Aarhus Universitet fejrer årsfest den 14. september

Taler ved årsfesten:

Plads til tradition og fornyelse

Fredag den 14. september 2007 holder Aarhus Universitet årsfest og fejrer dermed sin 79-års fødselsdag. Aarhus Universitet er med fusionerne blevet meget større, og det får betydning for, hvordan den traditionsrige fest kommer til at forløbe i år. Middagen, som de foregående år er blevet afholdt i Stakladen, er afløst af et arrangement i Musikhuset, og som noget helt nyt afholdes der en koncert for de studerende i Universitetsparken. Aulaen vil dog stadig danne ramme for årets festforelæsning, festtaler m.m. om eftermiddagen.

Taler og festforelæsning i Aulaen

Traditionen tro vil arrangementet om eftermiddagen blive afholdt i Aulaen (se på kort ), selv om det betyder, at der ikke er plads til, at alle gæster kan deltage her. Via videotransmission på www.au.dk har alle dog mulighed for at følge med i arrangementet. Bestyrelsesformand Jens Bigum og rektor Lauritz B. Holm-Nielsen holder tale, der er prisuddelinger og udnævnelse af æresdoktorer og forskningsprofessor Henrik Callesen fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet står for årets festforelæsning: ”Først den ene vej – dyrekloning på godt og ondt”.

Jubilarerne mødes på fakulteterne

For jubilarerne afholdes der i løbet af dagen arrangementer rundt omkring på fakulteterne eller institutterne. Ud over muligheden for at mødes med de andre jubilarer, vil fakulteterne stå for forskellige faglige indslag samt byde på forfriskninger.

Underholdning og buffet i Musikhuset om aftenen

Aftenarrangementet er rykket til Musikhuset i Århus, hvor der er plads til alle. Underholdningen byder på operasang fremført af Den Jyske Operas Kor og moderne a cappella musik ved koret Vocal Line, der har sin tilknytning til Afdeling for Musikvidenskab. Efter de musiske indslag vil der være buffet, som indtages stående i Musikhuset; dog vil der for de gangbesværede være siddepladser i Rytmisk Sal. 

Årsfest for de studerende

Aarhus Universitets-Sport afholder den årlige idrætsdag. Der vil være turneringer i fodbold, ultimate, hockey, bordfodbold, håndbold, streetbasket og volleyball og mulighed for bl.a. at fægte, kaste med Kajkager, skyde med pistol og spille skak, badminton og qianball. Idrætsdagen er fra kl. 10-17. Se mere om aktiviteterne og evt. tilmelding på www.aus.dk.

Fra kl. 13 arrangerer De Studerendes Råd og Laug forskellige temabarer og aktiviteter, bl.a. Campusstafetten kl. 14.30, rodeotyr, faldeivandet-maskine, singstar, ballet, salsa og pilates. Aftenen slutter af med et musikalsk festfyrværkeri leveret af de tre bands Robbie Williams Jam, Hits og Tennis.

Yderligere oplysninger

Der er lukket for tilmeldinger til arrangementet i Musikhuset.

Yderligere oplysninger om årsfesten kan fås ved henvendelse til kommunikationschef Anders Frølund på tlf. 8942 2343, mobil 2899 2517, e-post af@adm.au.dk eller informationsmedarbejder Lykke Ankersen på tlf. 8942 2345, mobil 2899 2345, e-post la@adm.au.dk.

Program

Eftermiddagsarrangement i Aulaen

Kl. 13.30

  • Velkomst og tale ved formand for Aarhus Universitets bestyrelse Jens Bigum
  • Fællessang: ”Septembers himmel er så blå”
  • Tale ved rektor Lauritz B. Holm-Nielsen
  • Prisuddelinger og udnævnelse af æresdoktorer
  • Aarhus Universitetskor ved dirigent Carsten Seyer-Hansen
  • Festforelæsning: Forskningsprofessor Henrik Callesen, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet: ”Først den ene vej – dyrekloning på godt og ondt”
  • Fællessang: ”Vi søger det frygtløst i dybet”

Kl. 15.30-16.30 i Vandrehallen og Antikmuseet: Der serveres en let anretning

Kl. 16.30 Afgang for interesserede fra Solgården (bag Aulaen) mod Søauditorierne til Kemishow. Guider viser vej.

Kl. 17.00-18.00 i auditorium 1, Søauditorierne, Universitetsparken, bygn. 1250: Kemishow

Kemistuderende fra Aarhus Universitet bruger hverdagens kemikalier på en overraskende og spektakulær måde i imponerende eksperimenter. Oplev røg, damp, farver og eksplosioner.

Arrangement for jubilarerne

Kl. 16.30-18.30 på fakulteter/institutter: Fagligt arrangement for kandidatjubilarer

Aftenarrangement i Musikhuset Aarhus (lukket for tilmelding)

Kl. 19.30 Underholdning i Symfonisk Sal

  • Den Jyske Operas Kor ved dirigent lektor Erling Kullberg, Afd. for Musikvidenskab
  • Vocal Line ved dirigent lektor Jens Johansen, Afd. for Musikvidenskab

Buffet:

  • stående på Torvet og i Rytmisk Sal
  • siddepladser for gangbesværede i Rytmisk Sal

Kl. 23.00 Tak for i aften

Aktiviteter for de studerende i Universitetsparken

Kl. 10.00-17.00 Aarhus Universitets-Sport afholder den årlige idrætsdag med masser af sportsturneringer.

Kl. 13.00-24.00 De Studerendes Råd og Laug afholder Danmarks største fredagsbar i universitetsparken med temabarer og aktiviteter. Festdagen for de studerende sluttes af med en koncert.