Portræt

Godt jeg ikke fik nobelprisen som 40-årig

Foto: Jesper Rais / AU Kommunikation
Foto: Jesper Rais / AU Kommunikation

Aarhus Universitets første nobelprismodtager, Jens Chr. Skou, er netop fyldt 90. Hørelsen halter en smule, men derudover må de fleste halte langt efter Skou både fysisk og intellektuelt. Nobelprisen i kemi i 1997 blev toppunktet og slutstenen i en forskerkarriere, der aldrig var planlagt. CAMPUS har talt med Skou om barndommen i Lemvig, de unge år i København og Hjørring og selvfølgelig den banebrydende forskning på Aarhus Universitet.


Af Hans H. Plauborg
hhp@adm.au.dk

Uden for Jens Chr. Skous hjem på Rislundvej i Risskov holder en lille grå VW Lupo – den driftsikre sparebil par excellence, der udnytter sit brændstof så godt, at den kan køre over 30 kilometer på en liter. Selvfølgelig har den nu 90-årige professor emeritus fra Aarhus Universitet, der i 1997 vandt nobelprisen i kemi for sin opdagelse af natrium-kalium-pumpen, sådan en bil. Videnskabsmanden og bilen ligner simpelthen hinanden. Jens Chr. Skou har også været særdeles driftsikker og udnyttet sit brændstof usædvanligt godt i sit liv og sin karriere. Ikke noget med lange opslidende arbejdsdage på universitetet fyldt med kaffepauser og diskussioner med kolleger i laboratoriet til langt ud på aftenen. Næ, så hellere tidligt op, syv-otte timers effektivt og disciplineret arbejde og hjem til te med familien klokken fire. Og ikke noget med at belaste sjæl og legeme med arbejde i weekenden, hvor der i stedet blev tanket ny energi i form af tennis, badminton, sejlads og mange andre sportsaktiviteter.
– Friheden til at vælge mine egne arbejdsopgaver og tilrettelægge mit liv har ubetinget været det vigtigste i mit liv som forsker. Desuden har jeg altid haft et stort behov for at bevæge mig og dyrke fritidsinteresser, så derfor var det jo godt at have et job på universitetet, ler Jens Chr. Skou, der i oktober kunne fejre sin 90-års fødselsdag.
Og var det ikke, fordi der stod 1918 i dåbsattesten, ville man nægte at tro på, at manden, der ungdommeligt springer op og ned ad de stejle trapper i sit hjem, passer sin store have og sine halvanden tønder land ved sommerhuset på Mols sammen med sin 83-årige hustru Ellen Margrethe, så verdens lys endnu før den sidste granat var affyret på Vestfronten under 1. verdenskrig. Jens Chr. Skous fysik er simpelthen i særklasse, og den slags skal der både gode gener, en god portion held og disciplineret økonomikørsel gennem livet til for at opnå. Men hvorfor har Lupo’en fået lov til at erstatte den sorte herrecykel, der tidligere altid var hans trofaste køretøj? Den er han vel ikke blevet for gammel til?
– Næ, men jeg valgte alligevel at stille den til side for nogle år siden, efter at jeg blev torpederet af en højresvingende bilist på Ringgaden. Det blev jeg lidt forskrækket over, og så købte jeg Lupo’en. Min kone kan ikke lide den, så hun har en anden, fortæller Jens Chr. Skou, mens vi sidder i hans lille arbejdsværelse på førstesalen i Risskov-villaen. Kun hørelsen er ikke, hvad den har været, men da mikrofonanlægget til høreapparatet har tabt strømmen, må vi klare interviewet uden tekniske hjælpemidler.

Mødet med Maunsbach
På bordet ligger Jens Chr. Skous erindringer – i manuskriptform. Der er næppe tvivl om, at en væsentlig del af erindringerne drejer sig om det lange arbejdsliv som forsker, der den 15. oktober 1997 førte til den største hæder, der er blevet nogen århusiansk videnskabsmand til del: nobelprisen i kemi. Det var den dag, den ydmyge og beskedne søn af en tømmerhandler i Lemvig blev ringet op af sin chef, dekanen for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Arvid B. Maunsbach, der gerne ville se Skou til et møde på sit kontor kl. 14.
– Jeg sagde til ham, at det kunne jeg altså ikke, for jeg havde aftalt med min kone, at vi skulle på en tur ud i det fine efterårssolskin. Jeg var jo for længst blevet pensioneret, så jeg mente godt, jeg kunne tillade mig at sige nej, fortæller Jens Chr. Skou.
Men Maunsbach insisterede, og Skou cyklede lettere modvilligt ind på universitetet. Han regnede med, at mødet nok handlede om nedsættelsen af et bedømmelsesudvalg til et nyt professorat i biofysik. Det gjorde det også, men bagefter kunne han alligevel ikke få lov til at gå.
– Jeg blev lidt irriteret og sagde, at nu var der ikke mere at snakke om, så nu gik jeg altså. Da jeg kom ud på parkeringspladsen, var der en bil, der standsede, og ud steg en mand, der spurgte efter mig. Jeg gav mig selvfølgelig til kende, og han overrakte mig en kæmpe buket blomster. Jeg havde haft fødselsdag den 8. oktober, så jeg tænkte, at det var da lidt sent med sådan en buket. Men så kom Maunsbach og sagde: ”Jens Christian, det er nobelprisen. Vi må tilbage til mit kontor og vente på opringningen fra Stockholm.”
Og der sad de så og ventede og ventede. På en telefon, der skulle ringe, men ikke gjorde det.
– Jeg tænkte, at det nok ville gå mig ligesom Karen Blixen, da hun sad og lyttede ved radioen, fordi hun troede, hun skulle have nobelprisen, og så gik den til en anden. Men til sidst ringede telefonen alligevel.
– Kan du huske, hvad din første reaktion var?
– Det første, det fløj gennem hovedet på mig, var, om det nu også var fortjent. Det er meget ubehageligt at få noget, man ikke fortjener. Jeg tror, jeg sagde noget i retning af, om de da ikke kunne have givet prisen til en yngre mand. Men jeg blev nu hurtigt enig med mig selv om, at jeg ikke skulle spekulere over, om det var fortjent eller ej, siger Jens Chr. Skou, mens vi kigger på billeder fra de hektiske oktoberdage for 11 år siden. På et af dem giver den 79-årige nobelprisvinder sin autograf til en kvindelig fan.
– Det var da spændende sådan at skulle give autografer. Der var en voldsom tumult omkring den pris, og det blev jo egentlig ved to-tre år efter, fortæller Jens Chr. Skou.

