Biografi

Jens Chr. Skou på vej til kontoret på Biofysisk Institut i 1997. Foto: Axel Schütt
Jens Chr. Skou på vej til kontoret på Biofysisk Institut i 1997. Foto: Axel Schütt

Curriculum Vitae

 

Uddannelse

 

  • Æresdoktor (dr.med. h.c.), Københavns Universitet, 1985
  • Dr.med., Aarhus Universitet, 1954
  • Cand.med., Københavns Universitet, 1944
  • Student, Haslev, 1937

 

Karriere

 

  • Professor emeritus (pensioneret), 1988
  • Professor, Biofysisk Institut, Aarhus Universitet, 1978-88
  • Professor, Fysiologisk Institut, Aarhus Universitet, 1963-78
  • Lektor, Fysiologisk Institut, Aarhus Universitet, 1954-63
  • Læge, Ortopædisk Hospital, Aarhus, 1954
  • Adjunkt, Fysiologisk Institut, Aarhus Universitet, 1947-54
  • Klinisk uddannelse på Hjørring Sygehus og Ortopædisk Hospital i Aarhus, 1944-47

 

Priser

 

  • Nobelprisen i Kemi, 1997
  • Eric K. Fernströms Store Nordiske Pris, 1985
  • Anders Retzius-medaljen, 1977
  • Konsul Carlsens Pris, 1973
  • Novo Prisen, 1965
  • Leo Prisen, 1954

 

Medlemskaber

 

  • Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab
  • Deutsche Akademie der Naturforscher, Leopoldina
  • The European Molecular Biology Organisation (EMBO)
  • The National Academy of Sciences, USA
  • Æresmedlem, the Japanese Biochemical Society
  • Æresmedlem, the American Physiological Society
  • Academia Europaea

Fra Nordjylland til Nobel

 

Studier og krigstid

Jens Chr. Skou blev født i 1918 i den lille vestjyske havneby, Lemvig, som ældste søn af tømmer- og kulhandler Magnus Martinus Skou og hustru Ane-Margrethe Skou. Der fandtes på den tid ikke et gymnasium i Lemvig, så som 15-årig rejste Jens Chr. Skou til Haslev på Sjælland for at tage sin studentereksamen på en kostskole. Han fik sin eksamen i 1937, men vendte hjem til Lemvig uden at have besluttet sig for, hvad studenterbeviset skulle bruges til. En tennismakker, som læste medicin, fik ham imidlertid overbevist om, at medicinstudiet var et godt valg – og to dage efter startede Jens Chr. Skou på Københavns Universitet.

Studietiden var præget både af den tyske besættelse og af den danske modstandskamp. Jens Chr. Skou oplevede bl.a. sit fødehjem blive beslaglagt, likvideringen af en medstuderende, og at flere undervisere gik under jorden. Af frygt for besættelsesmagten aflagde Skou og de øvrige medicinstuderende i 1944 lægeløftet enkeltvist på et hemmeligt sted afsides universitetet.

Den efterfølgende turnus på et hospital i den nordjyske by Hjørring var også præget af krigen. Den unge Skou lærte derfor hurtigt at foretage mindre operationer, som gjorde det muligt for overkirurgen at forlade sygehuset for at deltage i indsamlingen af nedkastede våben til modstandsbevægelsen.

Fra kirurgi til forskning

Det var under opholdet i Hjørring, at Skou mødte sygeplejeeleven Ellen Margrethe Nielsen, som han blev gift med i 1948. Sammen har de 2 døtre. Det er også i Hjørring, at Skou for alvor begyndte at interessere sig for kirurgien, men vejen til en chefstilling inden for feltet krævede en doktorgrad, så i 1947 fik Skou arbejde på Ortopædisk Hospital i Aarhus for at skrive sin doktordisputats om mekanismen bag virkningen af lokalanæstetika (lokalbedøvelse). Han flyttede dog hurtigt videre, da han fik en stilling ved Fysiologisk Institut, hvor han fortsatte sine undersøgelser. Lønnen var lav, så udover undervisning og forskning havde Skou også timer som nattevagt for praktiserende læger i Aarhus.

Aarhus Universitet var på dette tidspunkt en meget ung institution med kun 19 års historie, og forskningsmiljøet var tilsvarende begrænset. Ud over professor Søren L. Ørskov og Skou selv bestod afdelingen af to andre unge læger. I fællesskab underviste disse 4 forskere ca. 140 medicinstuderende, som blev indskrevet årligt. Forskningen skred derfor langsomt frem, men Skou blev alligevel grebet af det videnskabelige arbejde, og i sommeren 1953 oplevede han et vendepunkt, da han fik mulighed for at besøge professor Nachmansohn fra Columbia University. Nachmansohn tilbragte hele sommeren på det marinbiologiske laboratorium i Woods Hole. Stedet var et knudepunkt for neurofysiologien, fordi der her var nem adgang til blæksprutter og dermed til forsøg med kæmpenerver, som ikke kan studeres tilsvarende hos andre dyr. Opholdet i Woods Hole blev en stor oplevelse for Skou, der pludselig befandt sig i et internationalt forskningsmiljø, hvor der færdedes personligheder, hvis navne han ellers kun kendte fra lærebøger og tidsskrifter.

Masser af krabber

I 1954 fik Jens Chr. Skou sin medicinske doktorgrad, og hans afhandling publiceredes på dansk under titlen Lokalanæstetika. Men hjemme i Aarhus havde den nyslåede dr.med. ikke adgang til nerver fra blæksprutter, og han besluttede derfor i stedet at bruge nerver fra krabber til sine studier. Krabbenerver har samme egenskaber som blækspruttenerver, da de også indeholder et proteinstof med høj enzymatisk aktivitet, men de har desværre ikke den samme størrelse – så der skulle bruges rigtig mange krabber. Jens Chr. Skou fik lavet en aftale med en fisker fra Norsminde, og i de følgende år udgik der en letgenkendelig lugt fra Fysiologisk Institut i Aarhus, hvor ca. 20-25.000 krabber måtte lade livet ved kogning, så de friske, sytrådstynde nervetråde kunne studeres. Det var disse studier, der førte til Skous beskrivelse af natrium-kalium-pumpen: et ion-transporterende enzym (Na,K-ATPase), som vedligeholder balancen mellem natriumioner (Na + ) og kaliumioner (K + ) i cellerne. Skou brugte ikke selv i første omgang betegnelsen ”pumpe” om enzymet, men publicerede i 1957 sin forskning i tidsskriftet Biochimica et Biophysica Acta under titlen: ”The Influence of Some Cations on an Adenosine Triphosphatase from Peripheral Nerves” (pdf). Det er denne artikel, der 40 år senere indbragte ham Nobelprisen.

En bemærkelsesværdig opdagelse

I 1963 udnævntes Jens Chr. Skou til professor ved Fysiologisk Institut. Identifikationen af natrium-kalium-pumpen skabte opmærksomhed om instituttet, og Aarhus Universitet blev i løbet af 1960’erne et af centrene i international målestok, når det gjaldt ekspertise inden for transport over cellemembranen – en position, som universitetet stadig holder den dag i dag. I Jens Chr. Skous tid som professor undergik instituttet en rivende udvikling, og på få år øgedes medarbejderantallet fra 4 til ca. 25. Skou selv fortsatte med at forske i strukturen og funktionen af det aktive transportsystem i cellerne og fik mange internationale forbindelser.

I 1988 gik Jens Chr. Skou på pension, men i 1997, da han tildeltes Nobelprisen i kemi, havde han fortsat sin daglige gang og sit kontor på universitetet og brugte stadig meget tid på sin forskning.


Mere information

Læs mere uddybende om Jens Chr. Skous karriere her: