Du er her: AU » Videnudveksling » Efter- og videreuddannelse » Uddannelsestyper » Oversigt

Efter- og videreuddannelse

Aarhus Universitet tilbyder forskellige former for efter- og videreuddannelse, både korte kurser og længere uddannelsesforløb. Her kan du få et overblik over de forskellige kursus- og uddannelsestyper:

Masteruddannelser

Masteruddannelser henvender sig til erhvervsaktive voksne, der både har forudgående videregående uddannnelse og mindst 2 års relevant erhvervserfaring. De er på niveau med kandidatuddannelser og er tilrettelagt, så du kan kombinere uddannelse og job. Masteruddannelser gennemføres på deltid og varer 2 eller 2½ år.

De fleste masteruddannelser tilbydes også som enkeltmoduler der kan følges som selvstændige kurser.

Læs mere

Masteruddannelse som fleksibelt forløb

Masteruddannelse som fleksibelt forløb er en personlig tilrettelagt forskningsbaseret videreuddannelse på kandidatniveau. Optagelse på uddannelsen forudsætter ansøgning om optagelse på et vejledningsforløb. I vejledningsforløbet sammensætter du sammen med en vejleder et personligt uddannelsesforløb bestående af kandidatenkeltfag, mastermoduler o.l. Forløbet afsluttes med et afgangsprojekt.

Læs mere

Diplomuddannelser

Diplomuddannelser er videregående voksenuddannelser på niveau med bacheloruddannelser. Diplomuddannelser henvender sig til erhvervsaktive voksne og er derfor tilrettelagt, så du kan kombinere uddannelse og job. Diplomuddannelser gennemføres på deltid og varer 1-3 år.

De fleste diplomuddannelser tilbydes også som enkeltmoduler der kan følges som selvstændige kurser.

Læs mere

Enkeltfag, sidefag , suppleringsfag og bacheloruddannelser

Mange af Aarhus Universitets almindelige uddannelser kan også følges enten som særligt tilrettelagt deltidsundervisning eller i dagtimerne under tompladsordningen:

Enkeltfag, heltidsuddannelse tilrettelagt på deltid

Aarhus Universitet tilbyder en lang række enkeltfag og enkelte uddannelser på særlige deltidshold. Fagene indgår alle i universitetets bachelor- og kandidatuddannelser samt tilvalg som sidefag og suppleringsfag. Heltidsuddannelse udbudt på deltid foregår ofte som fjernundervisning eller som aftenundervisning. På flere fag har du også mulighed for at tage et helt sidefag eller en hel bacheloruddannelse (pt. kun jura) som deltidsundervisning. Enkeltfag på deltid varer typisk 1-2 semestre.

Læs mere

Enkeltfag i dagtimerne (tompladsordningen)

Hvis du har mulighed for at læse i dagtimerne, kan du følge enkeltfag under tompladsordningen. Undervisningen foregår sammen med de fuldtidsstuderende, der er indskrevet på hele uddannelsen. Det er en forudsætning for optagelse, at der er ledige pladser og at du opfylder adgangskravene. Det er muligt at tage et helt sidefag eller suppleringsfag under tompladsordningen. Enkeltfag under tompladsordningen er indeholdt i universitetets undervisningsplaner for fuldtidsstuderende og varer typisk 1-2 semestre.

Læs mere

Suppleringsuddannelser

Suppleringsforløb gør det muligt at opfylde adgangskrav til en kandidatuddannelse, fx hvis du i forvejen har en mellemlang videregående uddannelse, herunder en professionsbacheloruddannelse eller en akademisk bacheloruddannelse.

Læs mere

Skræddersyede kurser

Aarhus Universitet tilbyder skræddersyede kurser særligt tilrettelagt for organisationer og virksomheder efter aftale.



Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk