»Det er sandsynligvis lige så slemt for heste som for mennesker at blive holdt i isolation.«

De fleste af vores husdyr er fra naturens side sociale, og fællesskabet med deres artsfæller har stor betydning for dyrenes udvikling og trivsel. Forskere fortæller om husdyrene og deres fællesskaber.

16.04.2013 | Hans Plauborg

Fotos: Jesper Rais

»Hesten er fra naturens side et meget socialt dyr og har gennem tusinder af år tilpasset sig fællesskabet i sociale grupper. Det betyder, at heste er meget gode til at kommunikere og reagerer på bittesmå signaler hos hinanden. De kommunikerer f.eks. gennem kropspositurer, lyde og lugte.
Hos føllet spiller legen med andre føl en afgørende rolle for udviklingen. Gennem legen lærer de om deres krop og ikke mindst deres styrke og kampevne. Når nye heste møder hinanden, ser man ofte en øget aggressiv adfærd, fordi de først skal etablere et hierarki.
Selv den lavest rangerende hest i hierarkiet har dog fordel af fællesskabet og den beskyttelse, det giver. I naturen beskytter hestene hinanden mod rovdyr, og selv blandt tamheste i flok ser man, at én hest altid vil stå op og holde vagt, mens de andre hviler sig.
Fællesskaber og social kontakt er så vigtigt for heste, at det sandsynligvis er lige så slemt for heste som for mennesker at blive holdt i isolation. Alligevel er det tilladt efter dansk lovgivning, og det er efter min mening en katastrofe for hestenes velfærd.«

Janne Winther Christensen,
forsker, Institut for Husdyrvidenskab


»Man siger, at minken er et udpræget solitært dyr – et dyr, der helst vil være alene. Og det er rigtigt, at de i naturen vil søge hver til sit og leve alene. Men det er ikke så entydigt. Vores forskning har vist, at det har en positiv indflydelse på deres udvikling og adfærd, hvis man lader en ung han og hun gå sammen i en periode.
Minkene er helt hjælpeløse, når de bliver født, og fælleskabet med moderen er nødvendigt for deres overlevelse. Efter cirka otte uger sammen med moderen sætter minkavleren typisk en han og en hun i et bur sammen, hvor de leger og ofte ligger i reden sammen. For hannen betyder det samvær, at han senere bliver bedre til at gennemføre en parring. Minkavleren skiller den unge han og hun ad, når de begynder at blive aggressive og bide hinanden. Som voksne avlsdyr skal de leve hver for sig.
Der er det specielle ved mink, at vi ifølge dansk lovgivning skal avle, for at de tilnærmer sig menneskekontakt. Det betyder, at vi skal udvælge de mest tillidsfulde og mindst frygtsomme mink som avlsdyr. På den måde bliver minkene over generationer mere og mere tamme.«

Jens Malmkvist, seniorforsker,
Institut for Husdyrvidenskab


»På mange gårde adskiller man kalve af malkekvæg fra deres mor ved fødslen. Man placerer dem alene i en boks uden kontakt med koen og med minimal mulighed for kontakt med jævnaldrende kalve. Men kalve er sociale dyr og har mange fordele af social kontakt og små fællesskaber. Under naturlige forhold vil kalve altid søge hinanden og lege og hvile sammen.
Hvis man opstalder kalve i grupper af jævnaldrende, danner de sociale bånd. Kalve foretrækker at være i selskab med kalve, de kender, frem for ukendte kalve, og jo tidligere det sociale bånd er dannet, jo stærkere er det.  
Det stimulerer småkalvenes sociale indlæring, når de går parvis eller i små grupper. Kalvene har det bedre, og de stimulerer også hinandens optagelse af fast foder. Det er en fordel den dag, de skal vænnes fra mælken. De bliver mindre aggressive og er bedre til at deles om foder og plads.«

Margit Bak Jensen, seniorforsker,
Institut for Husdyrvidenskab


»Svin er sociale dyr. Under naturlige forhold lever de i stabile fællesskaber og danner et hierarki på baggrund af de enkelte individers kampevner. Hvis ressourcerne er knappe, vil der opstå konflikter, men hierarkiet sikrer, at der ikke opstår voldsomme slagsmål.
En naturlig svineflok består af en stabil gruppe af søer, der alle er i familie indbyrdes. Nye medlemmer fødes ind i flokken. Når ornerne bliver kønsmodne, forlader de flokken og lever i første omgang sammen i bachelorflokke. Siden vil de voksne orner leve solitært og kun være i kontakt med andre svin, når søerne er i brunst.
I produktionen tager landmanden sjældent hensyn til den naturlige gruppestruktur. Svin bliver i hele deres levetid løbende omgrupperet – for eksempel når de skal vænnes fra soen, når de overgår til slagtesvinestald og i forbindelse med reproduktion. Det gør grisene mere aggressive, fordi de hver gang må danne et nyt hierarki, og det påvirker deres velfærd negativt.«

Karen Thodberg, seniorforsker,
Institut for Husdyrvidenskab

AUgustus nr. 1 - 2013, Tema