Vejen til forskningen
Det står næppe skrevet i stjernerne hos nogen, at de en dag vil komme til at stå med en videnskabelig nobelpris mellem hænderne. I Jens Chr. Skous tilfælde stod der sågar ikke det mindste om forskning. Derimod stod der tømmerhandler over hele stjernehimlen.
– Jeg var den ældste søn i familien og var meget interesseret i min far og farbrors tømmerforretning. Hvis ikke min far pludselig var død af en infektion, da jeg var 12 år, var jeg ganske givet blevet tømmerhandler, fortæller han.
I stedet overtog farbroren og senere dennes sønner tømmerhandlen. Selv måtte han finde på noget andet. En dag dukkede der en ny ung mand op på tennisbanen i Lemvig, der havde den fine titel af stud.med.
– Han fortalte engageret om, hvordan det var at læse medicin i København. Det fik jeg lyst til, og sagde det til min mor. Hun blev vældig glad for at høre det, for hun var vist ved at være lidt nervøs over, at jeg ikke kunne beslutte mig for, hvad jeg ville.
Årene som medicinstuderende i København var en stor oplevelse for den vestjyske knægt, der var blevet ”tør bag ørene” efter tre år på en sjællandsk kostskole fra 1934-37.
– Jeg kunne vældigt godt lide at bo og læse i København. Der var mange kulturelle fristelser, og jeg gik til en masse kunstudstillinger og var ofte i Det Kongelige Teater. Jeg havde hørt, at medicinstudiet var meget hårdt, men jeg kunne nu godt lide det. Det handlede jo bare om at sætte sig ned og læse det, der skulle læses.Behovet for at være i nærheden af Vesterhavet forsvandt dog ikke med studieopholdet i hovedstaden, så da Jens Chr. Skou skulle ud i sin turnus, valgte han sygehuset i Hjørring.
– Arbejdsmæssigt var det en fantastisk tid – måske den bedste i mit liv. Det interesserede mig meget at være læge. Ikke mindst det håndværksmæssige i kirurgien var jeg fascineret af. Min chef på sygehuset var med i modstandsbevægelsen, så når han skulle hente våben, som englænderne smed ned, sagde han: ”Du kan gøre det færdigt nu, Skou,” og så fik jeg lov til at lave forskellige operationer.
Opholdet i Hjørring havde givet den unge læge ambitioner. Han ville være kirurg og senere gerne overlæge i faget. Men det krævede dengang, at man skrev disputats, så han søgte på opfordring en stilling på Fysiologisk Institut i Århus – og fik den. Det første skridt ind i forsknings- og undervisningsverdenen var taget. Men det var nu noget besværligt at være underviser og forsker, husker Jens Chr. Skou.
– Jeg havde jo aldrig undervist, men jeg kunne hurtigt konstatere, at jeg ikke var den bedste til det, for da halvdelen af semesteret var gået, var auditoriet tomt. Det gav mig lidt at spekulere over. Jeg kunne huske fra min egen tid i København, at jeg heller ikke selv gad at gå til forelæsninger, som jeg ikke fik noget ud af, så jeg begyndte at sætte mig ind i pædagogik, og hvordan man tilrettelægger god undervisning. Efterhånden blev jeg faktisk ret glad for at undervise, fortæller Jens Chr. Skou.
Og god, kunne han have tilføjet, hvis ikke lige det var for den vestjyske beskedenhed. For efter nogle år som underviser forærede nogle af de studerende ham en gyngestol som tak for god undervisning.

Universitetet i 40’erne
Forskningen lå heller ikke lige til højrebenet, viste det sig, selv om Jens Chr. Skou under sit ophold i Hjørring havde forsket lidt i behandling af hovedpine efter rygmarvsbedøvelser.
– Mine første forsøg udi forskningens verden var ikke særlig vellykkede. Men jeg var blevet meget interesseret i at vide mere om anæstesi (bedøvelse). Dengang i 40’erne var der ingen narkoselæger som i dag, så man brugte kloroform eller æter som bedøvelse, men det var en ubehagelig oplevelse for patienterne. Derfor var det bedre at bruge rygmarvsbedøvelse eller lokalbedøvelse, når man kunne slippe af sted med det. Spørgsmål var bare, hvilke mekanismer der lå bag lokalbedøvelsen. Det ville jeg gerne finde ud af.
– Hvordan var miljøet på Aarhus Universitet dengang midt i 40’erne?
– På Fysiologisk Institut var der en professor, to videnskabelige assistenter og så mig. Vi holdt ingen indbyrdes møder, men gik rundt for os selv og nussede med tingene. Professoren sagde til mig, at hvis jeg havde noget at spørge om, kunne jeg bare komme ind på hans kontor. Ellers måtte jeg gøre, som jeg ville. Vi havde intet socialt eller fagligt sammen. Da han døde, og jeg skulle skrive en artikel om ham, fandt jeg ud af, at han også havde forsket i aktiv transport mellem cellerne akkurat som mig. Det vidste jeg intet om, og jeg tvivler på, at han havde nogen ide om, hvad jeg lavede. Universitetet var en helt anden verden end den, jeg havde mødt på sygehuset, og jeg måtte famle mig frem.
– Men du søgte ikke tilbage til sygehusverdenen med det samme?
– Nej, nej. Sådan er jeg ikke. Nu var jeg gået i gang, og jeg skulle jo også have lavet den her disputats.
Disputatsen, der handlede om sammenhængen mellem lokale bedøvelsesmidlers evne til at bedøve og deres opløselighed i fedtstoffer, kom i hus i 1951, og så var Jens Chr. Skou egentlig klar til at vende tilbage til sygehusvæsenet. Men forskningen var gået ham i blodet. Han var blevet nysgerrig efter at trænge dybere ned i, hvordan lokalbedøvende stoffer egentlig virker på nervecellers membran.
– Jeg havde søgt en stilling på Bispebjerg Hospitals kirurgiske afdeling og fået den. Men jeg kunne godt fornemme, at jeg var kommet så langt med den her forskning, at jeg ikke bare kunne opgive den, så jeg spurgte min kone, om det var i orden, at jeg forskede lidt om aftenen. Hun var heldigvis mere realist end mig og sagde, at det ville da vist blive for utilfredsstillende. Så jeg ringede til Bispebjerg og sagde undskyld ulejligheden. Det var i grunden temmelig højrøvet, for på det tidspunkt var det meget svært at få stilling som læge. Desuden var lønnen jo meget dårligere som forsker end som læge. Man sagde dengang, at lønnen for en forsker svarede til lønnen for et reservepostbud. Heldigvis kunne jeg supplere min løn ved at tage nogle nattevagter som vagtlæge i Århus. Om morgenen tog jeg direkte ind på instituttet uden at have sovet, siger Jens Chr. Skou, som var det den naturligste ting i verden.

Krabber og pumper
Ellen Margrethe har stillet stempelkaffe og brød frem i køkkenet, så vi forlader arbejdsværelset og går nedenunder.
– Jeg forstår da ikke, hvorfor I vil sidde deroppe, siger hun, mens fotografen flytter lidt om på indretningen af køkkenet.
– Behøver du virkelig flere billeder, spørger Jens Chr. Skou, da fotografen igen begynder at knipse. Han glemmer dog hurtigt kameraet, da snakken igen falder på hans pionerforskning, som for alvor tog fart i 1950’erne.
Skou bestemte sig for at lave et eksperiment med et såkaldt monomolekylært lag af fedtstoffer fra nerver på en vandoverflade for på den måde at teste deres evne til at optage lokalbedøvelse. Håbet var at finde ud af, hvorfor nerveimpulsen bliver blokeret, og lokalbedøvelsen indtræffer. Man vidste allerede, at nerveimpulsen skyldes en åbning i nervecellens membran, hvorigennem der løber natrium. Man mente også, at natrium kommer ind i cellen via nogle kanaler, men hvordan sker det?
Efter eksperimentet sluttede Skou sig til, at natriumkanalerne er et protein, men for at kunne undersøge det protein nærmere måtte han have fat i et enzym med høj aktivitet.
Under et studieophold på det marinbiologiske laboratorium i Wood Hole i USA i 1953 kom han ved en tilfældighed til at læse en artikel om ATPase i kæmpeblæksprutters nervemembraner. ATP er cellernes brændstof, hvor energien frigøres ved spaltning af et fosfat fra ATP ved hjælp af et enzym – en såkaldt ATPase. Men Skou undrede sig over, hvilken rolle et energifrigivende enzym kunne spille i nervemembranen.
Da han kom hjem til Århus, begyndte han straks udse sig egnede dyr for at søge efter sådan en ATPase. Kæmpeblæksprutter var ikke sådan lige til at få fat i, så i stedet fik han en aftale med en lokal fisker i Norsminde, der kunne levere krabber fra Århus Bugt.
– Det største problem var i begyndelsen, hvordan man slog dem ihjel. Jeg forsøgte med en hammer, men så lå der jo krabbe over det hele, og jeg skulle bruge nerverne i benene. Jeg endte med at klippe benene af og så straks smide dem i kogende vand, så de døde. Ulempen var, at hele instituttet kom til at lugte af kogt krabbe. Min chef professor Ørskov spurgte flere gange, om jeg da ikke kunne have fundet et andet testobjekt, men det var jo lidt for sent, fortæller Skou om sine berømte og berygtede krabbeforsøg.
Desværre havde Skou svært ved at reproducere sine resultater.
– Jeg var jo interesseret i lokalbedøvelsesmidlers virkning på nerveimpulsen, og jeg mente, at det var nærliggende at undersøge, om der var nogen effekt af natrium og kalium på enzymaktiviteten. Problemet var bare, at jeg fik meget varierende resultater, hver gang jeg tilsatte natrium eller kalium.
Efter en syv uger lang sommerferie i 1955 kom Skou dog tilbage med fornyet energi. Det slog ham, at han havde koncentreret sig om natrium og kalium hver for sig, så han begyndte at lave nye forsøg.
– Jeg fandt ud af, at natrium alene gav en ringe forøgelse af enzymaktiviteten og dermed af spaltningshastigheden af ATP, og kalium gav overhovedet ingen effekt, men en kombination af natrium og kalium gav en meget stor enzym­aktivitet.
Skou spekulerede på, om enzymet kunne have noget at gøre med det indre i membranen, som førte til nerveimpulsen, men blev hurtigt klar over, at det ikke kunne være tilfældet. Derimod tydede forsøgene på, at enzymet kunne være involveret i den transport af natrium ud af cellen og kalium ind i cellen, som er nødvendig for at opretholde en lavere koncentration inde i cellen end udenfor. Med andre ord måtte hans enzym være involveret i den aktive transport af ioner gennem cellemembranen og ind til selve cellen. Enzymet måtte fungere som en slags pumpe – heraf det senere navn ”natrium-kalium-pumpen”.
– Jeg mente dermed, at jeg havde opdaget noget nyt, og skrev min artikel om det, som blev publiceret i 1957. Men der var ingen overhovedet, der troede på det. De spurgte, hvordan i alverden et enzym kunne transportere ioner. Et enzym kan fungere som katalysator for en proces, ikke som et transportsystem. Jeg stod helt alene med den opfattelse, husker Jens Chr. Skou.

Snydt af kollega
Hans artikel med den umulige titel ”The influence of some cations on an adenosine tri­phosphatese from peripheral nerves” blev ikke godnatlæsning for ret mange forskere. Teorien om en pumpefunktion i nervecellers membran havde været fremme siden 1941, men ingen havde fundet beviset, så hvorfor skulle danske Skou have gjort det?
– Der vil altid være modstand mod nye synspunkter i forskningsverdenen. Jeg kan huske, at jeg både var stædig og temmelig frustreret i de år. Så var det godt at have undervisningen at falde tilbage på. Når den så gik godt, tænkte man, o.k., man gør da i det mindste et stykke arbejde, som der kommer noget ud af.
Gennembruddet for ideen om pumpen kom, da Skou efter en konference kom til at tale med en amerikansk forskerkollega, som han havde mødt i Woods Hole i 1953. Kollegaen var overbevist om, at Skou havde bevist, at enzymet var transportsystemet, og i 1960 skrev han en artikel om sine egne forsøg med aktiv transport i røde blodlegemer. Han brugte Skous indsigter fra krabbeforsøgene, men ”glemte” at citere, at Skou i sin 1957-artikel havde påvist, at enzymet havde noget at gøre med den aktive transport.
– Det blev jeg noget sur over. Jeg tænkte, at jeg havde været for naiv og ikke vidst, hvor konkurrencebetonet forskning er, fortæller Jens Chr. Skou.
Historien fik dog en lykkelig udgang. Den amerikanske kollega undskyldte ved en fælles sammenkost sin ”ugerning”, og redaktørerne ved det ansete videnskabelige tidsskrift Physiology Review, der formentlig godt vidste, at amerikaneren ikke havde behandlet Skou helt fair, bad nu Skou om at skrive en oversigtsartikel om enzymer som transportsystemer. Herefter var ingen længere i tvivl. Danske Skou havde opdaget den pumpe, der skaber transporten af ioner gennem cellemembranen, og som er årsag til den spændingsforskel, der er hele forudsætningen for nerveimpulser og muskelkontraktioner.

Højdepunktet og slutstenen
Resten af Jens Chr. Skous forskerkarriere gik med at forstå implikationerne af den mekanisme, han havde opdaget. Med sin sædvanlige beskedenhed skynder han sig at tilføje, at han ikke ydede nogen skelsættende indsats i det fortsatte arbejde. Og det gjorde han muligvis heller ikke rent forskningsmæssigt, men han fik dog forskningen i ionpumper til at blomstre på Aarhus Universitet, og i dag er grundforskningscenteret PUMPKIN ved universitetet under ledelse af professor Poul Nissen et af de absolut førende i den forskning. I 2007 lykkedes det således Skous arvtagere at rydde forsiden og det meste indholdet i en udgave af tidsskriftet Nature med deres påvisning af, hvordan ionpumper ser ud og fungerer.
Selv holdt Skou først helt op med sin forskning, efter han var blevet 80. I årene efter sin pension fortsatte han med at lave teoretisk arbejde. Blandt andet lærte han sig at programmere, så han selv kunne gennemregne forskellige modeller.
– Da jeg fyldte 85, sagde min kone, at nu måtte jeg holde op med at give foredrag, og det var jeg enig med hende i. Man skal ikke vente, til de sidder dernede i auditoriet og siger til hinanden: ”Det foredrag skulle han ikke have holdt.”
– Hvad kom nobelprisen til at betyde?
– Jamen den var da både højdepunktet og slutstenen i mit arbejde. Den betød, at jeg de efterfølgende to-tre år ikke kunne lave andet end at give foredrag og alt muligt andet, der havde med nobelprisen at gøre. Jeg var godt i gang med at regne på en masse data, og jeg var glad for det, men nobelprisen gav et afbræk fra det, så jeg ikke kunne vende tilbage. På den måde var det godt, at jeg ikke fik prisen som 40- eller 50-årig. Så havde det ødelagt karrieren.
– Var du fortsat med at forske, hvis du ikke havde fået nobelprisen som 79-årig?
– Ja, bestemt da. Så var jeg fortsat nogle år endnu.

Ødelæggende forskningsfinansiering
De seneste par år har Jens Chr. Skou kastet sig ud i en heftig debat om finansiering af forskning. Han mener, det er ødelæggende for forskningen, at forskerne i dag er tvunget til at bruge meget tid på at søge om eksterne midler til deres forskning. Og han har ved mange lejligheder sagt, at hvis de forhold, der gælder i dag, var blevet tilbudt ham dengang, havde han aldrig fået en nobelpris, simpelthen fordi han ville have forladt universitetet.
– Med det nuværende system er der risiko for, at den forskning, der virkelig kunne være interessant, slet ikke når at komme på bordet, men ender i gruppen af ikke-støtteværdige projekter. Da jeg påstod, at et enzym kan transportere ioner, sagde folk, at jeg vrøvlede. Jeg havde aldrig fået penge til at undersøge det under det nuværende system. Man glemmer, at det er med forskning som med olieboring: Den platform, der producerer olie, skal selvfølgelig have de nødvendige midler, men alle ved, at brønden en dag er tom. Derfor skal der hele tiden bores efter nye brønde med den risiko, at der ikke er noget at hente. Når olien springer, opvejer det i mange tilfælde udgifterne ved de forgæves boringer, siger Jens Chr. Skou, der efterhånden har opgivet at bruge tid på at få politikerne i almindelighed og videnskabsminister Helge Sander i særdeleshed til at forstå, hvad forskning er.
I stedet har han brugt tiden på at skrive sine erindringer og passe haverne – både den i Risskov og den ved sommerhuset på Mols.
– Her i sommer prøvede jeg også at spille tennis igen for første gang i nogle år. Min datter var begyndt, og så skulle jeg lige prøve at spille mod hende. Men det var simpelthen en ynk. Nu sætter jeg ikke mine ben på en tennisbane igen, ler Jens Chr. Skou.

Interviewet blev bragt i universitetsavisen CAMPUS nr. 19, den 8. december 2008