Lauritz B. Holm-Nielsen, rektor, Aarhus Universitet

Kære minister - ærede gæster - mine damer og herrer.

Velkommen til Aarhus Universitets årsfest 2010.

USA’s udenrigsminister Hillary Clinton skrev for snart 15 år siden en bog om at udvikle børn til hele mennesker. It takes a village hed bogen. Det kræver en landsby. Titlen var hentet fra Afrika, hvor begrebet dækker over det fællesskab i et lille samfund, der er forudsætningen for det samfunds udvikling. Ingen kan klare sig alene. Selv ikke i den stærkeste familie.

It takes a village er ikke blot sund fornuft, når et barn skal vokse op i den afrikanske landsby. Ingen kan klare sig alene - selv ikke i den stærkeste familie. Det er en god metafor – også for udviklingen af det lille danske samfund. Det gælder også for universiteters udvikling.

Alene er det svært. Sammen kan vi gøre – næsten - alt, hvis vi tør tænke tanken og sætte handling bag.

Imagine, forestil jer.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har erklæret, at et dansk universitet i 2020 skal være blandt de 10 bedste i Europa. På diverse ranglister ligger Aarhus Universitet på top 100-listen over verdens universiteter og blandt Europas førende. Disse lister er ikke udtryk for et absolut mål; for universiteter har et bredt aktivitetsspektrum. For øvrigt klarer flere andre danske universiteter sig også fremragende.

Hvis vi skal fremhæve et par indikatorer, kunne det være, at den samlede gennemførelse af en afsluttet videregående uddannelse i Danmark kun overgås af gennemførelsesprocenten i Japan, og at dansk forsknings publications impact kun overgås af Schweiz!

Jeg kan nævne, at Aarhus Universitet ifølge forskningscenteret CWTS ved Leiden Universitet er placeret som nummer 55 i verden, når man måler forskningsresultaternes gennemslagskraft i den internationale litteratur.

Men sammen kan vi gøre det endnu bedre. Ikke for universitetets skyld, men for alles skyld, for samfundets skyld.

Mere end 23.000 unge søgte i år om at blive optaget på Aarhus Universitet. Det er flere end nogensinde før. 6.277 bachelorstuderende blev optaget og er netop begyndt på deres studier. Især er det glædeligt, at de naturvidenskabelige uddannelser har fået markant flere ansøgninger - blandt andet gennem et aktivt samarbejde med gymnasierne. Klassiske uddannelser som matematik, fysik, kemi, geologi og biologi er gået frem sammen med nye fagområder som nanoteknologi og molekylær medicin. Hertil kommer, at universitetets helt nye bacheloruddannelser i uddannelsesvidenskab og folkesundhedsvidenskab er kommet flyvende fra start.

Vi har også optaget 4972 studerende på universitetets kandidatuddannelser, heraf 1959 som for første gang er blevet studerende ved Aarhus Universitet. Det betyder, at i alt 8236 unge mennesker den 1. september er gået i gang her med at forme den viden, deres fremtid skal bygge på.

Det lover godt, når man samtidig tænker på, at vi har knap 1.700 ph.d.-studerende fra alle egne af kloden.

Mere end nogensinde er det blevet klart, at viden er vejen til vækst og velfærd. Universiteternes forskning, uddannelse og udveksling af viden kommer til at spille en helt afgørende rolle for, hvordan det danske samfund kommer til at klare sig i de kommende årtier. Aarhus Universitet er klar til at løfte den opgave og påtage sig det ansvar, der følger med. Universitetsfusionerne i 2007 gav os den bredde, Aarhus Universitet har i dag, og det betyder, at vi også kan give plads til det helt specielle og til det nørdede – ja, kald det bare plads til de små fag, som ingen andre kan dyrke. Det er måske ikke særlig dansk, men jeg er i den sammenhæng nødt til at sige, ja, ’big is beautiful’; også størrelse gør en forskel.

Størrelse er en forudsætning for, at universitetets drømme og ambitioner kan blive til virkelighed. Men alt, hvad vi gør, skal bygge på en forskningsindsats, som måles mod det bedste. Derved lægges grunden for den høje kvalitet, som er målet.

