Symposium 2013

Ærlig og redelig videnskabelig forskningspraksis i den akademiske verden var omdrejningspunktet, da Health ved Aarhus Universitet onsdag den 17. april 2013 inviterede til symposium om forskningspraksis.

Invitation til symposiet den 17. april 2013.

Med til symposiet var inviteret kendte, internationale eksperter inden for forskning i og implementering af ansvarlig forskningspraksis. Sammen med dekan Allan Flyvbjerg og prodekan Lise Wogensen stod de for dagens oplæg.

De seks oplægsholdere, som kom fra USA, Tyskland og Norge var samlede i Aarhus i i alt fire dage, dels for at deltage i symposiet, dels medvirke i et arbejdsmøde internt på Aarhus Universitet.


Symposiet var et bidrag til de kommende retningslinjer for ansvarlig forskningspraksis, som er undervejs ved Aarhus Universitet. 

 Herunder kan du læse/se præsentationer fra symposiets oplægsholdere.

Paneldebat ved symposiet

Fra venstre: Melissa Anderson, Nicholas Steneck, Phillip Langlais, Brigitte M. Jockusch, Charlotte Haug og Debora Weber-Wulff.

Se flere billeder fra symposiet her.


Oplægsholderne:

Debora Weber-Wulff:
ekspert i plagiering og kendt som en af Tysklands mest engagerede plagiatjægere. Hun har blandt andet været med til at afsløre den tidligere tyske forsvarsminister, Karl-Theodor zu Guttenberg i at plagiere sin ph.d.-afhandling. En afsløring, der i første omgang kostede ham ministerposten – i dag er han helt ude af politik.
Debora Weber-Wulff er professor ved Hochschule für Technik und Wirtschaft Berlin.
Oplæg: ‘Finding False feathers – dealing with plagiarism’.


Nicholas Steneck: 
Har i mere end 30 år bekæftiget sig med forebyggelse af videnskabelig uredelighed og udvikling af redskaber for god videnskabelig praksis. Han har været rådgiver for de centrale myndigheder i USA, ligesom han har vejledt forskningsinstitutionerne i landet.
Nicholas Steneck har været initiativtager og drivkraft i internationalt arbejde med det formål at få resten af verden til at acceptere, at der skal gøres noget effektivt, hvis det internationale forskningssamarbejde skal fungere.
Nicholas Steneck er ph.d, professor emeritus i historie. Direktør for forskningsetik og integritet programmet på Michigan Institute for Clinical and Health Research.
Oplæg: ‘Fostering research integrity in a turbulent world’.

Melissa Anderson er professor og har forsket i, hvorfor forskere er uredelige i deres forskning og hvor tit de er det. Hun har været med til at slå fast, at videnskabelig uredelighed er et større problem, end man tidligere har troet.
Melissa Anderson er professor på University of Minnesota, USA.
Oplæg: ‘Scientists can behave badly, but how often and why?’ (oplægget er ikke tilgængeligt endnu/september 2013)


Phillip Langlais er kendt for at have gennemført en mindre revolution på sit universitet med en organisation, der tager effektivt hånd om integritets problemer i forskningen. En sådan kulturændring er ikke let at lave og har taget en længere årrække.
Han er desuden konsulent for de centrale myndigheder i Kina – Kina har nemlig meget store problemer på området. Philip J. Langlais er professor i psykologi på Old Dominion University Norfolk, Virginia i USA.
Oplæg: ‘Building an institutional climate and training programs for responsible’.


Birgitte Jokusch
er næstformand i den centrale tyske ombudsmands organisation,
som tager sig af undersøgelser af videnskabelig uredelighed. Der er en ombudsmand på hver forskningsinstitution, og systemet er således enestående af sin art i Europa og kan være en model for hvad andre lande bør gøre. Brigitte M. Jockusch er professor, dr.
Oplæg: ‘Lessons from the German Ombudsman-system’.


Charlotte Haug
er næstformand i Committee of Publication Ethics (COPE), en sammenslutning af adskillige tusinde tidsskriftredaktører, der kæmper for at publicerede forskningsresultater skal være troværdige. Tidsskifterne står for at vurdere kvaliteten af de videnskabelige artikler, og spiller derfor en helt afgørende rolle for den videnskabelige litteraturs troværdighed. Charlotte Haug er ph.d. på Oslo Universitet og næstformand i COPE.
Oplæg: ‘What editors and publishers do to safeguard the integrity of the scientific record.