Du er her: AU » Videnudveksling » Efter- og videreuddannelse » Uddannelsesoversigt 2011-12 » 2011470 Master i sundhedsantropologi (MSA)

Master i sundhedsantropologi (MSA)

Introduktion

Sundhedsantropologi – eller medicinsk antropologi – er et veletableret antropologisk fagområde, der belyser de sociale og kulturelle dimensioner af sygdom og sundhed.

I forbindelse med den samfundsmæssige udvikling sker der store ændringer i sundhedssektoren og befolkningens forhold til sygdom og sundhed, ændringer som rækker ud over den almindelige medicinske forståelsesramme.

Mange patienter opsøger alternative behandlingsformer. Patienter med anden etnisk baggrund end dansk møder sundhedsvæsenet med andre forventninger og behov. Og mange mennesker handler ikke i overensstemmelse med sundhedsfremmeoplysning udviklet med deres trivsel og sundhed for øje. Dette skaber misforståelser og vækker undren.

Sundhedsantropologi har, med et humanistisk-samfundsvidenskabeligt udgangspunkt, udviklet teorier og metoder, der kaster lys over disse og andre problemstillinger. Samtidig gør fagets kvalitative metoder og empiriske basis, at uddannelsen er meget anvendelig i konkrete undersøgelser og udredningsopgaver i sundhedssektoren. De særlige sundhedsantropologiske teorier og begreber og fagets komparative tilgang åbner for nye perspektiver på sundhedsfaglige problemstillinger både i relation til den enkelte patient og i forhold til organiseringen af sundhedssektoren og de fagligheder, den repræsenterer.

Med Master i sundhedsantropologi opnår du redskaber til på egen hånd at udvikle sundhedsantropologisk viden og bringe den i spil i relevante erhvervsmæssige sammenhænge. Samtidig giver uddannelsen dig et solidt teoretisk og metodisk grundlag for at udvikle egen faglighed.

Målgruppe

Uddannelsen henvender sig til personer, der arbejder med omsorg for den enkelte, såvel som til ledere, planlæggere, koordinatorer, undervisere og andre, der arbejder med emner i relation til sundhed.

Af centrale målgrupper kan nævnes:

  • faggrupper med mellemlange videregående uddannelser og lange videregående uddannelser inden for sundhedsfagene
  • personale, som er undervisere og ledere ved sundhedsfaglige uddannelser og personale med ledelses-, koordinations- og konsulentopgaver i sundhedsvæsenet
  • personer ansat i organisationer, som arbejder internationalt med sundhed og udvikling eller i Danmark med personer med anden etnisk baggrund end dansk
  • andre faggrupper med interesse for sundhedsområdet, fx sagsbehandlere, informationsmedarbejdere, journalister, biologer, historikere.

Kvalifikationer og kompetencer

Kvalifikationer

Gennem masteruddannelsen i sundhedsantropologi opnår du kvalifikationer i form af viden, forståelse og færdigheder inden for følgende områder:

  • kendskab til antropologiske kernebegreber, emner og debatter, samt evnen til at anvende dem i studiet af sundhed, sygdom og helbredelse
  • teoretisk og praktisk kendskab til etnografisk metode med henblik på udarbejdelse af mindre empiriske undersøgelser
  • forståelse for at anvende antropologisk viden og etnografisk metode til at udvikle egen faglighed
  • færdigheder i formidling af forskningsresultater i akademiske og ikke-akademiske sammenhænge ved anvendelse af henholdsvis skriftlige og mundtlige kommunikationsformer.

Kompetencer

Gennem arbejdet med den faglige substans skal de studerende erhverve sig følgende faglige og sociale kompetencer:

  • være i stand til at forstå, vurdere og diskutere sundhedsantropologiske analyser, teorier og begreber og sætte dem ind i en større antropologisk sammenhæng
  • være i stand til at danne sig et overblik over og indblik i informationer, analyser og debatter for derigennem at udvælge og tilegne sig relevant viden
  • være i stand til selvstændigt, systematisk og kildekritisk at indsamle og anvende materiale i forhold til en given problemstilling
  • kunne sammensætte og fremstille et videnskabeligt argument samt kritisk forholde sig til valg af metode og teoretisk grundlag
  • kunne arbejde målrettet, det være sig selvstændigt eller i samarbejde med andre studerende
  • klart at kunne formidle antropologisk viden og indsigt til fagfæller og andre sundhedsfaglige målgrupper.

De generelle kompetencer, som du opnår ved gennemførelsen af Master i sundhedsantropologi, udvikles i samspillet mellem din egen teoretiske og praktiske ballast og undervisningens indhold. Du vil få mulighed for at blive i stand til at se din egen sundhedsfaglige praksis ”udefra” gennem et teoretisk og komparativ perspektiv. Du vil kunne udvikle kompetencer til at fungere som kulturformidler i sammenhænge, hvor der er behov for at ”oversætte” fra en verden til en anden (fx mellem forskellige fagtraditioner eller mellem behandler og patienter). Igennem undervisningens udformning vil du kunne tilegne dig analytiske kompetencer til at undersøge, etablere og forstå relationer mellem teori og konkrete forhold. Du vil blive i stand til at designe og udføre mindre etnografiske undersøgelser, og du vil desuden få erfaring med at formulere dig skriftligt og mundtligt inden for en samfundsvidenskabelig fagtradition.

Tilrettelæggelse

Uddannelsen vil blive udbudt hvert år med skiftevis optag på Afdeling for Etnografi og Socialantropologi, Aarhus Universitet, og på Institut for Antropologi, Københavns Universitet.

Uddannelsen er tilrettelagt på deltid over to år (fire semestre) svarende til 1 årsværk
(60 ECTS-point fordelt med 15 ECTS-point pr. semester). Du kan vælge at gennemføre afgangsprojektet (Modul 4) som heltidsuddannelse.

Den forventede arbejdsindsats fra dig ligger på 15-20 timer pr. uge, svarende til et halvtidsstudie.

60 ECTS-point svarer til 1 årsværk, dvs. en heltidsstuderendes arbejdsbelastning i et år.

Adgangskrav

Adgang til uddannelsen forudsætter, at du har bestået:

  • en relevant, mellemlang videregående uddannelse, som fx sygeplejerske, ergo-, fysioterapeut eller jordemoder
  • en relevant professionsbachelor inden for sundhedsområdet
  • en relevant diplomuddannelse eller
  • en relevant bachelor eller kandidateksamen fra et universitet eller en højere læreanstalt.

Derudover skal alle ansøgere have relevant erhvervserfaring svarende til mindst 2 års fuldtidsarbejde efter adgangsgivende eksamen.

På grundlag af individuel vurdering kan der dispenseres fra adgangsbetingelserne, hvis det skønnes, at du har tilsvarende uddannelsesmæssige forudsætninger for at kunne gennemføre uddannelsen. Der kan ikke dispenseres fra kravet om 2 års relevant erhvervserfaring.

Opfylder du ikke de formelle adgangskrav, bør du kontakte Efter- og Videreuddannelse for nærmere vejledning.

I forbindelse med tilrettelæggelsen af undervisningen er det en forudsætning, at du har god læsefærdighed i engelsk, og at du har adgang til computer og internet.

Det er velkommen til at begrunde din ansøgning.

Fagligt indhold

Masteruddannelsen består af fire moduler (se studieordning for detaljer).

Modul 1

Introduktion til antropologi og etnografisk metode

15 ECTS-point

Modul 2

Grundbegreber i sundhedsantropologi

15 ECTS-point

Modul 3

Udvalgte temaer i sundhedsantropologien

15 ECTS-point

Modul 4

Masterprojekt

15 ECTS-point

Uddannelsen er bygget op således, at der er en progression igennem uddannelsesforløbet. Modul 1, 2 og 3 kan dog gennemføres uafhængigt af hinanden, idet hvert modul fungerer som en selvstændig opkvalificering af forudgående uddannelse og erhvervserfaring.

Det tredje og fjerde modul giver mulighed for at specialisere sig. På tredje modul fastlægges specifikke emneområder i samråd med deltagerne, mens det fjerde modul rummer et masterprojekt, der udføres under individuel vejledning. Modul 1-3 (eller tilsvarende) skal være bestået, før prøven i Modul 4 kan aflægges. Specialiseringen vil ske på baggrund af dine ønsker og din uddannelses- og arbejdsmæssige baggrund og erfaringsgrundlag.

Uddannelsens moduler

Modul 1: Introduktion til antropologi og etnografisk metode

Indhold

  • Introduktion til antropologi – dets perspektiv, metodik, tematik og arbejdsmåde
  • Kulturbegreber og social organisation
  • Vidensformer, rationalitet og relativisme
  • Klassiske antropologiske temaer: klassifikation, udveksling og ritualer
  • Globalisering og modernitet
  • Introduktion til etnografisk metode.

Mål og kompetencer

  • Modulet giver en grundlæggende indføring i det antropologiske perspektiv, og du opnår forståelse for sociale og kulturelle forholds betydning for hverdagslivets praksis.
  • Med udgangspunkt i en komparativ tilgang og diskussioner af vidensformer opnår du indsigt i forskellige opfattelser af verden. Denne indsigt kan anvendes til at relativere egen forståelse og praksis.
  • Gennem studiet af sociale systemer og magtstrukturer opnår du viden om sociale og kulturelle sammenhænge og deres betydning for forståelsen af enkeltfænomener
  • Du opnår kendskab til etnografisk metode og opnår hermed forståelse for den sammenhæng mellem teori, empiri og metode, der karakteriserer antropologien. Dette giver bl.a. indsigt i forskerens betydning for skabelse af viden.
  • Du tilegner dig studietekniske og metodiske redskaber til kritisk læsning gennem arbejder med antropologiske tekster.

Prøve
Bunden, individuel, skriftlig prøve. 7 trinsskala.

Modul 2: Grundbegreber i sundhedsantropologi

Indhold

  • Udvalgte teoretiske retninger og grundbegreber inden for sundhedsantropologi
  • Sundhedssystemer og medicinsk pluralisme
  • Institution og aktør
  • Sygdoms- og sundhedsopfattelser som sociale og kulturelle fænomener
  • Narrativer, forklaringsmodeller, klassifikation og diagnostik
  • Krop, kultur og samfund.

Mål og kompetencer

  • Modulet indkredser centrale teorier og begreber i sundhedsantropologi. Herved præsenteres du for et humanistisk-samfunds­fagligt perspektiv på sundheds- og sygdomsopfattelser, som giver redskaber til at igangsætte diskussion og refleksion på egen arbejdsplads.
  • Med gennemgang af sundhedssystemer og medicinsk pluralisme får du indsigt i forskellige medicinske systemer i verden og opnår et tværkulturelt perspektiv, der fx giver redskaber til at forstå samspillet mellem det etablerede sundhedssystem og den alternative sektor.
  • Fokus på aktør og institution giver dig indsigt i betydningen af institutionelle rammer og magtforhold for individer og gruppers praksis og handlemuligheder. Konkret kan denne kompetence fx anvendes til at undersøge patientforeningers rolle i forhold til sundhedssystemet.
  • Sygdoms- og sundhedsopfattelser som sociale og kulturelle fænomener øger dit blik for og forståelse af sociale processer i interaktion og kommunikation inden for sundhedssystemer. Denne kompetence kan fx bruges til at undersøge behandler-patient-relationer i den kliniske interaktion.
  • Studier af sammenhængen mellem krop og kultur giver dig en forståelse af, på hvilke måder kroppen er formet af bl.a. kulturen og dermed, hvordan kultur påvirker oplevelsen af symptomer, fx smerter.
  • Studiet af narrativer giver dig en øget bevidsthed og forståelse for at lidelse skabes og håndteres i bestemte livs-, kulturelle- og sociale sammenhænge. Her opnår du konkrete redskaber til at undersøge fx emotionelt betingede aspekter af såvel behandler- som patientadfærd.
  • Evnen til at analysere, vurdere og reflektere over et enkelt antropologisk værk og se det i en større teoretisk og samfundsrelateret sammenhæng.
  • Mundtligt kunne fremlægge en antropologisk analyse og reflektere over dens teoretiske position, metodiske tilgang og bidrag til antropologien.

Prøve
Prøven kan aflægges på 2 måder:
Bunden, individuel, skriftlig prøve. 7-trinsskala.

Eller prøven kan udarbejdes i samarbejde med andre studerende, dog således at alle dele af opgaven undtagen problemformulering og konklusion kan gøres til genstand for individuel bedømmelse. Det skal således fremgå af besvarelsen, hvilke afsnit de enkelte er ansvarlige for.

Prøven må have deltagelse af maks. 3 studerende. 7-trinsskala

Modul 3: Udvalgte temaer i sundhedsantropologien

Indhold

  • International sundhed
  • Kulturel og etnisk forskellighed i sundhedssystemer
  • Sundhedsoplysning, sundhedsfremme og sundhedskultur
  • Risiko og usikkerhed
  • Medicinsk teknologi, herunder lægemidler
  • Sociale og funktionelle lidelser
  • Alternativ behandling
  • Alder og død
  • Normalitet og afvigelse.

I dette modul undervises i en række nyere sundhedsantropologiske temaer. Du fordyber dig her i udvalgte emner og påbegynder således en specialisering, som kan danne baggrund for udarbejdelsen af masterspecialets projektbeskrivelse på Modul 4. Den tematiske tilrettelæggelse giver en fleksibel ramme for undervisningen, hvor du får gode vilkår for at kombinere egen faglighed med sundhedsantropologiske perspektiver på områder, som er særligt relevante i forhold til aktuelle udviklinger i sundhedssektoren. Temaerne er eksempler og kan varieres.

Mål og kompetencer

  • Valg blandt forskellige temaer giver dig mulighed for fordybelse og for at udvikle dine analytiske kompetencer igennem selvstændigt arbejde med aktuelle temaer og problemstillinger. Her får du mulighed for at kombinere egen faglighed med et antropologisk perspektiv.
  • Muligheden for at fordybe sig i forskellige emner giver dig konkrete færdigheder i litteraturafdækning og problemafgrænsning. Disse færdigheder understøtter din kompetence til at identificere relevante undersøgelsesfelter i egen praksis.

Prøve
Fri, individuel, skriftlig prøve. 7-trinsskala.

Modul 4: Masterprojekt

Indhold
Som forberedelse til masterprojektet arbejdes praktisk med etnografisk metode. Du skal med udgangspunkt i emnet for masterprojektet arbejde med forskellige metodeøvelser: problemformulering og projektbeskrivelse; deltagerobservation; kvalitativ interviewteknik; analyse; samt forskningsetik. De data, der genereres gennem metodeøvelserne, indgår i det empiriske grundlag for masterprojektet. Som en del af forløbet præsenterer I jeres projekter for hinanden og diskuterer arbejdsproces og resultat.

Masterprojektet skal behandle en sundhedsantropologisk problemstilling og diskutere denne i relation til relevante antropologiske teorier. Til masterprojektet ydes vejledning.

Mål og kompetence
Gennem planlæggelse og udførelse af masterprojektet udvikler du kompetence til:

  • selvstændigt at formulere og gennemføre et afgrænset sundhedsantropologisk projekt gennem anvendelse af etnografisk metode
  • at analysere eget empirisk materiale i forhold til en selvvalgt problemstilling baseret på indsigt i centrale teoretiske og analytiske problemfelter inden for sundhedsantropologi
  • gennem konkret erfaring med sundhedsantropologiske teorier og temaer i projektet at kunne identificere problemstillinger i egen praksis, der kræver større udredningsarbejder, og at deltage i disse
  • at formidle eget projekt og herigennem reflektere over erfaringer med problemformulering og datahåndtering og betydningen af disse for resultatet.

Prøve
Fri, individuel, skriftlig prøve med efterfølgende dialog. 7-trinsskala.

Bestemmelser for prøve

For nærmere oplysninger om prøvetype mv. henvises til studieordningen for masteruddannelsen i sundhedsantropologi (2007).

Tid og sted for undervisningen

Undervisningen vil hovedsagelig foregå på to-dages seminarer, som i reglen ligger fredag-lørdag.

I september 2011 bliver uddannelsen udbudt med Modul 1 i Århus, hvor undervisningen foregår på Afdeling for Antropologi og Etnografi beliggende på Moesgård.

Undervisningsdatoerne for Modul 1 i efteråret 2011 er:

1. seminar: 2.-3. september 2011
2. seminar: 30. september - 1. oktober 2011
3. seminar: 4.-5. november 2011
4. seminar: 2.-3. december 2011

Undervisningsdatoerne for Modul 2 i foråret 2012 er:

1. seminar: 3.-4. februar 2012
2. seminar: 2.-3. marts 2012
3. seminar: 13.-14. april 2012
4. seminar: 11.-12. maj 2012

Der tages forbehold for ændringer af datoer og tidspunkter for undervisningen.

Modul:

Indskrivningsperiode:

1. Introduktion til antropologi og etnografisk metode

1. september 2011 til 31. januar 2012

2. Grundbegreber i sundhedsantropologi

1. februar 2012 til 31. august 2012

3. Udvalgte temaer i sundhedsantropologien

1. september 2012 til 31. januar 2013

4. Masterprojekt

1. februar 2013 til 31. august 2013

Bog - og materialeudgifter
Der må påregnes udgifter på 1.000 til 1.500 kr. pr. modul til indkøb af bøger.

Ansøgning

Ansøgning om optagelse på hele masteruddannelsen i sundhedsantropologi eller modul 1: Introduktion til antropologi og etnografisk metode, med studiestart i september 2011, skal ske senest 1. maj 2011.
Ansøgning om optagelse på modul 2: Grundbegreber i sundhedsantropologi, med studiestart i februar 2012, skal ske senest 15. november 2011.

Ansøgningsskema: Se link øverst på siden
Ansøgningsskemaet kan udfyldes på skærmen før det udskrives og underskrives.

Sammen med ansøgningsskemaet skal du vedlægge kopi af eksamensbeviser, en beskrivelse af anden uddannelse eller andre relevante kvalifikationer samt din motivation for at søge ind på uddannelsen.

Du skal også vedlægge dokumentation for to års relevant erhvervserfaring for så vidt angår længden og indholdet (fx arbejdsgivers erklæring eller kopi af ansættelsesbevis eller lønseddel).

Alle dine bilag skal være mærket med dato, navn og CPR-nummer.

Ansøgningsskemaet skal du sende til:
Efter- og Videreuddannelse
Aarhus Universitet
Fredrik Nielsens Vej 5
Bygn. 1448
8000 Århus C

4 uger efter ansøgningsfristens udløb modtager du besked om, hvorvidt du er optaget. Der kan i visse situationer som fx stor søgning eller særlige vilkår for igangsættelse af undervisning gå mere end 4 uger før, du får svar.

Universitetet registrerer persondata, adgangsgrundlag samt resultatet af universitetets behandling af ansøgningen.

Deltagerbetaling

Deltagerbetalingen er 68.000 kr. for hele Master i sundhedsantropologi, fordelt med 17.000 kr. pr. modul.

Deltagerbetalingen opkræves i rater forud for semesterstart. Betalingen dækker omkostninger til undervisning, 3 eksamensforsøg pr. disciplin og administration.

Deltagerbetaling ved universitetets efter- og videreuddannelser pålignes ikke moms og omfatter ikke udgifter til undervisningsmaterialer.

Statstilskuddet til deltidsuddannelse fastsættes i finansloven for et år ad gangen. Aarhus Universitet tager derfor forbehold for eventuelle justeringer af deltagerbetalingen.

Forbehold

Aarhus Universitet forbeholder sig retten til at afvise kvalificerede ansøgere, ved manglende kapacitet eller manglende lærerressourcer, samt til at aflyse et modul eller hele uddannelsen, hvis der er for få kvalificerede ansøgere, utilstrækkelig lærerressourcer eller hvis der opstår andre særlige omstændigheder.

Afmelding

Hvis du ønsker at afmelde dig skal du gøre det skriftligt til Efter- og Videreuddannelse. Du kan kun få deltagerbetalingen refunderet hvis Efter- og Videreuddannelse har modtaget din afmelding senest 2. august ved undervisning i efterårssemestre og 3. januar ved undervisning i forårssemestre.

Merit

Hvis du ønsker beståede prøver eller eksaminer fra andre uddannelser meritoverført bedes du kontakte studienævnet for uddannelsen. Eventuel meritansøgning vedlægges ansøgning om optagelse.

Prøve

Aflæggelse af prøve forudsætter, at deltagerbetalingen er betalt. Deltagerbetalingen omfatter 3 eksamensforsøg.

Du kan højst 3 gange indstille dig til den samme prøve eller anden form for bedømmelse, også selv om forsøgene anvendes under forskellige indskrivninger.

Hvis du ved en tidligere indskrivning på uddannelsen har opbrugt alle eksamensforsøg, kan du ikke optages på uddannelsen/modulet, medmindre du får en dispensation fra studienævnet.

Du kan ikke tilmelde dig prøver i et modul på et tidligere tidspunkt, end studienævnet har planlagt.

Hvis du er indskrevet til en hel uddannelse, kan du udskyde prøver efter undervisningens ophør i de enkelte discipliner inden for de rammer som studieordningen fastsætter med hensyn til rækkefølgekrav og maksimal uddannelsestid.

Hvis du er indskrevet til enkeltfag/moduler kan du vente med at aflægge prøve i 2 år efter at det udbudte enkeltfags/moduls undervisningsperiode er udløbet.

Støttemuligheder

Hvis du har orlov til uddannelse, og dit uddannelsesforløb berettiger til det, kan du søge SVU (statens voksenuddannelsesstøtte).

Læs om betingelser for SVU og oplysninger om vejledningssteder på www.svu.dk

Det er arbejdsgiver, jobcenter eller a-kasserne som afgør, om du kan få orlov til uddannelse.

Det er dit uddannelsesforløbs normering, opgjort i ECTS-point/årsværk der er afgørende for om dit uddannelsesforløb berettiger til SVU. Et anslået timeforbrug på uddannelsen kan ikke anvendes som beregningsgrundlag.

Det er ikke muligt for efter- og videreuddannelsesstuderende at opnå støtte fra Statens Uddannelsesstøtte (SU).

Støtte til deltagerbetalingen fra fonde og legater kan være skattepligtig. Det er en god idé på forhånd at kontakte fonden eller legatet for at afklare det.

Kontaktpersoner og lærere

Kontaktperson Gitte Wind
Afd. for Antropologi, Arkæologi og Lingvistik
Aarhus Universitet
Moesgård, 8270 Højbjerg
E-mail: etngw@hum.au.dk eller tlf.: 8942 4634

Studievejledning

Studievejledningen
Afdeling for Antropologi, Arkæologi og Lingvistik ved Aarhus Universitet
Moesgaard, DK-8270 Højbjerg
Tlf.: 8942 4686
E-mail: studievejleder.aal@hum.au.dk
www.aal.au.dk/antro/uddannelse/vejledning
Du kan også finde information om uddannelsen på hjemmesiden:
www.sundhedsantropologi.dk

Efter- og Videreuddannelses opgaver

Generel vejledning om efter- og videreuddannelse ved Aarhus Universitet, registrerer ansøgere, opkræver og registrerer deltagerbetaling, udsteder studiekort og leverer dokumentation til brug for SVU-administratorer, jobcentre og a-kasser.

Efter- og Videreuddannelse har åbent for personlige og telefoniske henvendelser på hverdage kl. 10.00 ‑ 14.00, onsdage kl. 12.00 ‑ 16.00.

Efter- og Videreuddannelse
Aarhus Universitet
Fredrik Nielsens Vej 5
Bygn. 1448
8000 Århus C
Tlf.: 8942 6761
E‑mail: evu@au.dk
www.au.dk/evu

Studienævn og fakultet

Master i sundhedsantropologi hører hjemme under Det Humanistiske Fakultet, Aarhus Universitet.

Studienævnet ved Institut for Antropologi, Arkæologi og Lingvistik har ansvaret for det faglige niveau, indhold, undervisning og prøver.

Uddannelsen giver ret til at anvende titlen Master i sundhedsantropologi (MSA).

Regelgrundlag

Der er knyttet regler til udbud og gennemførelse af kompetencegivende efter- og videreuddannelse:

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 23.04.2013

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk