Mennesket, naturen og verden - et strejftog i videnskabernes historie og filosofi
Videnskab spiller en stor rolle for vores moderne tilværelse; der tales ligefrem om, at vi lever i et videnssamfund. På det konkrete plan er vi alle sammen dybt afhængige af naturvidenskab og teknologi i vores dagligdag. Tænk blot på det elektriske lys, computeren og vores mobiltelefon. Og hvad med sundhedsvæsenet, forbrugersamfundet og den atomare terrortrussel? På det abstrakte plan har naturvidenskaberne og humanistiske videnskaber som filosofi, litteratur og historie haft afgørende indflydelse på, hvordan vi opfatter verden, naturen og mennesket. Ja, selve vores opfattelse af meningen med tilværelsen er stærkt påvirket af videnskabelige opdagelser og nybrud.
Vi kan nævne det kopernikanske verdensbillede, Charles Darwins udviklingslære og opkomsten af en historisk bevidsthed som centrale elementer i den moderne erfaring af mennesket som et biologisk og historisk væsen forankret på en klode under stadig udvikling i et uendeligt verdensrum. Kort sagt, for at forstå den moderne verdens konkrete og abstrakte fænomener, er det helt afgørende at have indsigt i videnskabernes historie. Denne viden er en uomgængelig del af ethvert menneskes dannelse.
Sigtet med kurset er at give indblik i videnskabernes historiske, kulturelle og filosofiske betydning i relation til fortiden, nutiden og fremtiden. Fokus vil være på opøvelsen af centrale humanistiske kompetencer gennem analyse og diskussion af primær- og sekundærlitteratur samt gennem kritisk refleksion over de videnskabelige ideers betydning for menneskets forhold i den moderne verden. Kursets tilgang er både historisk og filosofisk og indeholder centrale tematikker som forholdet mellem videnskab og religion, forbindelsen mellem forskning og undervisning, forholdet mellem natur-, samfunds- og humanvidenskab samt humanistisk- og idéhistorisk metode.
Målgruppe
Kurset retter sig mod alle med en interesse for vestens idéhistorie, der ønsker en dybere forståelse for videnskabernes, universiteternes og forskningens rolle i det moderne videnssamfund. Kurset er særligt relevant for undervisere på studieforberedende og videregående uddannelser, der har behov for en styrkelse af deres kompetencer inden for videnskabsteori, almen studieforberedelse, tværfagligt projektarbejde og teknologihistorie.




