Kan vi stole på hinanden?

Om vi vil det eller ej, så hænger vores liv og handlinger sammen. Derfor er livet i fællesskaber, hvor man kender og stoler på hinanden, både bedre og nemmere. For den enkelte og for samfundet. Det viser forskning i sociale fællesskaber. Men forskningen viser også, at mange af de traditionelle fællesskaber er under pres.

16.04.2013 | Peder Holm-Pedersen

Foto: Lars Kruse

Foto: Lars Kruse

Landes tillidsniveau er meget forskellige. Her angives de enkelte landes tillidsniveau i, hvor stor en procentdel af landets befolkning der svarer ja på spørgsmålet: kan man generelt stole på andre mennesker? Kilde: Bjørnskov og Meon 2013, »Is trust the missing root of institutions, education, and development?« I Public Choice, Springer Science+Business Media New York 2013

»Kender du navnene på folk i dit nabolag? Har du tilbragt en hyggelig aften i deres selskab inden for det sidste år? Er du medlem af et politisk parti? Eller den lokale sportsforening? Kommer du til møderne i dit barns børnehave?«
Det er den verdenskendte amerikanske Harvard-politolog, Robert D. Putnam, der spørger på en telefonlinje fra bjergene i New Hampshire, USA, hvor han sidder og skriver på en ny bog.
Putnam nævnes ofte som en af verdens mest betydningsfulde akademikere og er i øjeblikket tilknyttet Aarhus Universitet som Distinguished Visiting Professor og deltager blandt andet i dette års store MatchPoints Seminar den 23.-25. maj.
Spørgsmålene, han stiller, er eksempler på nogle af de mange forhold, der ifølge Putnam siger noget om, hvor godt vi hænger sammen i de fællesskaber, vi indgår i. I den sociologiske forskning taler man om graden af social kapital, og jo flere af spørgsmålene, jeg kan svare bekræftende på, jo mere social kapital tyder der på at være i fællesskaberne, forklarer Putnam.
»Og jo bedre har både du og samfundet det sandsynligvis også. Det viser sig nemlig, at velfungerende fællesskaber, store som små, har en lang række positive effekter for både det enkelte menneske og for samfundet som helhed.«
På det punkt er Danmark heldigt stillet, forklarer Putnam, for vi er et af de lande i verden med den højeste grad af social kapital. Så længe det varer. For noget tyder på, at vi måske ikke hænger lige så godt sammen, som vi gjorde tidligere. At vi ikke kan svare bekræftende på lige så mange af Putnams spørgsmål, som vi kunne for et par årtier siden, for den moderne samfundsudvikling har sat flere af de traditionelle fællesskaber under pres. Spørgsmålet er, om der opstår nye fællesskaber? Og hvorfor er livet i fællesskab med andre overhovedet så godt?

Den sociale kapital passer på mit hus

Da Robert D. Putnam i år 2000 udgav bogen Bowling Alone, gav det genklang over det meste af verden. Også i Danmark, hvor der ofte blev refereret til hans arbejde i de værdipolitiske diskussioner om den danske sammenhængskraft, der prægede 00’erne.
I bogen beskriver Putnam et USA, der truer med at falde fra hinanden. Et USA, hvor folk ikke i samme grad som tidligere kommer hinanden ved, engagerer sig i civilsamfundet og tager del i det politiske liv. Kort sagt, et USA, hvor den sociale kapital er for nedadgående.
Og hvad så, kunne man spørge?
En hel del, lyder Robert D. Putnams korte svar, inden han hurtigt opridser nogle af de mange positive effekter af social kapital. Og de viser sig snart sagt inden for alle livets forhold. Det gør for eksempel virksomheder mere konkurrencedygtige, nationer mere velstående og kan ses i sygdomsstatistikkerne, hvor der blandt folk, som indgår i sociale fællesskaber, er færre hjerteanfald, selvmordsforsøg og depressioner. Og den bedste indikator på, om der er kriminalitet i et område, forklarer Putnam, er, om folk kender hinandens navne eller ej. Jo mere social kapital, jo mindre kriminalitet.
»Derfor sidder jeg også ganske roligt heroppe i bjergene, mens den sociale kapital i mit nabolag sørger for, at der ikke bliver begået indbrud i mit hus derhjemme.«

