Du er her: AU » Videnudveksling » Efter- og videreuddannelse » Uddannelsesoversigt 2011-12 » 2011470 Master i sundhedsantropologi (MSA)

Master i sundhedsantropologi (MSA)


Sundhedsantropologi – eller medicinsk antropologi – er et veletableret antropologisk fagområde, der belyser de sociale og kulturelle dimensioner af sygdom og sundhed.

I forbindelse med den samfundsmæssige udvikling sker der store ændringer i sundhedssektoren og befolkningens forhold til sygdom og sundhed, ændringer som rækker ud over den almindelige medicinske forståelsesramme.

Mange patienter opsøger alternative behandlingsformer. Patienter med anden etnisk baggrund end dansk møder sundhedsvæsenet med andre forventninger og behov. Og mange mennesker handler ikke i overensstemmelse med sundhedsfremmeoplysning udviklet med deres trivsel og sundhed for øje. Dette skaber misforståelser og vækker undren.

Sundhedsantropologi har, med et humanistisk-samfundsvidenskabeligt udgangspunkt, udviklet teorier og metoder, der kaster lys over disse og andre problemstillinger. Samtidig gør fagets kvalitative metoder og empiriske basis, at uddannelsen er meget anvendelig i konkrete undersøgelser og udredningsopgaver i sundhedssektoren. De særlige sundhedsantropologiske teorier og begreber og fagets komparative tilgang åbner for nye perspektiver på sundhedsfaglige problemstillinger både i relation til den enkelte patient og i forhold til organiseringen af sundhedssektoren og de fagligheder, den repræsenterer.

Med master i sundhedsantropologi opnår du redskaber til på egen hånd at udvikle sundhedsantropologisk viden og bringe den i spil i relevante erhvervsmæssige sammenhænge. Samtidig giver uddannelsen dig et solidt teoretisk og metodisk grundlag for at udvikle egen faglighed.

Målgruppe

Uddannelsen henvender sig til personer, der arbejder med omsorg for den enkelte, såvel som til ledere, planlæggere, koordinatorer, undervisere og andre, der arbejder med emner i relation til sundhed.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 18.01.2012

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk