Tale til legatmodtagere ved Aarhus Universitets årsfest 10. september 2010
Tale til modtagerne af Dronningens rejselegat 2010 - Mette Løvschal og Thomas Tranekær
ved Lauritz B. Holm-Nielsen, rektor, Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et universitet med tætte bånd til Kongehuset. Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik er uddannet cand.scient.pol. fra universitetet, mens Hendes Majestæt Dronningen tidligere har studeret både arkæologi og statskundskab her. Da Hendes Majestæt fyldte 70 år tidligere i år, var det derfor naturligt at lade universitetets gave afspejle og underbygge dette tætte forhold. I samråd med Dronningen besluttede Aarhus Universitet således at indstifte ”Dronning Margrethe den II’s rejselegat til studerende ved Aarhus Universitet”. Jeg vil derfor nu uddele to rejselegater på hver 25.000 kr. til en studerende fra henholdsvis arkæologi og statskundskab. Jeg vil gerne bede arkæologistuderende Mette Løvschal og statskundskabsstuderende Thomas Tranekær træde frem.
Kære Mette Løvschal.
Det er mig en stor glæde at kunne overrække dig Dronningens rejselegat på 25.000 kr. Jeg ved, at din studietid allerede har ført dig forbi Cambridge University, hvor der eksisterer et stærkt og yderst progressivt forskningsmiljø – og hvor Dronningen for øvrigt også har studeret arkæologi. Jeg håber, at du med dette legat får mulighed for enten at besøge Cambridge igen eller et andet af verdens førende universiteter Jeg er sikker på, at du på baggrund af dine exceptionelle eksamensresultater vil kunne bruge studiemiljøet dér og bringe ny viden og nye ideer med dig hjem.
Tillykke! Og held og lykke!
Kære Thomas Tranekær.
Jeg overrækker ligeledes til dig Dronningens rejselegat på 25.000 kr. Du har afsluttet din bacheloruddannelse i Statskundskab med et usædvanligt højt karaktergennemsnit, og jeg ved, at det foreløbig har ført til optagelse på det London School of Economics and Political Science. Der er ingen tvivl om, at du på den måde får udvidet din horisont, og at du får optimale muligheder for at udvikle dig i et af verdens stærkeste akademiske miljøer.
Tillykke! Og held og lykke!