Bladfejerens dilemma

Putnam fremhæver en anden positiv effekt ved social kapital. For om man vil det eller ej, så hænger vores liv og handlinger sammen. Vores handlinger påvirker hinanden, og om vi handler på den ene eller den anden måde, er ofte afhængigt af, hvordan vi tror, andre handler, fortæller Putnam. Derfor opstår der det, der kaldes kollektive handlingers dilemmaer. Det er den mekanisme, der bl.a. er på spil i det såkaldte Fangernes dilemma – det tænkte eksempel i faktaboks 1.
Kollektive dilemmaer findes på alle niveauer i samfundslivet, og de løses meget nemmere, når den sociale kapital er høj, forklarer Putnam og giver et lavpraktisk eksempel fra efteråret i sit eget nabolag.
»Hvem gider feje blade sammen, hvis ikke man kan regne med, at ens naboer også gør det? Deres blade vil jo så blæse ind over hækken og ødelægge ens arbejde, og så kan man lige så godt lade helt være. Kender man derimod hinanden i nabolaget og taler sammen, er det nemmere at stole på hinanden og lave fælles aftaler, så der bliver fejet blade. Til alles bedste,« siger Putnam.
»Livet er ganske enkelt både bedre og nemmere i fællesskaber med høj social kapital.«

Fjernsyn og rodnet

Men når det nu er så godt, hvorfor ser det så ud til, at den sociale kapital har været støt faldende siden 50'erne? Årsagerne er mange og angår den generelle samfundsudvikling, forklarer Putnam. Han peger især på to udviklinger.
»Fjernsynet er den vigtigste enkeltårsag. Det er en envejskommunikation, som du fortærer i ensomhed, samtidig med at det får dig til at tro, at du er en del af et fællesskab,« siger Robert Putnam.
Generelt har medieudviklingen i det tyvende århundrede været medvirkende til det, Putnam kalder en privatisering og individualisering af fritiden.
»Tidligere var det groft sagt for kedeligt at sidde derhjemme efter skole eller arbejde, så man mødtes med andre folk i nabolaget til forskellige sociale sammenkomster og gøremål. Med fjernsynet flyttede underholdningen ind i privaten.«
Siden er der kun kommet flere underholdningsmedier til. Senest selvfølgelig internettet, men det er Putnam dog ikke lige så skeptisk overfor.
»Der kan selvfølgelig ikke afsiges nogen endelig dom over betydningen af internetrevolutionen endnu, men én ting er helt sikker: Internettet er ikke lige så skadeligt som fjernsynet. Internettet kan skabe forbindelser mellem mennesker,« siger Robert Putnam.
En anden vigtig årsag til den faldende saldo på kontoen med social kapital handler ifølge Putnam om det moderne menneskes mobilitet. Han kalder også den forklaring for »re-potting«-hypotesen. En hypotese, som folk med grønne fingre vil nikke genkendende til.
»Ligesom det tager tid for en plante at udvikle sit rodsystem, når den bliver plantet om, så tager det også tid for mennesker at slå rødder og skabe sociale forbindelser et nyt sted.«
Hvor folk tidligere boede og arbejdede det samme sted det meste af deres liv, så er det moderne menneskes liv langt mere dynamisk, forklarer Robert Putnam.
»Vi flytter, skifter job og indgår i mange forskellige fællesskaber. Hver dag møder vi flere mennesker, end mange af vores oldeforældre gjorde i et helt liv. Det kan ses på karakteren af mange af de sociale forbindelser, vi knytter. De er tyndere og mere kortvarige.«

Brobyggerne er væk

Tager man de kritiske briller på, kan Putnams samfundsanalyse godt komme til at lyde som én stor forfaldsfortælling om, at alting var bedre i gamle dage, og nu er det hele ved at falde fra hinanden. Men sådan skal hans analyse ikke forstås. Ikke helt, i hvert fald, forklarer han.
»For selvfølgelig hænger vi også sammen på nye måder i dag. Vi indgår i andre typer fælleskaber, end vi gjorde for halvtreds år siden, og noget af den sociale kapital, der forsvandt, da folk holdt op med at mødes i det lokale forsamlingshus, opstår på ny andre steder. For eksempel i det sociale liv på arbejdspladsen, som ser ud til at fylde mere og mere for folk. Eller i fælleskaber på internettet.«
Men når det er sagt, er det stadig vigtigt for Putnam at fastholde, at der er gået vigtig social kapital tabt. Og særligt én bestemt type social kapital er der blevet mindre af.
»De fællesskaber, hvor folk med forskellig baggrund mødes, bliver i stigende grad undermineret. Det gælder for eksempel inden for skoleverdenen, hvor flere og flere sender deres børn i privatskoler, og mødet på tværs af sociale skel derfor går tabt. Dermed mister vi det, vi i forskningen kalder bridging social capital, altså fællesskaber, der bygger bro og får os til at hænge sammen på tværs af vores forskelligheder,« siger Putnam, som ser denne tendens i de fleste vestlige samfund.
»Og det er et stort problem, for det er netop den brobyggende sociale kapital, der er brug for i en globaliseret verden med stigende mangfoldighed. Skal vi som moderne samfund hænge sammen, nytter det ikke, at vi kun indgår i fællesskaber med dem, der er ligesom os selv.«

Hønen eller ægget

Christian Bjørnskov er lektor i økonomi ved Aarhus Universitet og beskæftiger sig også med fællesskaber og kollektive dilemmaer, især på et overordnet samfundsmæssigt niveau. Men når det kommer til, hvordan det store fællesskab, velfærdssamfundet, fungerer, er det ifølge Bjørnskov ikke social kapital i sig selv, der er afgørende. Som han siger:
»Der er også meget social kapital i den italienske mafia eller vores egne bandemiljøer, men det er jo ikke just noget, der smitter positivt af på samfundet som helhed.«
Derfor skelner Bjørnskov mellem det, han kalder partikulær tillid, som er graden af tillid til de mennesker, vi rent faktisk kender, og så social tillid, som betegner den generelle grad af tillid til andre mennesker, som vi måske ikke ved andet om, end at de er danskere.
»Social tillid kan koges ned til spørgsmålet: Kan man generelt stole på andre folk, eller skal man være mistænksom? Og det er den faktor, der er afgørende for, hvordan et velfærdssamfund hænger sammen. Jo mere social tillid, jo bedre.«
Det gør sig eksempelvis gældende i forhold til betaling af skat, forklarer Christian Bjørnskov.
»Hvis man ikke har tillid til og regner med, at andre betaler deres skat til fællesskabet, ja, så føler man sig lidt dum ved selv at gøre det, og så ender det nemt med, at mange prøver at snyde sig til at slippe for det. Til stor skade for både den enkelte og fællesskabet,« siger Christian Bjørnskov.
Sammen med kolleger har han undersøgt tillidsniveauet i en lang række lande, og deres kortlægning viser et klart billede: I lande med veludviklede velfærdssystemer som for eksempel de skandinaviske er den sociale tillid høj, hvorimod den typisk er lavere i lande uden de store velfærdsydelser.
»I Danmark har vi sammen med Norge og Sverige det højeste tillidsniveau i verden, omkring 70 procent af danskerne svarer, at ja, man kan generelt stole på andre mennesker. I Brasilien er det for eksempel kun fem procent, der svarer ja.«
Sammenhængen mellem social tillid og velfærdsstater har affødt en slags hønen og ægget-diskussion blandt forskere, fortæller Christian Bjørnskov.
»For nogle har sammenhængen været bevis for, at velfærdsstater skaber social tillid, mens andre omvendt har argumenteret for, at social tillid kommer først og er en forudsætning for at kunne skabe en velfærdsstat.«
Nu ser det imidlertid ud til, at Christian Bjørnskov og hans kolleger med deres undersøgelser kan afgøre det spørgsmål.
»Vores undersøgelser viser, at den sociale tillid kommer før velfærdsstaten og ikke omvendt. Det er ikke velfærdsstaterne og omfanget af deres ydelser, der skaber og bestemmer graden af social tillid i et samfund, men derimod den sociale tillid, der betinger, hvor stor en velfærdsstat man kan udvikle i et land,« siger Christian Bjørnskov.
»Jo større et velfærdssamfund er, jo nemmere er det at snyde sig til ydelser og services, som man ikke har ret til. Hvis ikke man i det store hele kan stole på folk, vil alt for mange snyde, man vil skulle bruge alt for mange ressourcer på at tjekke folk, og så vil en velfærdsstat ikke kunne hænge sammen. Den ville simpelthen ikke kunne finansieres. Velfærdsstaten forudsætter en høj grad af tillid.«

Dovne Robert i et højtillidsland

Christian Bjørnskov fortæller, at selvom mediebilledet måske giver et andet indtryk, så snydes der meget lidt med de sociale ydelser i Danmark. Når der aktuelt er stort fokus på for eksempel Dovne Robert og socialt bedrageri, ser Christian Bjørnskov det som et højtillidslands typiske reaktion på folk, der bryder tilliden.
»I Danmark accepterer vi ikke særligt store udsving, fordi vores fællesskab bygger på så stor en grad af tillid, og derfor reagerer vi voldsomt på selv små foreteelser, der bryder den fælles tillid. Og vores reaktioner er måske endda blevet skærpet af den økonomiske krise.«  
Så er det straks anderledes, hvis man ser på for eksempel Grækenland, fortæller han. Her er det kun 16 procent, der svarer ja til, at man generelt kan stole på andre mennesker, og det er ifølge Christian Bjørnskov en stor del af forklaringen på den krise, som landet aktuelt befinder sig i.
»I Grækenland begyndte man at opbygge noget, der minder om en velfærdsstat, men uden at grundlaget, nemlig den sociale tillid, var til stede. Derfor har vi set al den snyd og korruption, der nu truer med at ødelægge landet.«
De negative effekter af et lavt tillidsniveau i et land rammer alle aspekter af samfundet, forklarer Christian Bjørnskov. Og det koster alt sammen.
»På den lange bane kan tillidsforskellene landene imellem i Europa praktisk talt forklare forskellen mellem nord og syd i forhold til levestandard og i forhold til landenes situation i den aktuelle krise.«

En historisk udfordring

Konklusionen må ligge lige for: Hvis ikke tilliden er høj i et land, er det med at skaffe sig noget i en fart.
Men det er nemmere sagt end gjort, for forskerne ved faktisk meget lidt om, hvad den sociale tillid udspringer af.
»Men alt tyder på, at vi skal langt tilbage i historien for at grave nogle forklaringer frem. Social tillid er ikke noget, der skabes overnight,« siger Christian Bjørnskov.
Robert D. Putnam er helt på linje med Christian Bjørnskov, og ligesom den generelle tillid i et samfund er også social kapital noget, der i det store hele opbygges over lang tid. Men der kan også godt gøres noget på den korte bane, fortæller Putnam, der i sin seneste bog Better Together har undersøgt potentialet i nogle af de nye måder, vi er sammen på.
»Vi ved for eksempel, at de fællesskaber, der har størst succes med at forbinde folk med forskellig baggrund, er fællesskaber, der ofte involverer sport og musik. Det handler blandt andet om, at de er nonverbale. På den måde træder de indbyrdes forskelle i baggrunden til fordel for det at være fælles om noget.«
Og der er stærkt brug for sådanne brobyggende fællesskaber, fortæller Putnam og sigter især til de europæ-iske lande, som han ikke mener har været særligt gode til at udvide og skabe nye fællesskaber i takt med, at landene de seneste årtier har fået mange nye indbyggere fra andre lande.
»De skandinaviske landes høje sociale kapital skyldes til dels, at der har været tale om kulturelt set meget homogene nationer. Men verden udvikler sig, og svaret er ikke at lukke sig om sig selv og fastholde de gamle fællesskaber. Derfor står ikke bare de skandinaviske lande, men hele Europa med en historisk udfordring, der handler om at skabe et nyt fælles »vi« med plads til indbyggere fra andre kulturer,« siger Putnam.
»Og det arbejde kan altså også starte helt lokalt med, at du inviterer naboerne på kaffe eller melder dig ind i det lokale kor. Det er den slags helt basale fællesskaber, der får os til at hænge bedre sammen.« 


Fangernes dilemma

To fanger mistænkes for en forbrydelse. Medmindre mindst én af fangerne angiver den anden som skyldig, er beviserne ikke tilstrækkelige til, at fangerne kan dømmes for den fulde forbrydelse, men kun for en mindre del af forbrydelsen. Det er i denne sammenhæng ikke relevant, om fangerne rent faktisk har begået forbrydelsen eller ej. Det vides ikke.

Fangerne placeres i hver deres celle uden mulighed for at kommunikere med hinanden. Politiet stiller nu hver af fangerne over for et valg:

  • Du kan forråde den anden eller holde mund. Hvis begge fanger holder mund, kan de kun dømmes for den lille forbrydelse og får hver et års fængsel.
  • Hvis den ene fange forråder den anden, og den anden holder mund, slipper forræderen fri, og den anden får ti års fængsel.
  • Hvis de begge forråder hinanden, får de hver seks års fængsel.

Hvad skal fangerne vælge?

Fangernes dilemma er et kendt tænkt eksempel, som benyttes i det, der hedder spilteori. En videnskabelig disciplin, der studerer valg af optimal adfærd i situationer, hvor udfaldet af en given handling afhænger af andre individers valg og strategi. Fangerne står over for det, der kaldes kollektive handlingers dilemma, og eksemplet viser, hvor afgørende tillid er for, om der i sådanne situationer træffes de rigtige valg, forklarer Christian Bjørnskov, økonom ved Aarhus Universitet.

»Uden en høj grad af tillid mellem de to fanger vil de fleste mennesker i den situation vælge det sikre og forråde den anden part. Med det resultat, at begge fanger kommer seks år i fængsel. Altså et markant dårligere resultat for begge parter, end hvis de havde haft tillid til hinanden og holdt mund, for så var de sluppet med et års fængsel hver,« siger Christian Bjørnskov.
»En høj grad af tillid i fællesskaber betyder ganske enkelt, at det er nemmere at afgøre de kollektive handlingers dilemmaer og træffe de rigtige beslutninger til gavn for alle.«

AUgustus nr. 1 - 2013, Tema