Portræt af Oluf Borbye Pedersen

Dr. med. Oluf Borbye Pedersen får overrakt Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris af dekan Allan Flyvbjerg. Foto: Lars Kruse/AU Kommunikation

Fyrre år med stilhed og frontforskning

For præcis 40 år siden afleverede professor, dr. med. Oluf Borbye Pedersen en guldmedaljeafhandling på Aarhus Universitet. I år er han tilbage for at modtage Rigmor og Carl-Holst Knudsens Videnskabspris.

- Jeg vil være forsker.

Sådan lød det korte og kontante svar, da familiens stuepige spurgte Oluf Borbye Pedersen, hvad han gerne ville være, når han blev voksen.

På det tidspunkt var den nu 66-årige professor endnu ikke startet i skolen, men ambitionerne var ikke til at tage fejl af. Og det er den samme målrettethed, der har udgjort en rød tråd igennem en tilværelse, som har ført ham frem til toppen af den internationale forskningsverden.

Oluf Borbye Pedersen er i dag blandt de mest toneangivende diabetes-eksperter; og han forsker især i den såkaldte type 2-diabetes. Sygdommen, der bliver stadig mere udbredt på verdensplan, kaldes også gammelmands-sukkersyge, men det er i virkeligheden misvisende, idet den også rammer unge mennesker. Dén barske sandhed lærte Oluf Borbye Pedersen i en tidlig alder, da han mistede en gymnasiekammerat til sygdommen:

- Det forløb satte dybe spor i mig. Jeg havde længe vidst, at jeg ville være forsker, men det var nok dér, jeg indså, at diabetesforskning skulle være vejen for mig.

Den videnskabelige motor tændes

I 1965 startede Oluf Borbye Pedersen på medicinstudiet på Aarhus Universitet, og det var her, han for alvor fik tændt den videnskabelige motor, der har drevet ham lige siden:

- Min studietid står stærkt i min erindring, og den har betydet umådelig meget for mig. Det var der, jeg blev tændt på videnskab. Jeg læste engang et citat af den russiske fysiolog Ivan Pavlov, som har sagt noget i retning af, at ’lige meget hvor perfekte vinger en fugl har, så vil den aldrig kunne flyve uden at blive støttet af luften og vinden’. Det får mig altid til at tænke på min uddannelse på Aarhus Universitet, for det kan godt være, at man har fået nogle evner fra naturens hånd, men hvis man ikke får tilstrækkelig støtte, så nytter det ikke noget.

Det høje ambitionsniveau viste sig igen i forbindelse med Oluf Borbye Pedersens afsluttende afhandling, som blev afleveret i 1972 med en guldmedalje til følge. Den præstation betød, at han mere eller mindre kunne vælge sin egen fremtidige arbejdsplads i en periode, hvor det ellers var svært for læger at finde gode stillinger.

Et femstjernet væksthus

Den mulighed benyttede han til at få en plads på Medicinsk Afdeling ved det daværende Århus Amtssygehus. Her tog den danske pionérforsker Niels Schwartz Sørensen ham under sine vinger og blev en enestående mentor for både Oluf Borbye Pedersen og mange af hans jævnaldrende kolleger.

- Der er altid en risiko for at male fortiden rosenrød, og det var heller ikke altid en let tilværelse, fortæller Oluf Borbye Pedersen.

- Men det var et femstjernet væksthus, jeg var kommet ind i. Og det var rigtig godt at få sin videnskabelige træning af Niels Schwartz Sørensen. Han var virkelig et forbillede på mange måder, og jeg er ham taknemmelig både for hans enorme biokemiske viden for og hans sprudlende begejstring. Og ikke mindst for hans vilje til at dele sin viden med vi unge læger. Det var tydeligt, at han betragtede sin videnskabelige indsigt som noget, han havde fået til låns og derfor skulle dele ud af.

Den lektie har han selv taget med sig i sin videre karriere, hvor han har vejledt mere end 30 doktorander og over 40 specialestuderende. Schwartz Sørensens holdning og praksis betyder også, at Oluf Borbye Pedersen ikke ser det som en merit; men mere som et privilegium at kunne få lov til at inspirere og motivere den næste generation af forskere.

Forskning er en livsform

Man skal dog ikke tage fejl: Oluf Borbye Pedersens studerende skal ikke forvente kun at få ukritisk opbakning og bløde ord. Forskning er hårdt arbejde, og hvis man for alvor vil skabe fornyelse, er det endog meget hårdt arbejde.

- Vi har en tendens til at tage tingene lidt for givet i Danmark, synes jeg. Fra 2008-2010 boede jeg i Kina for at starte et forskningscenter, og der arbejdede forskerne nærmest i døgndrift i det år, det tog at løbe projektet i gang. De havde bogstaveligt talt soveposer med på arbejde. Det er selvfølgelig ikke der, vi skal hen i Danmark, men jeg kunne godt tænke mig, at den nye generation af forskere i højere grad forholdt sig til realiteterne i den internationale konkurrence, siger professoren; vel vidende at den danske balance mellem arbejdsliv og familieliv ikke er det mest politisk korrekte at pille ved.

- Jeg er helt klar over, at jeg måske er på farlig grund, men i mine øjne er det godt at investere mange timer i sin forskning. Forskning skal være noget, man lever for. Jeg sammenligner ofte videnskab med leg. Som barn kunne man lade sig opsluge af legen og fuldstændig glemme sig selv. På samme måde er forskning for mig en dyb passion, som jeg kan blive så optaget af, at jeg helt glemmer tid og sted. Så giver det mening og indhold. Dét vil jeg gerne inspirere unge forskere til at opleve.

Den daglige stilhed

Det med at glemme tid og sted forekommer dagligt for Oluf Borbye Pedersen. Faktisk har han siden studentertiden brugt en halv time hver morgen på at meditere i komplet stilhed.

- Som forskningsleder skal man både organisere, administrere, skaffe midler, publicere artikler og slås med peer review-systemer. Det er lidt en kunstart, og man kan let drukne i det, hvis man ikke finder et frirum. For mig ligger det frirum i min daglige meditation, hvor jeg for en tid lukker mental støj ude og giver slip på al tanke og kontrol. Dér kan der blive åbnet for et andet lag i bevidstheden, hvor der ud af stilheden kan komme nye associationer og nye perspektiver. Det oplever jeg som små, men vigtige fornyelser i mit liv, fortæller han.

Forskning og fornyelse

En anden slags fornyelse fandt sted i 1992, da Oluf Borbye Pedersen var overlæge og forskningsleder på Steno Diabetes Center i Gentofte. Her iværksatte han det skelsættende Steno-2-studium, der viste, at man igennem en kombination af målrettet og intensiv medicinering og realistiske livsstilsændringer kunne halvere organskader og dødeligheden hos diabetes 2-patienter i højrisikogruppen. Det otte år lange forløb var det første af sin art, og resultaterne førte til retningslinjer, som i dag bruges til at behandle diabetes verden over.

I 2007 var han med til at etablere et genomcenter of excellence sammen med Lundbeckfonden, og senest er han udnævnt som forskningsdirektør på Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet’.

Her arbejder Oluf Borbye Pedersen og hans forskerteam på at skabe helt ny viden om både menneskekroppen og om nogle af de organismer, som lever inde i os alle.

Sammen med andre danske, kinesiske og amerikanske forskningsgrupper kortlægger de den menneskelige DNA for at finde de sårbarheder i arvemassen, som øger risikoen for blandt andet fedme og diabetes. Det kan betyde, at man i fremtiden vil kunne finde frem til de personer, som har størst risiko for at udvikle bestemte lidelser og rådgive dem individuelt om, hvordan de via kost, motion og måske forebyggende lægemidler kan undgå at blive syge.

Derudover leder han også omfattende forskningsprojekter, som ved avancerede DNA-analyser identificerer de cirka halvandet kilo bakterier, som hvert menneske har i tyktarmen. De foreløbige resultater peger på, at bakteriefloraen har stor betydning for vores sundhed, men også for vores risiko for at få forskellige folkesygdomme.

Det er forskning med relativt lange tidshorisonter, og Oluf Borbye Pedersen påpeger samtidig, at der med hver ny indsigt synes at følge et væld af nye videnskabelige spørgsmål, som man skal forholde sig til. Men heldigvis tyder intet på, at den videnskabelige motor løber tør for brændstof lige foreløbig.