Du er her: AU » Videnudveksling » Efter- og videreuddannelse » Uddannelsesoversigt 2013-14 » Religionsvidenskab, Moderne kristendom

Moderne kristendom

Introduktion

Moderne Kristendom har som målsætning at give en kvalificeret baggrund for at forstå, hvordan kristendom ser ud i Danmark i dag ud fra en præsentation og diskussion af hovedtendenser fra det 20. og 21. århundredes udvikling. Dette vil både ske ud fra repræsentanter for de teologiske hovedstrømninger i perioden (f.eks. Løgstrup, Sløk etc.), og ud fra en præsentation og diskussion af hovedtemaer i perioden.

Eksempler på hovedtemaer der bliver behandlet er fx: spørgsmålet om synet på præster i en dansk sammenhæng, mønstre i medlemmernes tro og adfærd i den Danske Folkekirke og spørgsmål om forholdet mellem kirke, stat og samfund. Faget vil sætte den historiske udvikling i sammenhæng med nuværende problemstillinger og cases, såsom vielse af homoseksuelle, debatten om præsters tro og andre nutidige cases. Der vil også være enkelte udblik til en global kontekst som en del af forståelsen af, hvordan den danske kontekst ser ud i sammenligning.

Forløbet vil lægge vægt på hvordan de forskellige positioner repræsenterer spændingen mellem kristne traditioner, begreber og forståelsesrammer og den moderne kontekst de formidles ind i. Der vil trækkes linjer til diskussioner om forholdet mellem kristendom og samfund i dag, såsom spørgsmål om Folkekirkens situation og struktur.

Faget ser således både på ændringer i det religiøse symbolsystem, såsom spørgsmålet om gudsforståelsen eller brugen af bibelske tekster, og på udviklingen hos brugerne/medlemmerne af Folkekirken. Der vil blive inddraget forskellige teoretiske perspektiver som baggrund for analysen med udgangspunkt i religionssociologiske, religionshistoriske og antropologiske perspektiver.

Målgruppe

Kurset retter sig mod alle med en interesse i kristendom i en moderne kontekst. Kurset vil være særligt relevant for gymnasielærere, folkeskolelærere og andre undervisere, som har kristendom som emne. Derudover er det relevant for ansatte i kirkelige organisationer, f.eks. sognemedhjælpere, undervisere og andre. 

Tilrettelæggelse

Forløbet strækker sig over ét semester i efteråret 2013. Det vægter 5 ECTS.

60 ECTS-point svarer til 1 årsværk, dvs. en heltidsstuderendes arbejdsbelastning i et år.

Adgangskrav

Ved optagelse på udbud på bachelorniveau stilles der krav om studentereksamen, hf, hh eller tilsvarende.

I nogle tilfælde kan der dispenseres fra adgangskravene, hvis ansøgeren skønnes at have de nødvendige forudsætninger (kvalifikationer svarende til adgangskravene via gennemført anden uddannelse, eller et antal relevante beståede enkeltfag i en gymnasial uddannelse).

For Religionsvidenskab er kravene, at der forudsættes en række specifikke adgangskrav i form af Dansk A, Engelsk B, Historie B eller Samtidshistorie B og yderligere et fremmedsprog: Fortsættersprog B (fransk eller tysk) eller begyndersprog A (fransk, italiensk, russisk, spansk eller tysk).

Opfylder du ikke de formelle adgangskrav, bør du kontakte Efter- og Videreuddannelse for nærmere vejledning.

Det er vigtigt, at du redegør for din interesse for faget, da denne kan være afgørende for, om du bliver optaget.

Kopi af eksamensbevis for gymnasial uddannelse skal vedlægges ansøgning om optagelse.

Fagligt indhold

Moderne kristendom indfører i centrale temaer og problemstillinger i kristendom i det 20. og 21. årh. med særlig vægt på danske og europæiske forhold med enkelte udblik til en global kontekst.

Denne indføring vil ske igennem præsentation af udvalgte positioner inden for moderne kristendom og arbejdet med repræsentative tekster, både fra eksempler på moderne kristendom, og fra faglige kontekster som religionssociologi og antropologi.

Forløbets materiale består af et tekstkompendium til salg i Stakbogladen, Nordre Ringgade 1, Aarhus C, umiddelbart før semesterstart.

Der vil i forbindelse med faget blive oprettet en AULA-side til kommunikation mellem underviser og holdet. (AULA er den e-læringsplatform som benyttes af undervisere på bl.a. Religionsvidenskab).

https://aula.au.dk/index.php

http://www.au.dk/fileadmin/www.au.dk/e-learning/aula/stud.pdf

Eksamensformen for faget er en synopseeksamen, med aflevering af skriftlig synopse og følgende mundtlig eksamen.

Undervisningen består af forelæsninger og oplæg fra studerende.

Tid og sted for undervisningen

Faget forventes afholdt i dagtimerne og de nærmere tidspunkter vil blive annoncereret på www.au.dk/evu hurtigst muligt.

Ansøgning

Ansøgning om optagelse på enkeltfaget Moderne Kristendom med studiestart i september 2013 skal ske senest 1. maj 2013.

Sammen med ansøgningsskemaet skal du vedlægge kopi af eksamensbevis for gymnasial uddannelse. Hvis du er i tvivl om du opfylder de forskellige niveaukrav, vil det være en god idé at vedlægge eksamensbeviser for eventuelle øvrige uddannelser, en beskrivelse af anden uddannelse eller andre relevante kvalifikationer samt eventuelt en redegørelse for din interesse for kurset.

Alle dine bilag skal være mærket med dato, navn og CPR-nummer.

Ansøgningsskemaet skal du sende til:
Efter- og Videreuddannelse
Aarhus Universitet
Fredrik Nielsens Vej 5
Bygn. 1448
8000 Aarhus C

4 uger efter ansøgningsfristens udløb modtager du besked om, hvorvidt du er optaget. Der kan i visse situationer som fx ved stor søgning til uddannelsen eller særlige vilkår for igangsættelse af undervisning gå mere end 4 uger før, du får svar.

Universitetet registrerer persondata, adgangsgrundlag samt resultatet af universitetets behandling af ansøgningen.

Deltagerbetaling

Deltagerbetalingen er 750 kr. for forløbet.

Deltagerbetalingen opkræves forud for semesterstart. Betalingen dækker omkostninger til undervisning, 3 eksamensforsøg pr. disciplin og administration.

Du får først eksamensret, når din deltagerbetaling er registret i vores system.

Deltagerbetalingen giver dig ret til at følge undervisningen i den periode, du er optaget i. Hvis du ønsker at deltage i det samme undervisningsforløb igen senere, skal du indsende en ny ansøgning om optagelse, og der vil blive opkrævet deltagerbetaling igen.

Deltagerbetaling ved universitetets efter- og videreuddannelser pålignes ikke moms og omfatter ikke udgifter til undervisningsmaterialer, ophold og forplejning.

Statstilskuddet til deltidsuddannelse fastsættes i finansloven for et år ad gangen. Aarhus Universitet tager derfor forbehold for eventuelle justeringer af deltagerbetalingen.

Forbehold

Aarhus Universitet forbeholder sig retten til at afvise kvalificerede ansøgere ved manglende kapacitet eller manglende lærerressourcer, samt til at aflyse et enkeltfag, hvis der er for få kvalificerede ansøgere, utilstrækkelige lærerressourcer, eller hvis der opstår andre særlige omstændigheder.

Afmelding

Hvis du ønsker at afmelde dig, skal du gøre det skriftligt til Efter- og Videreuddannelse. Medmindre andet fremgår af dit optagelsesbrev, kan du få deltagerbetalingen refunderet, hvis Efter- og Videreuddannelse har modtaget din skriftlige afmelding senest 1. september ved undervisning i efterårssemestre og 1. februar ved undervisning i forårssemestre.

Efter undervisningen er startet, er det ikke længere muligt at få refunderet sin deltagerbetaling. 

Merit

Hvis du ønsker beståede prøver eller eksaminer fra andre uddannelser meritoverført bedes du kontakte studienævnet for uddannelsen. Eventuel meritansøgning vedlægges ansøgning om optagelse.

Prøve

Aflæggelse af prøve forudsætter, at deltagerbetalingen er betalt. Deltagerbetalingen omfatter 3 eksamensforsøg.

Du kan højst 3 gange indstille dig til den samme prøve eller anden form for bedømmelse, også selv om forsøgene anvendes under forskellige indskrivninger.

Hvis du ved en tidligere indskrivning har opbrugt alle eksamensforsøg, kan du ikke optages på uddannelsen/modulet, medmindre du får en dispensation fra studienævnet.

Du kan ikke tilmelde dig prøver i et modul på et tidligere tidspunkt, end studienævnet har planlagt.

Hvis du er indskrevet til en hel uddannelse, kan du udskyde prøver efter undervisningens ophør i de enkelte discipliner inden for de rammer, som studieordningen fastsætter med hensyn til rækkefølgekrav og maksimal uddannelsestid.

Hvis du er indskrevet til enkeltfag/moduler kan du vente med at aflægge prøve i 2 år, efter det udbudte enkeltfags/moduls undervisningsperiode er udløbet.

Støttemuligheder

Hvis du har orlov til uddannelse, og dit uddannelsesforløb berettiger til det, kan du søge SVU (Statens Voksenuddannelsesstøtte).

Læs om betingelser for SVU og oplysninger om vejledningssteder på www.svu.dk

Det er arbejdsgiver, jobcenter eller a-kasserne, som afgør, om du kan få orlov til uddannelse.

Det er dit uddannelsesforløbs normering, opgjort i ECTS-point/årsværk, der er afgørende for om dit uddannelsesforløb berettiger til SVU. Et anslået timeforbrug på uddannelsen kan ikke anvendes som beregningsgrundlag.

Det er ikke muligt for efter- og videreuddannelsesstuderende at opnå støtte fra Statens Uddannelsesstøtte (SU).

Støtte til deltagerbetalingen fra fonde og legater kan være skattepligtig. Det er en god idé på forhånd at kontakte fonden eller legatet for at afklare det.

Kontaktpersoner og lærere

Uddannelsen udbydes af Studienævnet Kultur og Samfund. Undervisningen varetages af undervisere ved Institut for Kultur og Samfund, Religionsvidenskab.

Undervisningen varetages af:

Lektor Marie Vejrup Nielsen

Institut for Kultur og Samfund

E-mail: mvn@teo.au.dk

Telefon: 87 16 25 06

Studievejledning

Træffetider, telefonnumre og adresser for studievejledningen ved Religionsvidenskab kan findes på vejledningens hjemmeside: http://studerende.au.dk/studier/fagportaler/arts/kontakt/studievejledere/teo/

 

Generelle spørgsmål

For generelle spørgsmål omkring optagelse på uddannelsen skal du kontakte Efter- og videreuddannelse.

Efter- og Videreuddannelse ved Aarhus Universitet registrerer, vurderer og indskriver ansøgere, opkræver deltagerbetaling og leverer dokumentation til brug for SVU-administratorer, jobcentre og a‑kasser.

Åbningstiderne i Efter- og Videreuddannelse finder du på www.au.dk/evu

Efter- og Videreuddannelse
Aarhus Universitet
Fredrik Nielsens Vej 5
Bygn. 1448
8000 Aarhus C
Tlf.: 8715 2805
E‑mail: evu@au.dk
www.au.dk/evu

Hovedområde og studienævn

Udbuddet Moderne Kristendom hører hjemme under Institut for Kultur og Samfund under Arts ved Aarhus Universitet.

Studienævnet for Kultur og Samfund har ansvaret for det faglige niveau, indhold, undervisning og eksamen.

Regelgrundlag

Der er knyttet regler til udbud og gennemførelse af kompetencegivende efter- og videreuddannelse:

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 23.04.2013

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk