Du er her: AU » Videnudveksling » Efter- og videreuddannelse » Uddannelsesoversigt 2010-11 » 2011319 Musikvidenskab, Rytmisk korledelse og vokalsats

Rytmisk korledelse og vokalsats

Formålet med kurset er at give den studerende redskaber til at videreudvikle sig i arbejdet med rytmisk vokalmusik på flere niveauer. Vægten vil blive fordelt ligeligt mellem praktisk og teoretisk-analytisk arbejde, ligesom der fokuseres på både moderne vokale arrangementsteknikker og nyere metoder inden for rytmisk korledelse. Undervisningen foregår på hold og er tilrettelagt som en blanding af forelæsninger, demonstrationer og praktisk korarbejde.

Kurset henvender sig til alle, der i det daglige arbejder med rytmisk korledelse og vokalsats og som ønsker at videreudvikle sig indenfor disse områder.

Undervisningen i Rytmisk korledelse og vokalsats forløber som en uges intensiv undervisning i august 2011 (Summerschool). Det forventes at deltagerne forbereder sig ved at studere og udarbejde mindre vokalarrangementer ud fra opgaver stillet på forhånd.

Kurset vægter 10 ECTS-point.

Undervisningen foregår på engelsk eller dansk – afhængigt af deltagersammensætningen.

60 ECTS-point svarer til 1 årsværk, dvs. en heltidsstuderendes arbejdsbelastning i et år.

Rytmisk korledelse og vokalsats hører under studieordningen for Kandidatuddannelsen i Musikvidenskab, disciplinen Rytmisk vokalsats i teori og praksis, og adgangskravene er de samme som til hele uddannelsen - dvs. en bacheloruddannelse efter bestemmelserne fastsat i studieordningen.

Adgang til kandidatuddannelsen i Musikvidenskab forudsætter en bestået bacheloruddannelse efter bestemmelserne i stk. 2-5 

stk. 2. Adgangskravet til kandidatuddannelsens A-linje er en bestået bacheloruddannelse med Musikvidenskab som centralt fag eller en bacheloruddannelse bestående af et andet centralt fag og suppleringsfag i Musikkultur.

stk. 3. Adgangskravet til kandidatuddannelsens B-linje er en bestået bacheloruddannelse med Musikvidenskab, Underviserlinjen, som centralt fag og 1. del af et sidefag (45 ECTS) i et andet fag inden for gymnasiets fagrække, hvor 1. og 2. del af sidefaget tilsammen vægter 105 ECTS.

stk. 4. Adgangskravet til kandidatuddannelsens C-linje er en bestået bacheloruddannelse med centralt fag i et andet fag inden for gymnasiets fagrække og 1. del (45 ECTS) af et sidefag i Musikvidenskab.

stk. 5. Adgangskravet til kandidatuddannelsens D-linjer er en bestået bacheloruddannelse med Musikvidenskab, Underviserlinjen, som centralt fag og 1. del af et sidefag (45 ECTS) i et andet fag inden for gymnasiets fagrække, hvor 1. og 2. del af sidefaget tilsammen vægter 90 eller 120 ECTS.

Studieordningen findes her.  

Det er muligt at søge om dispensation fra adgangskravene, hvis du har de nødvendige faglige forudsætninger for gennemførelse af forløbet. Der foretages en samlet vurdering, hvori såvel uddannelse som erhvervserfaring og anden praktisk og teoretisk erfaring med rytmisk vokalsats indgår.

Opfylder du ikke de formelle adgangskrav, bør du kontakte Sekretariatet for Efter- og Videreuddannelse for nærmere vejledning.

I forbindelse med tilrettelæggelsen af undervisningen er det en forudsætning, at du har gode læsefærdigheder i engelsk og at du har adgang til computer og internet.

Det er vigtigt, at du motiverer din ansøgning, da motivationen kan være afgørende for, om du bliver optaget.

Hvis der er flere rettidigt tilmeldte, kvalificerede ansøgere, end der er pladser, vil prioritering ske ud fra følgende kriterier: ansøgerens begrundede interesse og faglige forudsætninger for at kunne gennemføre kurset.

Kopi af bacheloruddannelse eller tilsvarende skal vedlægges ansøgning om optagelse.

Fagligt indhold

Formålet med kurset er at give deltagerne indsigt i og forståelse for forskellige vokale satsteknikker som fx 3-stemmig parallelsats, vocal groove, 4-way close og transformation af instrumentale satser til vokale satser. Endvidere at give deltagerne relevante redskaber til det praktiske arbejde med rytmiske vokalensembler, herunder kendskab til nyere stemmeteknik og vokalanalyse.

Der vil undervejs i forløbet blive mulighed for at overvære en prøve med Vocal Line.

Undervisningen foregår som en uges intensivt kursus (Summerschool) i perioden 22. til 26. august 2011. Kurset afvikles på Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet, i Musikvidenskabs lokaler.

Det forventes, at deltagerne selv finder logi i passende afstand fra kursusstedet.

Der tages forbehold for eventuelle ændringer af tidspunkter for undervisningen.

Ansøgning om optagelse skal ske senest 3. maj 2011.

Ansøgningsskema: Se link øverst på siden.

Sammen med ansøgningsskemaet skal du vedlægge kopi af eksamensbevis for en bacheloruddannelse fra et universitet hvoraf vægtning af musikfaglige elementer fremgår. Har du ikke en bacheloruddannelse i musikvidenskab eller en anden universitetsuddannelse med 45 ECTS-point i musikvidenskab er det vigtigt, at du dokumenterer faglige kvalifikationer fra en uddannelse på bachelorniveau, øvrige musikfaglige kvalifikationer og kompetencer af enhver art: teoretisk indsigt, praktisk erfaring, formidling m.v. samt din motivation for at søge ind på enkeltfaget.

Alle dine bilag skal være mærket med dato, navn og CPR-nummer.

Ansøgningsskemaet skal du sende til:
Sekretariatet for Efter- og Videreuddannelse
Aarhus Universitet
Fredrik Nielsens Vej 5
Bygn. 1448
8000 Århus C

4 uger efter ansøgningsfristens udløb modtager du besked om, hvorvidt du er optaget. Der kan i visse situationer som fx stor søgning eller særlige vilkår for igangsættelse af undervisning gå mere end 4 uger før, du får svar.

Universitetet registrerer persondata, adgangsgrundlag samt resultatet af universitetets behandling af ansøgningen.

Deltagerbetalingen er 5.000 kr.

Deltagerbetalingen opkræves forud for semesterstart. Betalingen dækker omkostninger til undervisning, 3 eksamensforsøg pr. disciplin og administration.

Deltagerbetaling ved universitetets efter- og videreuddannelser pålignes ikke moms og omfatter ikke udgifter til undervisningsmaterialer.

Statstilskuddet til deltidsuddannelse fastsættes i finansloven for et år ad gangen. Aarhus Universitet tager derfor forbehold for eventuelle justeringer af deltagerbetalingen.

Aarhus Universitet forbeholder sig retten til at afvise kvalificerede ansøgere ved manglende kapacitet eller manglende lærerressourcer, samt til at aflyse et enkeltfag, hvis der er for få kvalificerede ansøgere, utilstrækkelig lærerressourcer eller hvis der opstår andre særlige omstændigheder.

Hvis du ønsker at afmelde dig skal du gøre det skriftligt til Sekretariatet for Efter- og Videreuddannelse. Du kan kun få deltagerbetalingen refunderet hvis Sekretariatet for Efter- og Videreuddannelse har modtaget din afmelding senest 1. august 2011.

Hvis du ønsker beståede prøver eller eksaminer fra andre uddannelser meritoverført bedes du kontakte studienævnet for uddannelsen. Eventuel meritansøgning vedlægges ansøgning om optagelse.

Prøven aflægges normalt gennem tilfredsstillende deltagelse undervisningen, herunder i løsningen af de stillede opgaver.

Alternativt kan prøven aflægges som en bunden kombineret skriftlig/mundtlig prøve.

For nærmere oplysninger om prøvetype og prøveformer m.v. henvises til studieordningen for 2009.

Aflæggelse af prøve forudsætter, at deltagerbetalingen er betalt. Deltagerbetalingen omfatter 3 eksamensforsøg.

Du kan højst 3 gange indstille dig til den samme prøve eller anden form for bedømmelse, også selv om forsøgene anvendes under forskellige indskrivninger.

Hvis du ved en tidligere indskrivning har opbrugt alle eksamensforsøg, kan du ikke optages på uddannelsen/modulet, medmindre du får en dispensation fra studienævnet.

Du kan ikke tilmelde dig prøver i et modul på et tidligere tidspunkt, end studienævnet har planlagt.

Hvis du er indskrevet til en hel uddannelse, kan du udskyde prøver efter undervisningens ophør i de enkelte discipliner inden for de rammer som studieordningen fastsætter med hensyn til rækkefølgekrav og maksimal uddannelsestid.

Hvis du er indskrevet til enkeltfag/moduler kan du vente med at aflægge prøve i 2 år efter at det udbudte enkeltfags/moduls undervisningsperiode er udløbet.

Hvis du har orlov til uddannelse, og dit uddannelsesforløb berettiger til det, kan du søge SVU (statens voksenuddannelsesstøtte).

Læs om betingelser for SVU og oplysninger om vejledningssteder på www.svu.dk

Det er arbejdsgiver, jobcenter eller a-kasserne som afgør, om du kan få orlov til uddannelse.

Det er dit uddannelsesforløbs normering, opgjort i ECTS-point/årsværk der er afgørende for om dit uddannelsesforløb berettiger til SVU. Et anslået timeforbrug på uddannelsen kan ikke anvendes som beregningsgrundlag.

Det er ikke muligt for efter- og videreuddannelsesstuderende at opnå støtte fra Statens Uddannelsesstøtte (SU).

Støtte til deltagerbetalingen fra fonde og legater kan være skattepligtig. Det er en god idé på forhånd at kontakte fonden eller legatet for at afklare det.

Lektor, cand.phil. Jens Johansen
Bygn. 1580, lok. 444
Tlf.: 8942 5169
E-mail: musjens@hum.au.dk 

Vejlednings- og efteruddannelseskoordinator Tine Arsinevici
Bygn. 1580, lok. 235
Tlf.: 8942 5228
E-mail: aestta@hum.au.dk

Studievejledningen
Bygn. 1580, lok. 128
Tlf.: 8942 1833
E-mail: studievejleder.musik@hum.au.dk

Træffetider findes på www.aestetik.au.dk/vejledningscenter

Generel vejledning om efter- og videreuddannelse ved Aarhus Universitet, registrerer ansøgere, opkræver og registrerer deltagerbetaling, udsteder studiekort og leverer dokumentation til brug for SVU-administratorer, jobcentre og a-kasser.

Sekretariatet for Efter- og Videreuddannelse har åbent for personlige og telefoniske henvendelser på hverdage kl. 10.00 ‑ 14.00, onsdage kl. 12.00 ‑ 16.00.

Sekretariatet for Efter- og Videreuddannelse
Studieforvaltningen
Aarhus Universitet
Fredrik Nielsens Vej 5
Bygn. 1448
8000 Århus C
Tlf.: 8942 6761
E‑mail: evu@au.dk
www.au.dk/evu

Studienævnet for de Æstetiske Fag hører hjemme under Det Humanistiske Fakultet, Aarhus Universitet.

Studienævnet for de Æstetiske Fag har ansvaret for det faglige niveau, indhold, undervisning og eksamen.

Der er knyttet regler til udbud og gennemførelse af kompetencegivende efter- og videreuddannelse:

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 23.04.2013

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk