Du er her: AU » Videnudveksling » Efter- og videreuddannelse » Praktiske oplysninger » Prøver og eksamen

Prøver og eksamen for efter- og videreuddannelsesstuderende


Indhold


Eksamensvilkår

Alle prøver aflægges efter reglerne i den studieordning, der gælder for det enkeltfag, modul eller den uddannelse, du er indskrevet på.

Du kan kun aflægge prøve hvis hele deltagerbetalingen er betalt. Deltagerbetalingen omfatter 3 prøveforsøg. Du kan højst indstille dig til den samme prøve eller anden form for bedømmelse 3 gange.

Dette gælder også, hvis du tidligere fx som heltidsstuderende eller enkeltfagsstuderende har brugt prøveforsøg i disciplinen. Hvis du ved en tidligere indskrivning ved det pågældende fag har opbrugt alle prøveforsøg, kan du ikke blive optaget på disciplinen, medmindre du får en dispensation fra studienævnet.

Du kan ikke indstille dig til en prøve på et tidligere tidspunkt, end studienævnet har planlagt.

Studerende indskrevet til enkeltfag kan vente med at aflægge prøve i 2 år efter at den udbudte disciplins undervisningsperiode er udløbet.

Der er fastsat frister for, hvornår du skal have afsluttet det enkeltfag, det modul eller den uddannelse, du er optaget på. Fristerne står i fagbeskrivelsen.

Aarhus Universitet anbefaler, at du så vidt muligt aflægger prøver mv. undervejs i studieforløbet eller i umiddelbar forlængelse heraf.

Aarhus Universitet kan ikke garantere, at de undervisere, der varetager undervisningen, kan påtage sig eksaminator- og vejlederfunktioner efter at undervisningen er afsluttet. Konsekvensen kan være, at du skal aflægge prøve hos andre undervisere.

Efter at undervisningen er afsluttet kan der ske ændringer i de bekendtgørelser og studieordninger, som undervisningen har været tilrettelagt efter. Hvis du vælger at udskyde prøven, er du selv ansvarlig for at holde dig orienteret om eventuelle ændringer i reglerne. Du kan få oplysninger hos studienævnssekretariatet for det fag, du er indskrevet på.

Regler og bekendtgørelser

For studerende på masteruddannelser, enkeltfag (heltidsuddannelse på deltid), tompladsordningen og suppleringsforløb gælder
Bekendtgørelse nr. 857 af 1. juli 2010 om eksamen ved universitetsuddannelser, med senere ændringer, §§ 15-17 gælder ikke for deltidsstuderende. (Eksamensbekendtgørelsens §§ 15-17 om ’førsteårsprøven’ gælder ikke for deltidsstuderende)

For studerende på diplomuddannelser og på SKT (Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere, Aarhus Universitet) gælder Undervisningsministeriets
Bekendtgørelse nr. 1016 af 24. december 2010 om prøver og eksamen i erhvervsrettede uddannelser

Prøver og eksamen

Tilmelding til prøve

Fristen for tilmelding til prøve varierer for de enkelte fakulteter/fag. Du skal selv orientere dig om fristerne og måden for tilmelding til den enkelte prøve. Ved mange prøver sker der automatisk eksamenstilmelding.

Du skal selv tilmelde dig eksamen eller kontrollere om du automatisk er tilmeldt via Studerendes selvbetjening.

Ved en del prøver bliver de studerende tilmeldt eksamen automatisk, når deltagerbetalingen er registreret. Dvs. at du selv skal være opmærksom på om du er tilmeldt eksamen, og du skal selv afmelde dig hvis du ikke ønsker at aflægge eksamen.

Hvis du er i tvivl, kan du læse nærmere i informationsmaterialet fra dit fag eller spørge på studievejledningen.

Hvis du har problemer med at tilmelde dig en prøve via ”Studerendes selvbetjening”, skal du henvende dig til dit fag eller til Sekretariatet for Efter- og Videreuddannelse.

Via ”Studerendes selvbetjening” kan du kontrollere, at du er tilmeldt de rigtige prøver.

Afmelding

Kontakt faget for oplysninger om afmeldingsfrister. Hvis du afmelder dig for sent bruger du et eksamensforsøg. Du skal afmelde dig via Studerendes selvbetjening.

Dispensationer i forbindelse med prøve

Hvis du ønsker dispensation fra de eksamensregler, der er i studieordningen for det fag eller den uddannelse, du er indskrevet på, skal du sende en ansøgning til fagets studienævn. Studienævnet skal senest have din ansøgning samtidig med tilmelding til prøve.

Bedømmelse

Hvis du har aflagt skriftlig prøve, kan du få oplyst på faget, hvornår du kan se din karakter i studerendes selvbetjening. Det er forskelligt fra fag til fag, hvor lang tid der går, men bedømmelsen vil foreligge senest 6 uger efter prøvens afholdelse.

For bachelorprojekt og masterprojekt skal bedømmelse være offentliggjort senest 2 måneder efter at projektet er indleveret til bedømmelse.

Universitetet udleverer ikke personlige oplysninger over telefonen. Du kan ikke få oplyst din bedømmelse over telefonen, da det ikke er muligt pr. telefon at kontrollere, at du er den person, som du udgiver dig for at være.

Ved en mundtlig prøve hvor du har fået oplyst bedømmelse, vil der gå ca. en uge før resultatet er registreret i universitetets eksamenssystem. Når denne registrering har fundet sted, kan du udskrive en opdateret karakterudskrift over dine beståede prøver. Du kan på Studerendes selvbetjening se, når bedømmelsen er registreret.

Eksamensbeviser

Fakulteternes eksamenskontorer udsteder bevis på bestået uddannelse (fx bachelor-uddannelser og masteruddannelser).

Karakterudskrift

Alle bedømmelser bliver registreret i universitetets edb-system. Du får ikke automatisk tilsendt en udskrift over dine bedømmelser, men du kan udskrive den via Studerendes selvbetjening.

Der er to typer udskrifter: en “eksamensudskrift”, der indeholder alle beståede eksaminer og en “studieudskrift”, der indeholder alle prøveforsøg samt indskrivningsperiode. Hvis du skal bruge udskriften til overflytning til fx et andet universitet, er det “studieudskriften”, du skal vedlægge ansøgningen om overflytning.

Udskrifter kan også bestilles på fakulteternes eksamenskontorer.

Hvis du ikke har aflagt prøve/bestået prøve, kan du, ved visse fag og efter forudgående aftale med underviseren, få en skriftlig bekræftelse på, at du har deltaget i undervisningen.

Dokumentation for indskrivning

Studiekortet er kun gyldigt i forbindelse med en indskrivningsbekræftelse. Du skal altid medbringe dit studiekort og din indskrivningsbekræftelse til prøve. Skriftlig bekræftelse på indskrivning som efter- og videreuddannelsesstuderende får du via Studerendes selvbetjening.

Bemærk at vi kun udsender indskrivningsbekræftelse sammen med studiekortet. Efterfølgende semestre/kvarterer skal du selv udskrive en indskrivningsbekræftelse eller få den tilsendt ved skriftlig henvendelse til Sekretariatet for Efter- og Videreuddannelse.

Klager

Hvis du ønsker at klage over en eksamen, skal du stile klagen til Aarhus Universitet og sende den til dit studienævnssekretariat eller fakultetssekretariatet. Sekretariatet videresender klagen til den eller de personer, der skal forestå den videre behandling af din klage. Klagen skal være skriftlig, begrundet og indgivet senest to uger efter, at resultatet af eksamen er offentliggjort. Denne dato fremgår af opslag om eksamen.

Hvis du ønsker at klage over en afgørelse truffet af eksamensvagten, fx om bortvisning, skal du stile klagen til Aarhus Universitet og sende den til Registraturen.



Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk