Facebook er ikke et fiktivt fællesskab

Forskerkommentar Anja Bechmann, leder af Digital Footprints Research Group, Aarhus Universitet

16.04.2013 | Anja Bechmann

Fotos: Søren Kjeldgaard

Hendes Majestæt Dronning Margrethe indledte år 2013 med i sin nytårstale at
sige følgende:

»Jeg tror, at det i særlig grad er de unge, som er udsatte. De moderne kommunikationsmidler med internet og Facebook rummer fantastiske muligheder, men der er også farer forbundet med det. De meget unge kan blive så optaget af det, at de så at sige lever i cyberspace, at virkeligheden leves på anden hånd i en slags udstillingsvindue, hvor det mere gælder om at tage sig ud end om at være sig selv.«

Internetforskningen viser, at langt størstedelen af vores Facebook-netværk er personer, vi har mødt ansigt-til-ansigt. Det betyder,
at når unge og andre socialiserer på Facebook, så foregår det ikke i en parallelverden med fiktive  personer, men med nære og fjerne venner, familie, arbejds- og interesserelationer.

I min forskning omkring Facebook har jeg blandt andet foretaget kvalitative interviews med unge gymnasieelever om deres vennerelationer. Flere af eleverne peger på, at det er direkte »underligt« at være venner med nogle på Facebook, som de ikke ville sige hej til, når de mødte dem i den fysiske verden. De får så meget at vide om personerne ved at være venner med dem på Facebook.

Når unge mødes fysisk, springer de ofte opdatering om deres gøren og laden over
– for det ved de – det er jo set på Facebook.

Facebook-fællesskabet bliver derved en integreret del af gymnasieelevernes hverdagssocialisering; en nem og funktionsdygtig måde at holde sig opdateret om hinanden, anerkende og erkende et tilhør til hinanden.

Selvfremstillingen på Facebook er åbenlys med blandt andet profilbillede og likes. Man kan så diskutere, om denne selvfremstilling adskiller sig markant fra vores fysiske gøren og laden, hvor vi ifølge blandt andre sociologen Erving Goffmann også finpudser vores nonverbale og verbale udtryk over for omverdenen.

I den klassiske medieteoretiske tradition ville man med den canadiske filosof og medieteoretiker Marshall McLuhans udtryk i stedet tale om fænomenet som en »forlængelse« eller »udvidelse« af de eksisterende sociologiske normer. Der er ikke tale om en erstatning af den fysiske verden, et isoleret cyberspace eller en parallelverden, men en komplementær måde at socialisere på, som er en integreret del af de unges liv, hvor vennerne er med i lommen på godt og ondt.

Man kan med sociologerne i hånden fristes til at spørge Hendes Majestæt: Hvornår har vi nogensinde været os selv?

AUgustus nr. 1 - 2013, Tema