Referat af bestyrelsesmøde 20. december 2005

Til stede:

Jens Bigum, formand

Jens Ulrik Andersen

Dina Bloch

Jørgen Grønnegård Christensen

Kirsten Jakobsen

Sys Rovsing Koch

Annette Kruhøffer

Kasper Rasmussen

Johannes Riis

Arne Rolighed

Afbud fra:

Arild Underdal

Rektorat, universitetsdirektør,

Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen

Prorektor Katherine Richardson

Universitetsdirektør Stig Møller

Sekretariat

Per Møller Madsen

Mette Skovsbøll

Michael Viby Rasmussen

Desuden deltog

Stud.mag. Anne Bundgaard Christensen (valgt som bestyrelsesmedlem fra 1. februar 2006)

Stud.scient.pol Simon Krøyer (valgt som bestyrelsesmedlem fra 1. februar 2006)

Kontorchef Kirsten Skjødt (pkt. 1-3)

Kontorchef Ingelise Hosszu (pkt. 1-4)

Dekan Erik Meineche-Schmidt (pkt. 4)

Fuldmægtig Rebekka Sylvest (pkt. 5-10)

Chefkonsulent Bo Bjerre Jacobsen (pkt. 5-10)

  1. Godkendelse af dagsorden
  2. Godkendelse af referat fra bestyrelsesmødet den 11. november 2005 ( bilag )
  3. Økonomi ( bilag )
    3.A. Budget 2006 og BO-år 2007-2009
    3.B. Brev af 4. oktober 2005 fra Rigsrevisionen vedr. åbningsbalancen
  4. Fysisk Planlægning (lukket punkt)
    4.A. 10-års investeringsoversigt
    4.B. Byggeri til Nano-forskning
  5. Aarhus Universitets udkast til udviklingskontrakt med Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling 2006-2008 (bilag )
  6. Udpegning af medlem til bestyrelsen for Parkkollegierne (bilag)
  7. Udpegning af medlem til bestyrelsen for Aarhus Universitetsforlag (bilag)

 

  1. Meddelelser fra

-         Formanden

-         Rektor, herunder skriftlige meddelelser (bilag)

9.       Forlængelse af prorektors funktionsperiode (lukket punkt)

10.   Eventuelt

Formanden indledte med en speciel velkomst til bestyrelsens 2 nye studenterrepræsentanter, som var inviteret med til mødet som observatører.

Ad. 1.

Dagsordenen blev godkendt.

Ad. 2.

Referatet blev godkendt. Der var tilfredshed med arrangementet og forløbet af bestyrelsesseminaret den 10. november 2005.

Ad 3.A.

Resultatbudgettet for 2006 for Aarhus Universitet blev forelagt til bestyrelsens godkendelse. Rektor kommenterede budgettets form. Det var tilstræbt at give bestyrelsen et klart overblik.

Indtægtsbudgettet var opdelt på hovedkilder og var udarbejdet ud fra en moderat forventning om andel i ministerielle puljer og konkurrencemidler som følge af Globaliseringsrådets arbejde. Rektor forventede en gunstig økonomisk situation i de kommende år.

Omkostningsbudgettet var opdelt på de 5 fakulteter og fællesområdet og omfattede både ordinære og eksterne midler. Budgettet indeholdt forventede omkostninger til engangsudgifter ved ibrugtagning af nye lejemål. Budgettet opererede med et underskud på 22 mio. kr. som følge af forventet forbrug af en del af tidligere års overskud. Fra 2007 forventedes overskud. Budgetterne for budgetoverslagsårene 2007-2009 var dog foreløbige og fremlagt til orientering.

Der blev fremlagt investeringsrammer på 45 mio. kr. for anlægsudgifter finansieret af ordinære midler. Likviditetsbudgettet viste en forventet likviditet ultimo 2006 på 519 mio. kr. Ved udgangen af 2006 forventedes en balance på 747 mio. kr. og en egenkapital på 22 mio. kr. Den beskedne egenkapital skyldes, at universiteterne ikke havde fået kompensation for feriepengeforpligtelsen, som for Aarhus Universitet udgjorde ca. 140 mio. kr. ved overgangen til omkostningsbaseret regnskab pr. 1. januar 2005. Der blev arbejdet på at få godkendt en modpostering i regnskabet. Universitetets reelle egenkapital var således betydeligt større.

Der blev stillet opklarende spørgsmål til fællesområdets budget,  hvor de store poster var husleje og bygningsdrift.

Bestyrelsen udtrykte tilfredshed med formen og omfanget af det udsendte materiale. Fremover ville bestyrelsen i forbindelse med kvartalsrapporterne få en oversigt over STÅ-indtægter fordelt på fakulteter.

Bestyrelsen godkendte budgettet for 2006, herunder det budgetterede negative resultat i 2006 på 22 mio. kr.

Formanden bemærkede, at der ville blive fremlagt tillægsbudgetter, hvis der opstod væsentlige afvigelser fra det godkendte. Således indgik fusionen med HIH ikke i budgettet, da der endnu ikke forelå skriftlig godkendelse fra ministerierne.

Ad 3.B.

Rigsrevisionens brev d. 4. oktober 2005 med godkendelse af universitetets åbningsbalance pr 1.1.2005 var udsendt. De uafklarede spørgsmål var ved at blive løst, dog bortset fra spørgsmålet om universitetets ejerskab til en række donerede bygninger og arealer.

Bestyrelsen tog Rigsrevisionens brev til efterretning.

Ad. 4.A.

Universitetet udarbejder løbende  10-års oversigter over tilgange og afgange i huslejeudgifterne. som en konsekvens af beslutninger og planlægning på bygningsområdet. Den reviderede oversigt erstattede den oversigt, der blev fremlagt på bestyrelsesmødet 1. november 2004. Oversigten supplerede det normale huslejebudget. Den indeholdt  huslejeudgifter, men ikke følgeudgifter til bygningsdrift eller éngangsudgifter til indflytning. Oversigten gav samtidig et godt overblik over igangværende projekter.

Der blev stillet en række spørgsmål til oversigten, som bestyrelsen tog til efterretning.

Ad 4.B.

Dekan Erik Meineche Schmidt orienterede om baggrunden for ønsket  om at få igangsat byggeriet af renrummet snarest muligt. Ingelise Hosszu gennemgik den projektmæssige side af byggeriet.

Bestyrelsen godkendte etableringen af et renrum med en anslået byggepris på 43 mio. kr. Bestyrelsen godkendte endvidere, at der arbejdes videre med den øvrige del af laboratorieprojektet med henblik på senere forelæggelse for bestyrelsen til endelig stillingtagen.

Ad. 5

Aarhus Universitet skal indgå en ny udviklingskontrakt med Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling for perioden 2006-2008

På bestyrelsens møde den 11. november 2005 drøftedes et første udkast til universitetets nye udviklingskontrakt. På baggrund af disse drøftelser var der til dette møde udsendt et gennemarbejdet forslag. Forslaget indeholdt strategiske mål inden for områderne: Forskning, uddannelse, bidrag til vidensamfundet, internationalisering og kvalitetsudvikling.

Rektor kommenterede forslaget. Under den efterfølgende drøftelse blev der stillet konkrete ændringsforslag vedr. forbedring og videreudvikling af undervisningen, den praktiske betydning af fokusområdet Globalisering samt afsnittet om internationale rankings.

Formanden takkede for diskussionen og bidragene og konkluderede , at der var der bred tilslutning til hovedlinjerne i forslaget og til formuleringerne. Formanden og rektor blev bemyndiget til  at indarbejde ændringsforslagene og foretage de sidste redaktionelle ændringer og at indsende forslaget til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og udvikling inden jul.

Ad. 6

Iflg. § 9 i Fundats for Kollegierne i Universitetsparken i Århus skal bestyrelsen for Aarhus Universitet (tidligere Konsistorium) vælge en repræsentant til bestyrelsen for Kollegierne. Valgperioden er 2 år.

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet havde indstillet Lektor Vibeke Lehmann Nielsen, Institut for Statskundskab til bestyrelsen for Parkkollegierne.

Bestyrelsen tilsluttede sig indstillingen.

Ad. 7

Ifølge vedtægten for Aarhus Universitetsforlag  skal der udpeges en repræsentant blandt de tekniske og administrative medarbejdere til bestyrelsen for Aarhus Universitetsforlag. Udpegningen foretages af bestyrelsen efter indstilling fra rektor. Udpegningsperioden er 4 år gældende fra 1. januar 2006.

Rektor indstillede afdelingsleder Karen Prehn, Institut for Statskundskab.

Bestyrelsen tilsluttede sig indstillingen.

Ad. 8 Meddelelser fra formanden                                

- Globaliseringsrådet: Formanden orienterede om de 2 møder i Globaliseringsrådet, hvor han havde deltaget.

- Prorektorstillinger: Formanden oplyste, at universitetet havde indsendt ansøgning til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling om oprettelse af 2 prorektorstillinger. Ansøgningen var udsendt til bestyrelsen, men denne havde ikke været inddraget på forhånd. Formanden betragtede ansøgningen som en formel ting, der skulle følges op af en drøftelse i bestyrelsen på næste bestyrelsesmøde af universitetets ledelsesstruktur.

Ad. 8 Meddelelser fra rektor

- Nye ingeniøruddannelser: Videnskabsministeriet havde 1. og 7. december 2005 godkendt ansøgningerne om en civilingeniøruddannelse i Optik og elektronik (cand.polyt), en civilingeniøruddannelse i Optik og Elektronik (cand.scient.tech.), en teknisk-videnskabelig bacheloruddannelse i Geoteknologi og en teknisk-videnskabelig bacheloruddannelse i Bioteknologi.

- Uddannelse i arabisk og kommunikation: Videnskabsministeriet havde 1. december 2005 godkendt ansøgningen om en bacheloruddannelse i arabisk og Kommunikation i samarbejde med Handelshøjskolen i Århus.

- Uddannelse i Internationale Studier: Videnskabsministeriet havde 7. december 2005 godkendt ansøgningen om en kandidatuddannelse i Internationale Studier.

- Globaliseringsrådet : Rektor kommenterede overvejelserne i Globaliseringsrådet om bl.a. strukturelle forhold og konkurrence om forskningsmidler, og konstaterede, at Aarhus Universitets udgangssituation var god.

- Ansættelse af dekaner: Rektor havde truffet beslutning om besættelse af de 5 dekanstillinger, og havde indbudt alle medarbejdere til et åbent arrangement i  Søauditorierne onsdag den 21. december, hvor han ville præsentere de ansatte dekaner og orientere om udviklingskontrakten og budgetsituationen.

- Henvendelse fra Islamisk Trossamfund : En henvendelse fra Islamisk Trossamfund til en række danske universiteter ville blive besvaret i et fællesbrev fra Rektorkollegiet.

Ad. 9

Ansøgningen til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling om at få oprettet to prorektorstillinger blev omdelt på mødet. Den ene stilling skulle have ansvar for tværgående og strategisk samarbejde, den anden ansvar for uddannelse og studenterforhold.

Prorektor Katherine Richardsons valgperiode udløber  31. januar 2006. Bestyrelsen tilsluttede sig en indstilling fra rektor om, at udpege Katherine Richardson til fortsat at fungere som prorektor i perioden 1. februar – 31. august 2006.

Ad. 10

Næste eventuelle møde i bestyrelsen er den 27. februar 2006. Formanden bad bestyrelsen om fortsat at reservere denne dag til et bestyrelsesmøde.

Formanden afsluttede med at ønske alle en glædelig jul.

Mødet sluttede kl. 18.35.