Information for mentors

Information til mentorer vedr. bolig

En mentors opgaver i forbindelse med studerendes ankomst og bolig.

Mange, men ikke alle, udvekslingsstuderende vælger at søge bolig via AU Housing Service. AU har adgang til ca. 800 boliger på mange forskellige kollegier, boligselskaber og hos private udlejere. Som mentor har du nedenstående opgaver i relation til den studerendes bolig:

  • Kontakt din mentee og aftal om han/hun har brug for din hjælp i forbindelse med ankomst og bolig.
  • Spørg din mentee hvornår han/hun ankommer, og hvornår hans/hendes boligkontrakt starter (de to datoer er ikke nødvendigvis sammenfaldende.)
  • Spørg din mentee om han/hun har bolig via AU Housing Service eller selv har skaffet sig en bolig evt. via fremleje.

Har din mentee selv skaffet sig en bolig:

  • Aftal med din mentee om du skal hente nøglen hos udlejeren.

Har din mentee fået bolig via AU Housing Service:

  • Har din mentee bolig via AU Housing Service, og ankommer han/hun udenfor ICs åbningstid, kan du afhente din mentees nøgle. Nøglen afhentes i boligreceptionen på Internationalt Center, Høegh Guldbergs Gade 4, 8000 Aarhus C. Find åbningstider her. Det er vigtigt, at du henter nøglen så tæt på din mentee’s ankomstdato som muligt, fordi din mentee ellers fortaber sin mulighed for at få foretaget indflytningssyn.
  • Det er ikke muligt at afhente en nøgle før din mentee’s kontraktstartsdato. Falder kontraktstartsdatoen i en weekend (fx hvis den 1.2. er en søndag), kan nøglen først hentes om mandagen. Der er INGEN undtagelser herfor, og det vil uanset grunden IKKE være muligt at hente en nøgle inden kontraktstart. Ankommer din mentee inden han/hun kan overtage sin bolig, findes info om hostels mv. her. Det er din mentee’s egen opgave at reservere midlertidig bolig fra ankomst og indtil boligen kan overtages.
  • Når du henter en nøgle på Internationalt Center udleveres der sammen med nøglen en hvid informationsmappe med kontrakt og andet infomateriale. Endvidere er der et link til en online samling af alle informationer om lejemålet, den såkaldte ’Residence folder’. Fortæl din mentee at stort set alle svar på de spørgsmål, han/hun måtte have om sin bolig findes der. Brug gerne lidt tid sammen med din mentee på at gennemgå de emner, der findes i ”residence folder.”
  • Om muligt kan du følge din mentee ud til sin nye bolig. Gør du det, vil det være en stor hjælp for din mentee, hvis du på adressen hjælper ham/hende med at finde ud af de fælles forpligtigelser, der er mange steder, og hvordan man får adgang til fælles faciliteter. Det kan være køkken eller rengøringsordningen på et kollegium, husordenen på et privat lejemål eller hvordan man får adgang til vaskeri eller andre fælleslokaler.

Find mere information om AUs mentor/buddy program her.