Og vi er kun lige begyndt. Det næste logiske skridt er vi midt i lige nu med den største reform i universitetets historie. Ni hovedområder bliver til fire:

• Aarhus Faculty of Arts
• Aarhus Faculty of Science and Technology
• Aarhus Faculty of Health Sciences
• og Aarhus School of Business and Social Sciences.

De fire hovedområder får brede kompetencer både fagligt og uddannelsesmæssigt. Reformen vil over de kommende år medføre store forbedringer. De indre begrænsninger for universitetets udvikling vil blive færre og forhåbentlig helt forsvinde.

For mange af universitetets mere end 38.000 studerende og 11.000 medarbejdere vil ændringerne ikke umiddelbart kunne mærkes; for andre – særligt i administrationen og ledelsen – er forandringsprocessen i fuld gang, og hverdagen presses. Jeg vil gerne i den forbindelse takke for den omfattende og åbne udviklingsproces, som først og fremmest medarbejderne, men også de studerende og eksterne eksperter bidrager til.

Reformen er afgørende for, at vi kan fortsætte udviklingen fra et universitet med fokus på grundvidenskab og uddannelse til at være et universitet, der bygger på stærke akademiske traditioner og som lægger vægt på videnudveksling med det samfund, som vi er og vil være en integreret del af. Aarhus Universitet går i disse år fra den klassiske engelske Oxford-model til den mere udadvendte amerikanske Stanford-model. Ligesom Stanford har været det, siden det blev grundlagt, er Aarhus Universitet nu sammenvævet med samfundet – ikke mindst med de innovative miljøer. Vi vil fortsætte ad den vej.

Det er ikke noget, der sker af sig selv. Det er et valg, vi har truffet. Og det kan kun lade sig gøre, fordi andre også drømmer og har ambitioner sammen med os. Forestil jer. Imagine.
It takes a village.

I 2028 kan Aarhus Universitet fejre sit 100 års jubilæum.
Lad mig afsløre, at det med garanti ikke bliver med mig som rektor. Andre af jer, der er her i dag, vil derimod være med - også om 18 år. Og ligesom vi i dag står på skuldrene af de ansvarlige, der traf kloge beslutninger for 20 år siden, har vi alle i dag et ansvar for, at de beslutninger, vi træffer i disse år, giver mening i 2028.

De fysiske rammer inviterer til drømme og ambitioner på vegne af et kommende 100 års jubilæum.
Vi har et enestående miljø omkring Universitetsparken, vores Campus. Mens andre skriver udredninger og bøger om, hvordan man måske kan skabe et campusmiljø, så har vi her et af Europas bedste. Gad vide, hvor megen statslig nødhjælp der skal til, hvis andre steder skal nå det, som Århus by, myndigheder, ildsjæle, arkitekter og universitet – kloge folk med vidsyn gennem Aarhus Universitets 82-årige liv - har skabt her. Her er et studiemiljø og en atmosfære, som mange universiteter misunder os. Det er der også grund til, når man ser udvidelsesmulighederne, som de åbner sig i universitetets visionsplan frem til år 2028.

Planen er ambitiøs, men samtidig meget konkret og nødvendig. Pladsen er trang i dag. Den bliver endnu mere trang i de kommende år. Derfor er vi allerede nu i gang. For fysisk udbygning tager tid.

Visionsplanen har som præmis, at Aarhus Universitet geografisk fremover vil være placeret med sin hovedcampus i Århus omkring Universitetsparken, en stærk campus i Emdrup i København, en uddannelsescampus i Herning, samt forsøgsstationer og forskningsfaciliteter på udvalgte lokaliteter rundt i Danmark og Grønland.

Planen indbefatter også en overtagelse af Århus Sygehus’ røde bygninger ved Nørrebrogade lige overfor Universitetsparken, når sygehuset om nogle år rømmes til fordel for det nye universitetshospital i Skejby. Planen indbefatter nybyggeri i Universitetsparken, ombygning og udbygning af it-byen på Katrinebjerg, opførelse af et stort bygningskompleks på den såkaldte Lille Barnow-grund og meget andet. I alt har vi påvist, at Aarhus Universitet kan fordoble sine nuværende arealer på over 600.000 kvadratmeter uden at give køb på campus-tanken. Vi kan dermed bevare og udbygge et af Europas bedste studiemiljøer.

Imagine. Forestil jer - det meste ligger samlet.

