Invitation til gymnasier - særarrangement

Kom til Forskningens Døgn på Aarhus Universitet den 24. april!

Kære lærere og elever

 

Som en del af Forskningens Døgn på Aarhus Universitet inviterer vi jer til fire foredrag om FREMTIDENS TEKNOLOGIER fredag den 24. april 2015 kl. 11.30-13.00.

 

Vi har skræddersyet et program til jer, som indeholder forskeroplæg af 15 minutter i fagene biologi/bioteknologi, fysik, matematik og kemi. Arrangementet finder sted i den nye, smukke Navitas-bygning på Aarhus Havn, Inge Lehmanns Gade 10, 8000 Aarhus C, og vi håber, I har lyst til at prioritere en dag i selskab med forskning i øjenhøjde på en af Aarhus Universitets nye lokationer!

 

Med nedenstående fire ”speedforedrag” vil vi vise jer nogle eksempler på, hvordan teknologi kan være med til at løse nogle af fremtidens store globale udfordringer. Og vi forklarer jer helt konkret, hvad det har at gøre med det, eleverne lærer i fysik- og matematikundervisningen i gymnasiet:

 

Nye antistoffer til kræftbehandling (Biologi/bioteknologi)

En kræftknude, der ikke får ilt og næring, går i dvale og bliver holdt i skak. Får den derimod tilført forsyninger fra blodbanen, vil den vokse og sprede sig. Det er en livsfarlig proces, som forskere fra Aarhus Universitet nu ser ud til at kunne forhindre. De har ved hjælp af en særlig biologisk teknologi udviklet et antal terapeutiske antistoffer, der har vist lovende resultater i laboratoriet.

Antistofferne virker ved at hæmme kroppens dannelse af nye blodkar ind imod kræftcellerne, og de kan måske være et svar på fremtidens kræftbehandling. Hør mere om teknologien og om det meget omfattende arbejde med biologi og bioteknologi, der ligger bag gennembruddet.

 

Klassisk mekanik i moderne kirurgi (Fysik)

Forskere fra Aarhus Universitet har udviklet en ny metode til at fremstille kunstige knogler, brusk og led, der kan kurere eller lindre vævsskader i bevægeapparatet. De printer implantater til kroppen i 3D med nøjagtigt beregnede hulmønstre i nano-størrelse og poder dem med stamceller. Hulmønstret giver implantatet en unik porøsitet eller eftergivenhed, som afgør, hvilken type af væv stamcellerne vil danne. Med andre ord kan forskerne styre stamcellernes adfærd alene ved at regulere kraftpåvirkningen af dem. Det åbner for helt nye muligheder i fremtidens kirurgi, hvor klassisk mekanik og ingeniørvidenskab spiller en nøglerolle.

 

Kan man forudsige epileptiske anfald? (Matematik)

Ny forskning tyder på, at man kan forudsige og dermed behandle og forhindre epileptiske anfald ved at monitorere patienternes elektriske aktivitet i hjernen.
Men hvordan måler man denne aktivitet? Og hvordan spotter man netop biomarkørerne for epilepsi i hjernen? Svarene findes i matematikken, som forvandler de formler, du kender fra formelsamlingen til avanceret signalbehandling.

 

Naturlige farvestoffer fra svampe erstatter syntetiske E-numre (Kemi)

Langt de fleste af de farvestoffer, vi hver dag indtager gennem vores fødevarer, er syntetiske. Men forbrugere verden over efterspørger i stigende grad sunde, naturlige farvestoffer i maden. Problemet med farvekilder som planter og insekter er, at de er kostbare at udvinde og trækker ned i miljøregnskabet. Men nu tyder forskningen på, at farver fra særlige svampe har et hidtil ukendt potentiale. Kan man dyrke dem og udvinde sunde, lysægte farvestoffer af dem? Og kan man gøre det i en proces, der er både billig, energieffektiv og miljømæssigt forsvarlig? 

 

Vi håber, det kan være med til at give jer indblik i, hvordan klassisk naturvidenskab hænger sammen med nogle af de moderne teknologier, som i disse år er med til at ændre på vores samfund.

 

Vi byder på en sandwich, når I ankommer kl. 11.30, hvorefter der vil være foredrag i ca. 1 time. Derefter vil vi gerne invitere jer til at blive og deltage i det ordinære program for Forskningens Døgn fra kl. 13.00 til 17.00.

 

Programmet fra kl. 13.00 til 17.00 er sammensat således, at publikum frit kan vælge mellem de mange spændende speedforedrag i auditorierne eller opleve eksperimenter, workshops, smagsprøver, udstillinger og mere i foyerområdet. Se mere om Forskningens Døgn på AU på au.dk/fd, hvor I også medio marts kan finde det endelige program.

 

Tilmelding

Der er bindende tilmelding senest torsdag den 2. april efter først til mølle-princippet på dette link: auws.au.dk/For_gymnasieelever_FD_2015

 

Læreren tilmelder sig selv og eleverne med angivelse af lærerkontaktinfo, klasse og årgang, antal elever osv.

Vi håber, I har mulighed for at deltage i denne dag i forskningens tegn, og vi vil glæde os til at byde jer indenfor på Aarhus Universitet til spændende forskningsformidling!

 

Med venlig hilsen

Anders Frølund
Chef for Events og Kommunikationsstøtte