Vurdering af husdyrvelfærd i primærproduktionen

Masteruddannelsen gør den studerende i stand til at vurdere, rådgive og vejlede omkring dyrevelfærd i primærproduktionen i forhold til kravene på området.

Baggrund for uddannelsen

Der er en stor og ofte kritisk offentlig interesse for landbrugsdyrenes velfærd. Det har medført et stigende behov for at husdyrbrugerne kan dokumentere husdyrenes velfærd og samtidig et behov hos myndigheder, rådgivere, slagterier, mejerier og pelsauktioner for løbende at kunne kontrollere og dokumentere husdyrenes velfærd i primærproduktionen. Der er derfor behov for en fokuseret faglig opgradering af de aktører, som udfører eller inddrager viden om vurdering af husdyrenes velfærd i husdyrbesætninger.

Formålet med ny lovgivning (Veterinærforlig 1 i 2010 og 2 i 2012) er at øge velfærden betydeligt for dyr i besætninger og ved transporter. Der blev indført obligatorisk sundhedsrådgivning og egenkontrol af dyrevelfærd som en samlet ordning for større svine- kvægbesætninger. Ordningen stiller stigende krav til rådgivning af husdyrproducenterne i vurdering af dyrevelfærd og i løsning af konkrete dyrevelfærdsproblemer. Der er indført en risiko- og behovsbaseret velfærdskontrol, som stiller øgede krav til kontrollørernes indsigt i vurdering af dyrevelfærd på basis af data og observationer og øger behovet for redskaber til kommunikation af resultater fra vurdering af dyrevelfærd.

Der er indført krav om uddannelse for personer beskæftiget i minkfarme (BEK 1289 af 20/12 2011). Den obligatoriske uddannelse er fokuseret på dyrevelfærd, adfærdsbiologi og dyresundhed i forhold til mink.  Der er overvejelser om at indføre en tilsvarende lovgivning gældende for personer beskæftiget med andre husdyr i landbruget. Der forventes endvidere et øget fokus på dyrevelfærd i landbrugsuddannelserne. Øget fokus og obligatoriske uddannelser vil medføre et behov for efteruddannelse af landbrugsskolelærere, så de har de fornødne faglige kompetencer til at uddanne et stort antal danske husdyrbrugere.

EU har beskrevet en ny strategi for husdyrvelfærd (EU Animal Welfare Strategy 2012-2015). I forhold til tidligere hvor lovgivning tog udgangspunkt i regelstyring af systemer til hold af dyr, lægges der op til en lovgivning, der tager udgangspunkt i vurdering af dyrevelfærd ud fra dyrebaserede indikatorer. Dette vil være en dramatisk ændring i EU’s lovgivning omkring dyrevelfærd og vil kræve øget indsigt i vurdering af dyrevelfærd hos myndigheder, rådgivere og undervisere.

Der vil således fremadrettet være større behov for personer med kompetencer inden for dyrevelfærd, der vil være i stand til at vurdere, rådgive og vejlede omkring dyrevelfærd i primærproduktionen i forhold til de fremtidige krav inden for området. Masteruddannelsen i vurdering af husdyrvelfærd i primærproduktionen opfylder dette krav, gennem en kompetenceprofil, der har fokus på såvel biologiske, produktionsmæssige, forvaltningsmæssige og politiske aspekter af området. 

Målgruppe

Masteruddannelsen har til formål at efter- og videreuddanne personer, der i det daglige direkte eller indirekte er beskæftiget med husdyrvelfærd. Den erhvervsmæssige målgruppe for uddannelsen er bl.a. kontrollører af dyrevelfærd ansat hos myndighederne eller privat, dyrlæger, undervisere på landboskolerne og rådgivere i landbrugssektoren. 

Der forventes desuden at være behov for efteruddannelse af landbrugsskolelærere, som skal varetage obligatoriske kurser for husdyrbrugere. Hertil kommer dyrlæger og konsulenter involveret i produktions- og sundhedsrådgivning.

Kompetencer

Efter endt uddannelse har den studerende opnået kompetencer inden for følgende overordnede kompetencemål:

  • kan vurdere anvendeligheden og hensigtsmæssigheden af teoretiske, eksperimentelle og praktiske metoder til analyse og løsning af faglige spørgsmål og problemstillinger
  • kan beskrive, sammenfatte og formidle det biologiske grundlag for international og national lovgivning om dyreværn og hold af husdyr, samt beskrive centrale adfærdsmæssige behov
  • kan beskrive relevante definitioner for dyrevelfærd samt vurdere, hvordan velfærdsindikatorer (f. eks. smerte, lidelse, angst og sult) kan måles
  • kan udvælge, anvende og diskutere dyrevelfærdsdefinitioner og metoder til vurdering af dyrevelfærd i relation til produktionsforhold, forskellige interessenter og forskellige formål (beslutningsstøtte, certificering eller klassifikation)
  • kan anvende stikprøveudtagning og andre relevante statistiske metoder ved kontrol
  • kan reflektere over dyrevelfærd i en global kontekst og over sammenhængen mellem lovgivning og kontrol
  • kan kommunikere om vurdering af dyrevelfærd i et bredt perspektiv og har indsigt i og kan anvende forskellige kommunikationsstrategier i samspillet mellem kontrollant og landmand
  • kan kommunikere om og motivere for betydningen af dyrevelfærd til landmænd og kan diskutere samspillet mellem kontrollant/rådgiver og landmand i relation til løsning af dyrevelfærdsproblemer
  • kan forebygge og håndtere væsentlige dyrevelfærdsproblemer i en national og international kontekst
  • kan strukturere egen kompetenceudvikling
  • kan selvstændigt planlægge og gennemføre projekter
  • kan formidle og kommunikere faglige spørgsmål og problemstillinger i såvel et videnskabeligt som et alment forum

Uddannelsens opbygning og tilrettelæggelse

Masteruddannelsen i vurdering af husdyrvelfærd i primærproduktionen består af fire obligatoriske moduler, hvoraf det sidste er et masterprojekt (modul 4):

Uddannelsen er bygget op således, at der er en progression igennem uddannelsesforløbet. Modul 1, 2 og 3 kan dog gennemføres uafhængigt af hinanden, idet hvert modul fungerer som en selvstændig opkvalificering af forudgående uddannelse og erhvervserfaring. Modul 1-3 skal bestås før modul 4.

Uddannelsen opbygges af et modul pr. semester i fire semestre. Hvert modul vægter 15 ECTS-point (0,25 årsværk), dvs. at uddannelsen har et samlet omfang på 60 ECTS-point (1 årsværk).

60 ECTS-point svarer til 1 årsværk, dvs. en heltidsstuderendes arbejdsbelastning i et år.

Uddannelsen er tilrettelagt som deltidsuddannelse over 2 år, men du kan vælge at gennemføre masterprojektet (modul 4) som heltidsuddannelse.

Uddannelsen skal være afsluttet senest 5 år efter, den er påbegyndt.

Tid og sted for undervisningen

Undervisningen foregår på Aarhus Universitet eller i nærheden af Aarhus og der indgår e-læring.

Modul og indskrivningsperiodeTidspunkt for undervisning 

Modul 1: Biologisk grundlag for international og national lovgivning om hold af husdyr
1. september 2016 – 31. januar 2017

1. og 2. september 2016
6. og 7. oktober 2016
24. og 25. november 2016

  

Modul 2:  Definition af dyrevelfærd og måling af velfærdsindikatorer

1. februar 2017 – 31. august 2017

23. og 24. februar 2017
6. og 7. april 2017
18. og 19. maj 2017

 
Modul 3: Vurdering af dyrevelfærd på flok- og besætningsniveau

1. september 2017 – 31. januar 2018

14. og 15. september 2017
26. og 27. oktober 2017
23. og 24. november 2017

Modul 4: Masterprojekt

1. februar 2018 - 31. august 2018

Der laves en individuel aftale mellem studerende og vejleder om en tidsplan og beskrivelse af vejledning.

Der tages forbehold for ændringer af datoer og tidspunkter for undervisningen.

Deltagerbetaling

Deltagerbetalingen er 60.000 kr. for hele uddannelsen eller 15.000 kr. pr modul.

Deltagerbetalingen opkræves i rater forud for semesterstart. Betalingen dækker omkostninger til undervisning, 3 eksamensforsøg pr. disciplin og administration.

Du får først eksamensret, når din deltagerbetaling er registreret i vores system.

Deltagerbetalingen giver dig ret til at følge undervisningen i den periode, du er optaget i. Hvis du ønsker at deltage i det samme undervisningsforløb igen senere, skal du indsende en ny ansøgning om optagelse, og der vil blive opkrævet deltagerbetaling igen.

Deltagerbetaling ved universitetets efter- og videreuddannelser pålignes ikke moms og omfatter ikke udgifter til undervisningsmaterialer.

Statstilskuddet til deltidsuddannelse fastsættes i finansloven for et år ad gangen. Aarhus Universitet tager derfor forbehold for eventuelle justeringer af deltagerbetalingen.

Adgangskrav

Forudsætningen for at blive optaget på Master i vurdering af husdyrvelfærd i primærproduktionen er en naturvidenskabelig bachelorgrad med fokus på husdyrproduktion suppleret med mindst 2 års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse.

På grundlag af en individuel vurdering kan der dispenseres fra adgangsbetingelserne, hvis det skønnes, at du har tilsvarende uddannelsesmæssige forudsætninger for at kunne gennemføre uddannelsen.

Der kan derimod ikke dispenseres fra kravet om 2 års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse.

Opfylder du ikke de formelle adgangskrav, bør du kontakte Efter- og Videreuddannelse for nærmere vejledning.

Hvis der er flere rettidigt tilmeldte, kvalificerede ansøgere, end der er pladser, vil prioritering ske ud fra følgende kriterier:

Vi har mulighed for at optage 20 studerende pr. optag. Hvis der er flere ansøgere end studiepladser, sker udvælgelsen af ansøgere på baggrund af følgende kriterier:

  1. Minimum tre års sammenhængende erhvervserfaring efter den adgangsgivende uddannelse med arbejdsopgaver indenfor offentlig eller privat velfærdskontrol
  2. Karaktergennemsnit fra adgangsgivende uddannelse, jf. de i studieordningen beskrevne adgangsgivende uddannelser

Kriterierne er prioriterede. Kriterium 2 finder således alene anvendelse, hvis der fortsat er flere ansøgere end pladser efter vurdering af ansøgerne i kriterium 1.

Du er velkommen til at begrunde din ansøgning.

Sådan søger du om optagelse

Ansøgning om optagelse på modul 3: Vurdering af dyrevelfærd på flok- og besætningsniveau med studiestart i september 2017 skal ske senest den 1. maj 2017

Ansøgning om optagelse på modul 4: Masterprojekt med studiestart februar 2018 skal ske senest den 15. november 2017

Ansøgning sker via Aarhus Universitets digitale ansøgningssystem DANS.

Vejledning til login til det digitale ansøgningssystem

Sådan søger du om optagelse på en deltidsuddannelse via det digitale ansøgningssystem DANS

Når du søger om optagelse første gang, skal du vedhæfte følgende bilag

  • Dokumentation for adgangsgivende eksamen I form af et fuldt eksamensbevis med beståede kurser (bachelor-, kandidat-, eller diplomuddannelse)
  • Dokumentation for min. 2 års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse, f.eks. kopi af kontrakter, lønsedler, årsopgørelse, bekræftelse fra arbejdsgiver

Hvis du har problemer med at søge via DANS kan du kontakte supporten via hjælpeformular eller på telefon 87150777. Telefonen er åben: Mandag-torsdag kl. 9-15 og fredag kl. 9-14.

4-6 uger efter ansøgningsfristens udløb modtager du besked om, hvorvidt du er optaget. I forbindelse med ferier og helligdage, stor søgning eller særlige vilkår for igangsættelse af undervisning, kan der gå længere tid inden du får svar.

Universitetet registrerer persondata, adgangsgrundlag samt resultatet af universitetets behandling af ansøgningen.

 

 

 

Faglig vejledning

Uddannelsen udbydes af Studienævnet Science and Technology. Undervisningen varetages af undervisere ved Institut for Husdyrvidenskab

Kontaktperson
Professor Jan Tind Sørensen
E-mail: jantind.sorensen@agrsci.dk, telefon 87157923

Undervisningen varetages af: 

Modul 1:

Professor Lene Munksgaard
Institut for Husdyrvidenskab
E-mail: lene.munksgaard@agrsci.dk, telefon: 87157953 

Modul 2:

Seniorforsker Mette Herskin
Institut for Husdyrvidenskab
E-mail: mettes.herskin@agrsci.dk, telefon: 87157945

Modul 3:

Seniorforsker Tine Rousing
Institut for Husdyrvidenskab
E-mail: tine.rousing@agrsci.dk, telefon: 87157915

Studieordning

For nærmere oplysninger om uddannelsen, prøvetyper mv. henvises til studieordningen og generelle regler og bekendtgørelser.  

De generelle regler og bekendtgørelser finder du nederst på hjemmesiden.

Uddannelsens engelske titel er: Master of Welfare Assessment in Animal Livestock Production

Hovedområde og Studienævn

Udbuddet af masteruddannelsen i vurdering af husdyrvelfærd i primærproduktionen (MVHP) hører hjemme under Institut for Husdyrvidenskab under hovedområdet Science and Technology ved Aarhus Universitet.

Studienævnet ved Science and Technology har ansvaret for det faglige niveau, indhold, undervisning og eksamen.