Fastsat i henhold til § 4, stk. 1 i lov nr. 1089 af 23. december 1992 om universiteter m.fl. (Universitetsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 22. december 1999.
§ 1. Videnskabeligt arbejde ved Aarhus Universitet skal udføres i overensstemmelse med god videnskabelig praksis, jf. stk. 2 og 3.
Stk. 2. God videnskabelig praksis fordrer videnskabelig redelighed. Det vil sige, at der ikke må udvises en adfærd, der kan karakteriseres som "videnskabelig uredelighed", således som dette begreb er fastlagt i Forskningsministeriets bekendtgørelse nr. 933 af 15. december 1998 (Redelighedsbekendtgørelsen) § 3. Videnskabelig uredelighed omfatter herefter handlinger eller undladelser, som er kendetegnet ved
Stk. 3. God videnskabelig praksis fordrer endvidere overholdelse af god forskningsskik. Det vil sige, at videnskabeligt arbejde skal udføres med respekt for det eller de pågældende forskningsområders almindeligt anerkendte metoder og eventuelle videnskabsetiske kodekser samt under iagttagelse af hensynet til bevarelse af den pågældendes personlige og faglige integritet. Handlinger og undladelser, som strider mod god forskningsskik, vil bl.a. kunne være:
Stk. 4. God videnskabelig praksis fordrer endelig en loyal kollegial adfærd, som respekterer almindeligt anerkendte normer for præsentation og omtale af såvel egne som andres videnskabelige indsats.
Stk. 5. Kravet om god videnskabelig praksis er ikke et krav om "politisk korrekthed" eller et krav om tilbageholdenhed med faglig og saglig kritik af andres videnskabelige arbejder eller af gængse faglige antagelser.
§ 2. Rektor nedsætter et internt, rådgivende udvalg til behandling af sager vedrørende eventuelle brud på god videnskabelig praksis i forbindelse med forskning ved Aarhus Universitet (Praksisudvalget). Udvalget består af en formand samt en repræsentant fra hvert fakultet. Udvalget kan ad hoc supplere sig selv med 1-2 personer repræsenterende særlig indsigt i et bestemt fag- eller forskningsområde.
§ 3. Udvalget har til opgave at behandle sager af den i § 2 angivne art, som
Stk. 2. Enhver kan indgive en klage efter stk. 1, nr. 1. Udvalget behandler ikke klager, der er indgivet anonymt.
Stk. 3. Udvalget kan kun i særlige tilfælde behandle en klage, som ikke er indbragt for udvalget inden rimelig tid efter, at klageren har eller burde have fået de nødvendige forudsætninger for at indgive den.
Stk. 4. Udvalget kan afvise at behandle en sag, når klagen findes åbenbart grundløs, eller når sagen vurderes ikke at have nævneværdig betydning for forskningen.
Stk. 5. Udvalget kan kun i særlige tilfælde behandle forhold, der på tidspunktet for sagens start er mere end fem år gamle.
Stk. 6. Klager vedrørende videnskabelig uredelighed, som er indbragt eller kan indbringes for et af de tre udvalg vedrørende videnskabelighed uredelighed, der er oprettet af Forskningsforum i henhold til bekendtgørelse nr. 933 af 15. december 1998 (Redelighedsbekendtgørelsen), kan afvises, eller behandlingen kan stilles i bero, indtil afgørelse fra det pågældende uredelighedsudvalg foreligger. Udvalget kan også vælge selv at indbringe en sag for et af de nævnte uredelighedsudvalg.
Stk. 7. Udvalget kan ikke træffe bindende afgørelse i en sag, men kan alene fremsætte sin vurdering af sagen, herunder fremkomme med en begrundet indstilling til rektor om eventuelle sanktioner m.v., jf. §§ 6 og 9.
Stk. 8. Udvalget afgiver en årlig indberetning til rektor om sit virke.
§ 4. Efter at en sag er indbragt for udvalget i henhold til § 3, stk. 1, nr. 1 eller 2, træffer udvalget beslutning om, hvorvidt sagen skal behandles, afvises eller stilles i bero i medfør af § 3, stk. 2-6. Har udvalget taget sagen under behandling i henhold til § 3, stk. 1, nr. 3, skal udvalget tilsvarende tage stilling hertil efter § 3, stk. 4-6.
Stk. 2. Udvalget kan i særlige tilfælde beslutte, at en tidligere afvist eller afsluttet sag skal genoptages. Dette gælder navnlig i tilfælde af nye, afgørende oplysninger.
§ 5. Udvalget undersøger selv en given sag og sørger for at få sagen oplyst bedst muligt under iagttagelse af sædvanlig partshøring. Udvalget har herunder mulighed for at indhente udtalelser fra fagkyndige inden for sagens emneområde. For sagsbehandlingen gælder i øvrigt forvaltningslovens regler.
Stk. 2. Normalt behandles en sag skriftligt, men udvalget kan efter omstændighederne træffe beslutning om mundtlig forelæggelse. Parterne i en sag, som forhandles mundtligt i udvalget, kan lade sig bistå af bisiddere.
§ 6. Når en sag er færdigbehandlet, udarbejder udvalget en skriftlig redegørelse med en begrundet stillingtagen til sagen samt en indstilling om eventuelle sanktioner. Redegørelsen m.v. afgives til rektor og sendes til sagens parter.
§ 7. Det skal fremgå af udvalgets indstilling, om denne er afgivet i enighed. Har der ikke været enighed i udvalget, skal indstillingen tillige indeholde mindretallets vurdering.
§ 8. Såfremt sagen tidligere har været behandlet i et af de i § 3, stk. 6, nævnte udvalg vedrørende videnskabelig uredelighed, og det her er konstateret, at der i den konkrete sag foreligger videnskabelig uredelighed, kan udvalget nøjes med en udtalelse om sanktionsvalget.
§ 9. Såfremt udvalget i en sag konstaterer, at der foreligger en adfærd i strid med god videnskabelig praksis, kan udvalget under hensyntagen til forholdets grovhed og klarhed indstille til rektor,
§ 10. Udvalgets medlemmer har samme tavshedspligt som for offentlige hverv med hensyn til, hvad de erfarer i deres egenskab af medlemmer af udvalget.
§ 11. Reglerne træder i kraft den 1. juli 2000.
Aarhus Universitet, den 29. juni 2000
Henning Lehmann
rektor
/ Per Møller Madsen
kontorchef
www.au.dk/da/regler/2000/au9