Her er enestående muligheder. De næste generationer kan sammen med byen og regionen give kraft til den videnakse, der fra havnen rækker til Skejby, knyttet sammen af en letbane – og med universitetet som naturligt centrum. Det er ikke sikkert, at det hele kan eller skal realiseres over de næste 10-20 år. Der skal udarbejdes nye lokalplaner og universitetets enestående arkitektur skal naturligvis respekteres. Men når vi udbygger og forandrer parken, sker det med en vision om at føje Århus Sygehus´ arealer ind i en naturlig sammenhæng med Vennelystparken, Nobelparken og først og fremmest Universitetsparken. Hvad mon denne fjerde park skal hedde?

I sensommeren oplevede vi en debat om Universitetsparkens vedligehold. Ingen kan være i tvivl om, hvor meget vi på Aarhus Universitet også selv kerer os om C.F. Møllers enestående arkitektur. Jeg cykler hver morgen og aften gennem parken, og jeg opfordrer alle til selv at gå en tur i Universitetsparken og se, at det gennem snart 80 år er lykkes at holde linjen. Måske kan man også frydes over livet i parken; over de mange bygningsarbejder, der er i gang – tilset af de samme arkitekter og udført af de samme dygtige håndværkere.

Vi kommer til at opleve forandringer både i og udenfor parken i de kommende år, men disse forandringer vil ske i dyb respekt for den enestående park. Akkurat som i de foregående år. Det er jo netop, fordi vi har udviklet parken så nænsomt og omhyggeligt, at Universitetsparken i dag med arkitekturkanon-udvalgets ord står som ”et markant og robust vidnesbyrd om, hvor smukt og humant en større struktur i en bymæssig sammenhæng kan udvikles i mere end 70 år”.

Når vi forandrer, gør vi det med omsorg. Som vi gjorde det sidste år, da vi – takket være en gavmild donation fra Ny Carlsbergfondet og Aarhus Universitets Jubilæumsfond – fik mulighed for at udsmykke universitetet med kunst fra en af Danmarks førende kunstnere Erik A. Frandsen. Det er kunst, som vi er uhyre stolte af, og vi har derfor i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag besluttet at uddele en bog, der beskriver Frandsens kunstværker til vore gæster her i dag. På jeres stol har vi derfor lagt bogen ”Refleksioner” der er skrevet af Maria Fabricius Hansen fra Det Humanistiske Fakultet.

Men - It takes a village.

Internationale erfaringer viser, at de bedste universiteter i verden har store frihedsgrader, og at universiteter med størst frihed også er de bedste til at levere gode resultater tilbage til det øvrige samfund.

Med universitetsloven i 2003, der gjorde universiteterne til selvejende institutioner med eksterne bestyrelser, skulle vi i Danmark tage et kvantespring i graden af frihed.

Hvordan er det så gået?

Ministeriet bad os i fjor om at bidrage til en evaluering af hele universitetsområdet, som et internationalt panel har gennemført bl.a. for at se, hvordan universitetsloven fungerer.
Vores egen konklusion er, at loven som rammelov er udmærket. Men hvis universitetet - og det danske samfund - skal have fuldt udbytte af lovens rammer, så er der behov for flere frihedsgrader. Loven giver i vidt omfang ministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler. Uanset gode hensigter og erklæringer om gensidig tillid er resultatet blevet for meget bureaukrati og kontrol. Det kan vi på nogle områder leve med, men på en række områder er bureaukratiet, kontrollen og centraliseringen gået for vidt. Det betyder, at vi bruger for mange unødige ressourcer, som vi burde bruge på forskning, undervisning, understøttelse af myndigheder og videndeling med erhvervsliv og samfund.

Det tror jeg faktisk, alle er enige om.

Men vi er utålmodige, og derfor er vi også meget glade for, at ministeren har valgt at fremrykke evalueringen af akkrediteringsinstitutionen ACE Denmark, så den bliver sat i gang allerede i dette efterår. Akkrediteringssystemet har udviklet sig til en papirtiger, som internationale eksperter ryster på hovedet af. Det er en selvskabt plage. Det har Aarhus Universitet selv oplevet med afslag på akkreditering af nye innovative uddannelser bl.a. på det internationale område, hvor universitetet selv er i den bedste position til at tage ansvaret.

