Om Food in the Future - 2014

Forskningens Døgn fredag den 25. april 2014 kl. 13-17

Under temaet FOOD IN THE FUTURE holder Aarhus Universitet fredag den 25. april 2014 kl. 13-17 Forskningens Døgn på Campus Aarhus. Arrangementet finder sted i S-bygningen (bygn. 2610) på Fuglesangs Allé 4. Der er adgang til gratis p-kælder fra Vestre Ringgade.

Vi forvandler foyerområdet i S-bygningen og auditorierne omkring til et berigende sted for sjove, anderledes og interessante præsentationer af forskningen på AU. I auditorierne omkring S-bygningen afløser det ene speedforedrag således det næste hele eftermiddagen, og i foyerområdet kan du komme helt tæt på forskerne, se udstillinger og deltage i workshops og forsøg – blandt meget andet. Midt i alle sanseindtrykkene kan du vælge at tage et hvil i caféområdet.

Med temaet FOOD IN THE FUTURE lægges op til en varieret præsentation af forskningsfelter som eksempelvis fødevaretrends, bonderøve og kogekoner, tang som mad, palæo-mad og meget andet. Det vil sige emner inden for forskning i fødevarer og livsstil, men også mere perifere og lidt ”skæve” emner, der har med fødevarer at gøre.



Forskningens Døgn på andre AU-lokaliteter

Ud over arrangementet i S-bygningen vil der i år også være arrangementer på nogle af AU's øvrige lokaliteter som eksempelvis Roskilde og Foulum.