Klassifikation af data
Dataklassifikation er et centralt punkt for informationssikkerheden på Aarhus Universitet. Hvis ikke vi klassificerer vores data, og behandler data henhold til deres klassifikation, risikerer vi fx at personoplysninger bliver kompromitteret eller at patentansøgning må trækkes tilbage. Det er derfor vigtigt at vi som både studerende og medarbejdere er opmærksomme på, hvilke data det er vi behandler.
Aarhus Universitet har fire forskellige typer af data:
- Offentlige data
- Interne data
- Følsomme data
- Fortrolige data
Offentlige data: Defineret som data, som alle, der udtrykker et ønske om det, har eller kan få adgang til. Det kan fx være data på offentlige hjemmesider, uddannelsesbrochurer m.v. Disse data kræver som udgangspunkt ikke nogen særlig beskyttelse, dog skal man sikre, at kun godkendte personer kan redigere i disse data.
Interne data: Defineret som data, der kun må anvendes og kommunikeres internt, og som i den daglige drift er nødvendige for de brugere, der skal anvende dem. Det kan fx dreje sig om mødereferater, blanketter, fakturaer mv. Interne data kræver en vis grad af beskyttelse. Som minimum skal man sikre, at kun godkendte personer har adgang til både at læse og ændre data.
Følsomme data: Defineret som data, der er omfattet af Lov om behandling af personoplysninger. Følsomme data kræver ekstra høj grad af beskyttelse. Adgangen skal begrænses til så få godkendte personer som muligt, og kryptering skal overvejes. Følsomme data må aldrig opbevares eller behandles på privat udstyr, og hvis data flyttes til eksterne medier, skal der anvendes kryptering. Vær også opmærksom på, at der kan være behov for indgåelse af databehandler aftaler og anmeldelse til datatilsynet. Se mere på datatilsynets hjemmeside.
Fortrolige data: Defineret som de data, som kun særligt betroede brugere kan få adgang til for at kunne udøve deres arbejdsfunktioner, og hvor et brud på fortroligheden kan være skadelig for AU eller vores samarbejdspartnere. Det kan fx dreje sig om ansøgninger, kontrakter, regnskabsdata mv. Fortrolige data kræver en høj grad af beskyttelse. Adgangen skal begrænses til godkendte personer, og anvendelse af kryptering bør overvejes, specielt ved overførsel til eksterne medier eller tjenester. Fortrolige data data må aldrig opbevares eller behandles på privat udstyr.
Ved at klikke på billedet til højre, kan du se hvordan du klassificerer dine data.





