Det Naturvidenskabelige Fakultet
Studier ved Det Naturvidenskabelige Fakultet
Historie og fakta
Det Naturvidenskabelige Fakultet er universitetets yngste. Fakultetet er fra 1954 og har til huse i det sydvestlige hjørne af universitetsparken. Allerede i 1933 kunne der dog læses fysik og kemi som støttediscipliner for lægestudierne. Fakultetet har i dag en bred fagvifte som dækker hele spektret af naturvidenskabelige fag. De naturvidenskabelige fag er alle kendetegnet ved forskningsmæssigt at være på et højt internationalt anerkendt niveau det mærkes også i det daglige i uddannelserne. Man møder i løbet af studiet både lærere og studerende fra andre universiteter, mest fra det øvrige Europa og Nordamerika og man har også selv mulighed for, som en del af uddannelsen, at komme ½-1 år til et udenlandsk universitet.
Præsentation
Naturvidenskab er en af grundpillerne i det moderne samfund; naturvidenskabelig viden har muliggjort en frigørelse fra det daglige arbejde og dermed været med til at give mere plads til fritid, hvile, bøger, musik, rejser og socialt samvær. Hvis disse muligheder skal udbredes til hele kloden på en bæredygtig måde, er de naturvidenskabelige discipliner nødvendige hjælpemidler. Det er naturvidenskabens opfattelse, at vi ved at udvikle en mere avanceret teknologi, som samtidig trækker mindre på de naturlige ressourcer, kan opretholde og udvikle et moderne samfund for alle.
Et naturvidenskabeligt studium byder på mange udfordringer, og er et godt udgangspunkt for et interessant og udfordrende arbejdsliv og personlig udvikling. Et naturvidenskabeligt studium kræver, at man yder en betydelig indsats. Målet i de fleste naturvidenskabelige discipliner er at forklare et fænomen så enkelt som muligt og samtidig sikre, at forklaringen kan holde til omhyggelige undersøgelser.
Undervisning og studiemiljø
Studiemiljøet på naturvidenskab er præget af de mange engagerede og aktive studerende. De sociale og faglige foreninger byder på både festlige traditioner og mange arrangementer, som udgør et afvekslende supplement til den daglige undervisning.
Mange af de ældre studerende er engageret i at tilrettelægge introduktionsaktiviteter for nye studerende. På den måde er man fra starten af studiet omgivet af nogen som ved, hvad det er rart at vide som ny studerende.
Det faglige centrum for studiet er instituttet, hvor der ud over undervisningslokaler også er kantine, computerlokaler, bibliotek, læsepladser, studenterlokale og studenterbar. Der findes også mange rekreative opholdsarealer både inden- og udendørs. Som studerende har man senere i studiet mulighed for at få sin egen læseplads på et kontor med andre studerende. Man kommer også til at stifte nærmere bekendtskab med de mange spændende og avancerede forskningsfaciliteter, der findes på institutterne.
I starten af studiet foregår undervisningen ved forelæsninger og teoretiske øvelser. Forelæsningerne foregår i auditorier for hele årgange, mens øvelserne sker på hold med cirka 20 studerende. Øvelserne bruges typisk til opgaveløsning, og der er knyttet en instruktor hertil. Senere er undervisningen en kombination af forelæsninger på mindre hold seminarer, hvor det typisk er de studerende, der underviser hinanden, og øvelser. Den store grad af valgfrihed gør, at der stilles krav til de studerendes eget engagement og deres selvstændighed.
Uddannelsesstruktur
De naturvidenskabelige uddannelser giver stor valgfrihed for den enkelte studerende. Det er nemt og overskueligt at vælge den rigtige studieindgang og undervisningen er struktureret, så man fra starten af studiet sikres et godt fagligt og socialt tilhørsforhold til det fag, man har valgt.
Udover det centrale studiefag skal man vælge en samling kurser fra andre fag. Disse kurser kan være fra et andet klassisk naturvidenskabeligt fag, men det kan også være tværfaglige kurser, som tilsammen giver et veldefineret professionssigte.
Der er 11 forskellige naturvidenskabelige bacheloruddannelser. Bacheloruddannelsen er på tre år og giver en selvstændig kompetence i et eller to naturvidenskabelige fag.
Når man har gennemført bacheloruddannelsen, kan man vælge at stoppe uddannelsesforløbet og søge job. Man kan også vælge at studere videre til en naturvidenskabelig kandidatgrad det tager yderligere to år. Man kan vælge at fortsætte kandidatstudiet ved Aarhus Universitet eller man kan søge til andre universiteter nationalt eller internationalt som udbyder kandidat/masteruddannelser i naturvidenskab.
Har man lyst og evner kan man efter et år på den to-årige kandidatuddannelse søge om optagelse på forskeruddannelsen (ph.d.) På forskeruddannelsen går man i gang med et forskningsprojekt og uddannes gradvist gennem kurser og personlig vejledning til at blive forsker. Uddannelsen afsluttes med aflevering og forsvar af en ph.d.-afhandling.
De naturvidenskabelige studier er enten et-faglige med hovedvægten på et af de centrale fag eller flerfaglige uddannelser med et specielt erhvervssigte. Uddannelserne med specielt erhvervssigte har begrænset valgfrihed.
Etfaglige indgange
- Biologi
- Datalogi
- Studieretninger: datalogi eller multimedier.
- Fysik
- Studieretninger: fysik, teknisk fysik eller astronomi.
- Geologi
- Studieretninger: geologi og geofysik.
- Idræt
- Kemi
- Matematik
- Studieretninger: matematik eller matematisk modellering; endvidere mulighed for tilvalg af fysik på 1. studieår.
- Molekylærbiologi
- Studieretninger: Studieretninger: biokemi, humanbiologi, bioteknologi og bioteknologi med erhvervsøkonomi.
Flerfaglige uddannelser
- Matematik-økonomi
- Nanoteknologi
- Medicinalkemi
Gymnasielærer
For at få kompetence som lærer i gymnasiet skal ens uddannelse ved kandidatniveauet indeholde 2 fag på et tilstrækkeligt højt niveau til at opnå undervisningskompetence. Der er mulighed for at kombinere to af de naturvidenskabelige gymnasiefag (matematik, fysik, kemi, datalogi, biologi og idræt) eller at kombinere ét af disse med et gymnasiefag fra humaniora. For at få en hensigtsmæssig studiesammensætning er det vigtigt, at man tidligt i studiet træffer beslutning om, hvilke fag man ønsker at kombinere.
Vær opmærksom på, at de faglige adgangskrav som gælder til de enkelte fagindgange også er gældende for start på et eventuelt andet fag i en gymnasielæreruddannelse.
Kandidatuddannelser
Ved Aarhus Universitet udbydes der en lang række naturvidenskabelige kandidatuddannelser, som umiddelbart bygger videre på de udbudte bacheloruddannelser. Uddannelserne dækker en bred vifte af specialiseringer inden for hele området.
- Astronomi
- Bioinformatik
- Biologi
- Bioteknologi
- Datalogi
- Fysik
- Geofysik
- Geologi
- Kemi
- Matematik
- Matematik-økonomi
- Materialefysik/kemi
- Medicinalkemi
- Molekylærbiologi
- Molekylærbiologi/humanbiologi
- Multimedier
- Nanoteknologi
- Softwarekonstruktion
- Statistik
- Videnskabshistorie
En ny vej til civilingeniøruddannelsen
Uddannelsessystemet er i disse år under omlægning. Det får også betydning for civilingeniøruddannelserne. Fremover vil uddannelsen til civilingeniør bestå af en bacheloruddannelse på 3 år, der efterfølges af en 2-årig kandidatuddannelse.
I Århus forventer vi at tage hul på den nye struktur allerede fra sommeren 2004. Forskningsministeriet har netop principgodkendt, at Aarhus Universitet kan tilbyde civilingeniøruddannelser inden for udvalgte studieretninger.
Civilingeniøruddannelsen i Århus kommer til at bygge videre på en af følgende bacheloruddannelser:
- en relevant diplomingeniøruddannelse
- en teknisk orienteret naturvidenskabelig bacheloruddannelse fra et universitet
I Århus bliver der mulighed for en række studieretninger på civilingeniøruddannelsen, herunder
- teknisk informationsteknologi
- procesteknologi
- teknisk geologi
- biomedicinsk teknik
Beskæftigelse
Med en naturvidenskabelig uddannelse står man godt rustet på arbejdsmarkedet. Uddannelsen giver en række meget efterspurgte kompetencer både de snævert faglige og de lidt bredere akademiske / naturvidenskabelige metoder.
Naturvidenskabeligt uddannede får beskæftigelse inden for stort set alle dele af samfundet og inden for visse fag er efterspørgslen i disse år så stor, at man som færdiguddannet ofte har flere muligheder at vælge imellem. Under beskrivelserne af de enkelte fag kan man læse mere om beskæftigelsesmulighederne.






