkendelse, vished og viden.

Når jeg vælger at tage udgangspunkt i disse store og flotte ord, så er det, fordi vi i år i særlig grad har været optaget af at formulere, hvad der kendetegner et universitet.

På ministerens initiativ blev universiteterne i 2009 nemlig bedt om at redegøre for fem specifikke temaer set i lyset af de gennemførte universitetsfusioner og den seneste reform af Universitetsloven. Er vi lykkedes med fusionerne? Hvordan står det til med medbestemmelse, ytringsfrihed og forskningsfrihed? Hvad forstår vi egentlig ved, at et universitet skal være frit og uafhængigt?

Det er et store og væsentlige spørgsmål, som altid må stå til debat på et universitet. For netop her er disse friheder forudsætningen for den stræben efter erkendelse, som vi lige har lovprist i sang. Jeg konstaterede derfor med glæde, at det var med stor entusiasme, at disse emner blev debatteret både i bestyrelse, ledelse og blandt forskere, øvrige medarbejdere og studerende. Det skabte et godt grundlag for den evalueringsrapport, som Aarhus Universitet udarbejdede.

Mange af os kan sikkert huske Per Højholts Gitte-monologer, hvor Gitte på drævende jysk bekendtgør, at ”min frihe’ Preben, den ka’ du altså ikk’ ta’ fra mig”.

Gælder det også for de danske universiteter? Er der nogen, der har taget friheden fra os?

Jeg har med interesse deltaget i det af Ministeren nedsatte udvalg, som har set nærmere på, om universiteternes frihedsgrader er behæftet med snærende og unødvendige bånd.

Og i det hele taget er der vel sjældent blevet udarbejdet så mange rapporter og analyser, der på forskellig vis berører spørgsmålet om universiteternes frihedsgrader. Titlerne er måske lidt kedelige. Jeg fremmaner næppe en årsfeststemning ved at gå i detaljer med en ministeriel rapport, der har titlen ”Selvejende institutioner – styring, regulering og effektivitet”.  Bedre er det næppe med titlen ”Analyse af universiteternes og sektorforskningsinstitutionernes finansiering og organisering”. Og nogen vil måske mene, at titlen ”Vurdering af universiteternes egenkapital og likviditet” må være noget, der er forbeholdt feinschmeckere.

Men man skal ikke gå fejl af, at der bag disse lidt farveløse overskrifter er masser af aspekter, som handler om universiteternes muligheder for at træffe egne dispositioner.

Universiteternes ejerskab af egne bygninger kan nævnes som et enkelt eksempel på et område, hvor vi – i dette tilfælde bogstaveligt talt - gerne vil være herre i eget hus. Opbygningen af en solid egenkapital giver os friheden til at disponere ud fra langsigtede og strategiske hensyn.

Den nuværende Universitetslov er i store træk en udmærket lov – når blot vi får lov til at udfolde os inden for de ganske vide rammer, som loven sætter. Og det er her, at vi oplever, at de vide rammer bliver erstattet af snærende bånd. – At nogen har taget friheden fra os.

For man skal huske på, at friheden går hånd i hånd med forpligtelser og ansvar. Friheden lever ikke sit eget isolerede liv. Det gælder også for Aarhus Universitet, at hvad enten vi er bestyrelse, daglig ledelse eller medarbejdere, så står vi til ansvar for, at vi forvalter friheden med fornuft og omtanke. Det ansvar påtager vi os gerne. Vi synes i al beskedenhed, at universitetets resultater gør os fortjente til denne tillid.

For resultaterne er markante. Når jeg ser på de gennemførte fusioner, så ser jeg et meget vellykket forløb. Tro mig – det er ikke altid lige let at skulle fusionere meget forskellige kulturer. Derfor var det spændende at læse den trivselsundersøgelse, som Aarhus Universitet udarbejdede tidligere i år. Man kunne frygte, at så omfattende ændringer ville have en negativ effekt. Det var ikke tilfældet. Selv om undersøgelsen afdækker enkelte områder, hvor der er behov for større bevågenhed, så er det overordnede indtryk meget positivt. Vi har nogle engagerede medarbejdere, der trives, og som næsten er villige til at gå gennem ild og vand for dette universitet.

Derfor får vi synlige resultater.

Vi oplever i år et rekordoptag. Aldrig før har Aarhus Universitet budt så mange nye studerende velkommen.

Vi oplever et godt samarbejde med myndigheder, virksomheder og med vort ministerium, Videnskabsministeriet.

Vi oplever, at borgerne strømmer til, når vore forskere formidler deres nyeste forskning for det brede publikum.

Og først og sidst så handler det om, at vi evner at tiltrække og fastholde fremragende forskere. Det har vi held med. Dette universitet er fyldt med forskere, som brænder for deres arbejde, og som hver dag frygtløst søger efter nye erkendelser. Ja, det sker hver time, hvert minut, hvert nanosekund.

Så der er meget at glæde sig over. Og engang imellem skal vi stoppe op og fejre denne ildhu. Det er bl.a. det, som vi gør i dag.

Derfor er det mig en stor glæde at kunne byde velkommen til Aarhus Universitets årsfest 2009 med ønsket om, at vi må få en festlig dag sammen.