Vi oplever også problematiske begrænsninger på forskningsområdet, bl.a. fordi der ikke er fundet en rimelig balance mellem basisforskningsmidler og konkurrenceudsatte offentlige forskningsmidler. For eksempel er det ganske uforståeligt, at der her 3½ år efter fusionen med de tidligere sektorforskningsinstitutioner, DJF og DMU, endnu ikke er afsat én eneste krone som basismidler på disse områder: der er tale om aktiviteter af et omfang på hen ved én milliard. Den usikkerhed, det skaber, er ikke begrundet i samfundsøkonomien eller i sund fornuft.

Efter en årrække, hvor pendulet har svinget i retning af centralisering, opstramning, styring og kontrol, så svinger pendulet nu måske tilbage. Tilbage til den decentralisering og gensidige tillid, der i øvrigt gennemsyrer det danske samfund og den danske kultur.

Ved samme lejlighed kan vi lige runde regeringens genopretningsplan. Den har sat spørgsmålstegn ved det brede samarbejde i Folketinget om universitets- og forskningsinvesteringerne. Det er uheldigt, fordi netop denne sektor har behov for at arbejde med langt perspektiv. En student, der er optaget i år, vil afslutte sit studium mindst 2 folketingsvalg ude i fremtiden, og en højtspecialiseret forskerspire vil nå sit internationale klimaks omkring universitetets 100-års dag i 2028. Vi har brug for modet til det lange perspektiv, hvis Danmark skal bygge sin fremtid blandt verdens vidensamfund. Det er derfor vigtigt, at Folketingets partier igen finder sammen om globaliseringsstrategien. På Aarhus Universitet tror vi på fremtiden. Universitetet er her, fordi befolkningen, ja hele samfundet, har brug for det. Derfor fortsætter universitetets udviklingsproces, også når tiderne er mere usikre end før. Vi udbygger ph.d.-optaget. Vi løfter de øvrige ambitioner.

Vi skal også være fornuftige og påpasselige, og det har vi på Aarhus Universitet altid været. Men set i forhold til politikernes mange udmeldinger om, at viden er vejen til vækst - senest i forbindelse med regeringens 10-punktsplan om, hvordan Danmark kommer igennem den økonomiske krise - så blev vi ærlig talt noget overraskede over, at der skal skabes usikkerhed omkring universiteternes økonomi. Vi tror, takten kan genfindes. Universiteterne er her ikke for deres egen skyld, men fordi samfundet ikke kan undvære dem. Tiden er med os.

Imagine …forestil jer.
It takes a village.

Landsbyen er blevet mindre de seneste årtier, og den vil blive endnu mindre. Derfor er vi alle afhængige af hinanden, og som universitet skal vi være generøse med vores viden. Kun på den måde bliver vi selv dygtigere.

Det gælder, når vi opfordrer til at etablere et internationalt gymnasium i Århus, så vi bedre kan tiltrække internationale medarbejdere.

Det gælder, når flere fag og uddannelser udbydes på engelsk. Det gælder i samarbejdet med samfund og erhvervsliv.

Det gælder, når vi vil udvikle nye, forskningsbaserede kandidatuddannelser sammen med udenlandske universiteter.

Det gælder, når EU-Kommissionens formand José Manuel Barosso kommer til European University Associations store årskonference i Århus.

Det gælder, når vi støtter Global Dialogue Prize og i respekt for den akademiske frihed lader en uafhængig jury stå for udvælgelsen - også når debatten og kritikken bliver hård. Hvis vi ikke vil gå i dialog med dem, vi er uenige med, hvem i alverden skal vi så gå i dialog med?

Og vi skal være generøse med vores viden og selv blive klogere, når vi engagerer os i det nye Danske Universitetscenter i Beijing for at knytte danske forskere til de bedste kinesiske forskningsmiljøer.

Og det gælder til maj, når vi sætter demokratiet på dagsordenen, og Århus bliver mødested for de største tænkere på dette så afgørende område.

Vi skal kort sagt gøre Danmark større, end det er. Alene er det svært. Sammen kan vi gøre næsten alt, hvis vi tør tænke tanken – imagine it - og sætte handling bag.

Men – It takes a village

Kære minister, ærede gæster, mine damer og herrer. Velkommen til landsbyens hjerte. Hjertelig velkommen til Aarhus Universitets 82 års fødselsdag.