Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris
Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris blev indstiftet den 28. maj 1956 i anledning af landsretssagfører Carl Holst-Knudsens 70-års fødselsdag, hvor han fratrådte som formand for bestyrelsen for det dengang selvejende Aarhus Universitet. Prisen blev uddelt første gang i 1958 og har siden - så vidt muligt - været uddelt den 28. maj. Prisen, der oprindelig var på 10.000 kr., er i 2010 vokset til 100.000 kr.
Prisen uddeles uden ansøgning som hædersgave til en dansk forsker, der fortrinsvis arbejder eller har arbejdet i tilknytning til Aarhus Universitet, og som er inde i et videnskabeligt arbejde og derunder har fremlagt et eller flere betydelige resultater, der giver løfter for det fremtidige arbejde. Prisen gives kun én gang til samme person.
Rektor Willy Munck (tv.) overrakte 28. maj 1956 Carl Holst-Knudsen en adresse, hvis indhold han umiddelbart forinden havde læst op for de forsamlede honoratiores i Aarhus Universitets aula.




