Design og ledelse af kreative processer
Alle mennesker har evnen til at skabe nye ideer, tænke nye tanker og gøre ting på nye måder. Men mens mange forbinder kreativitet med kaos og endeløse processer, hvor mål og mening bliver til undervejs, viser forskningen, at kreativitet ikke er noget, der er forbeholdt enkelte genier og sære eksistenser. Forløbet tilbyder praktisk erfaring med at designe og styre kreative processer efter model fra kunstnerisk metodeudvikling og æstetisk betydningsdannelse.
Deltagerne trænes i at skabe rammer for produktionsprocesser, hvor det væsentlige er at inddrage og udvikle deltagernes kompetencer og kreative bidrag, og i at analysere og reflektere over egen funktion som leder og kreativ partner. Forløbet er inddelt i tre seminarer. Grundidéen er at tænke kreative processer som en organisatorisk ressource, der kan udvikle såvel den enkelte medarbejder som virksomheden. Undervisningen bygger på teorier om kreativitet og metoder med fokus på at få kreative processer til at fungere optimalt i praksis. Du skal undervejs arbejde både praktisk, teoretisk, analyserende og reflekterende med din egen funktion som leder og kreativ partner.
Målgruppe
Kurset henvender sig til personer, der eksempelvis arbejder som projektledere, teamledere, procesledere, human-resource-ledere eller lignende i den private og offentlige sektor samt til personer, der gerne vil udvikle evnen til at fungere kreativt og responderende i processer, hvor medarbejdernes bidrag er væsentlige.




