Den moderne politiks rødder
Vort samfunds politiske institutioner, idéer og ideologier har en lang historie. Dette kursus undersøger, hvorfor samfundet kom til at se lige præcis sådan her ud. Hvilke tanker og udviklinger skabte vores samfund. Hvad er vor tidsalders bærende idéer og forestillinger, og hvad er deres opkomst og forhistorie? Kurset er idéhistorisk, hvilket vil sige, at idéernes og institutionernes opkomst skal undersøges i deres samtids kontekst og litteratur. Der vil derfor blive læst en lang række klassiske politiske tænkere, samtidig med at der vil blive givet den historiske og idémæssige baggrund for at forstå disse tekster og deres efterliv helt op til i dag.
Sigtet med kurset er opøvelsen af centrale humanistiske kompetencer, når det gælder historisk, politisk og filosofisk viden samt evnen til at reflektere over ideers bredere samspil med teoretiske beskrivelser og analyser af den moderne verden. På baggrund af studiet og arbejdet med politiske og idéhistoriske klassikere opøver kursisten en evne til at forstå, beskrive og kritisere aktuelle forestillinger om forholdet mellem menneske, historie og samfund.
Helt konkret er kurset delt op i otte tematiske og kronologiske moduler. De otte moduler vil bl.a. dække politik og statsræson (Machiavelli); legitimitet og suverænitet (Hobbes, Locke); ret, civilsamfund og marked (Montesquieu, Beccaria, Smith, Hume); krig, fred og stat (Kant, Clausewitz, Hegel); oplysning og modoplysning (Voltaire, Burke); folkesuverænitet og demokrati (Rousseau, Paine); den amerikanske revolution og det moderne samfund (Jefferson, Madison, Tocqueville) samt endelig den franske revolution og ideologiernes opkomst (Robespierre, Constant).
Målgruppe
Kurset retter sig mod alle med en interesse for nyere historie og tænkning og hvorledes ideer formuleret på baggrund af historiske erfaringer er slået igennem i den bredere offentlighed. Kursister med interesse for centrale forestillinger om mennesket som eksistentielt, kulturbærende og samfundsskabt væsen vil således blive stimuleret til at gennemtænke oprindelsen til de problemstillinger, der i dag berører det moderne menneskes situation.




