Du er her: AU » Om AU » Fakulteter, institutter mv. » medbiokm » Forskning 2005 (sun/medbiokm)

FORSKNING 2005

Institut for Medicinsk Biokemi

Igangværende forskningsprojekter

Forskningsaktiviteterne ved Instituttet er centreret omkring følgende hovedområder:

Receptorer for endocytose og intracellulær sortering:

Forskningens overordnede formål er at opklare cellulære endocytose‑ og sorteringsreceptorers rolle i sygdomsmekanismer. Focus er på LDL‑receptor relaterede receptorproteiner og en gruppe af nyopdagede receptorer (fx cubilin , hæmoglobin scavenger receptoren samt sortilin og andre receptorer af Vps10p‑domæne familien ) involveret i transport af bl.a. vitaminer (fx vitamin B12 og vitamin D ), enzymer, fedtstoffer, hæmoglobin og neuropeptider. Til undersøgelserne anvendes et bredt spektrum af cellebiologiske, proteinkemiske og molekylærbiologiske teknikker. Hovedlinierne er følgende: 1) Basale receptor‑biologiske undersøgelser, herunder identifikation af bindingsaktive regioner af receptorer og ligander samt karakterisering af receptorinteraktioner i cellemembranen. 2) Oprensning, kloning og sekventering af nye receptorer oprenset ved ligandaffinitetskromatografi. 3) Karakterisering af receptorer og bindingsproteiner ved anvendelse af genteknologiske metoder. 4) Receptorernes rolle i sygdomsprocesser med vægt på aterosklerose, vitaminmangel syndromer og malign invasiv vækst. 5) Udvikling af receptor‑deficiente musemodeller ved hjælp af homolog rekombination (gen‑knockout). 6) Udvikling af bioteknologiske anti‑aterosklerotiske lægemiddelkandidater. Perspektiver: Belysning af patogenetiske mekanismer og afdækning af mulige terapeutiske angrebspunkter ved receptordefekter.

MIND‑centeret:

Vps10p‑D receptorerne udgør en familie på fem type‑1 receptorer. Receptorerne er multifunktionelle og især lokaliseret til neuronalt væv, hvor de binder en række forskellige ligander og deltager i både intracellulær proteintransport og signaltransduktion. Nylige fund viser at Vps10p‑D receptorerne spiller en betydelig rolle i processer som betinger nervecellers degeneration og død. Med henblik på en udredning af familiemedlemmernes molekylære og fysiologiske funktioner har vi taget initiativ til dannelse af MIND ‑centeret. MIND er et tværfagligt  neurobiologisk forskningscenter, som bygger på et nært samarbejde mellem forskningsgrupper på Institut for Medicinsk Biokemi, Molekylærbiologisk Institut og PET‑centeret (Klinisk Institut) på Århus Sygehus. MIND's aktiviteter spænder fra basal grundforskning til kliniske studier og rækker fra analyser af proteinernes (krystal)struktur og deres cellulære funktioner, til analyser af patientmateriale og in vivo studier på transgene dyr. MIND ‑centeret ledes fra Institut for Medicinsk Biokemi af Claus Munck Petersen og Anders Nykjær, som i 2005 modtog en bevilling på 50 mio. kr. fra Lundbeckfonden. Lundbeckfondens betydelige donation har sikret centerets aktiviteter gennem de kommende 5 år.

Receptorer og coreceptorer for endocytose:

Struktur, funktion og patogenetiske aspekter. Udvikling og undersøgelse af nye proteinbaserede lægemiddelkandidater mod åreforkalkning.

Molekylære mekanismer ved neurodegenerative sygdomme:

En række neurodegenerative sygdomme er karakteriseret ved forekomsten af abnorme protein aggregater i de degenererede celler og mutationer i specifikke gener kan udløse sygdommene ved at fremme aggregationen eller beskytte mod aggregaternes toxicitet. Forskningen fokuserer på: 1) Mekanismer bag aggregationen af α ‑synuclein og tau, som er involveret i Parkinson's sygdom, Alzheimer's sygdom  og andre hjernesygdomme, hvorledes aggregaterne skader cellerne og måder at hæmme skaderne på. 2) p25a proteinets rolle ved hjernesygdomme og hvordan det fremmer sygelig protein aggregation. 3) Udvikling af modeller for hjernesygdomme ved fremstilling og analyse af konditionelt transgene musestammer (gen knockin). Perspektivet er at afdække mekanismer bag udviklingen af hyppigt forekommende nervecellenedbrydende sygdomme. Projekterne udføres som en del af Nordic Centre of Excellence in Molecular Neurodegeneration.

Molekylære mekanismer ved cancer og andre sygdomme:

Med udgangspunkt i omfattende proteom‑analyser og en vifte af molekylærbiologiske teknikker identificeres og karakteriseres proteiner, hvis koncentrationsniveau især er afhængig af cellens evne til at dele sig. Disse proteiner kan være involveret i normale cellers transformation til cancerceller. Analyser foretages dels på vævsmateriale i samarbejde med kliniske afdelinger og dels på væv fra modelstudier af p53 knock‑out mus, der spontant danner tumorer. Proteinerne undersøges nøjere for at klarlægge hidtil ukendte, molekylære aspekter af oncogenesen. Indsatsen koncentreres især om en undergruppe af de RNA bindende proteiner (hnRNP), en gruppe af calcium‑bindende proteiner (CREC familien) samt det cellecyklus regulerede protein, endonuclein. Albumin: Potentiale for udvikling af lægemidler : I internationale samarbejder strukturbestemmes genetiske varianter af humant serumalbumin samt fremstilles rekombinante mutanter af proteinet. Isoformerne bruges til detaljerede undersøgelser over albuminets særlige ligandbindende egenskaber, dets antioxiderende og enzymatiske egenskaber samt dets stabilitet. Perspektivet er at blive i stand til at udvikle albuminformer med særlige terapeutiske egenskaber.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk