Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik udnævnt til æresalumne ved Aarhus Universitet

Pressemeddelelser 2008

Foto: Søren Kjeldgaard/ AU-foto I anledning af Aarhus Universitets 80-års-fødselsdag har universitetet i dag udnævnt Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik til æresalumne. Kronprinsen modtog i forbindelse med udnævnelsen en skulptur, udført af billedhugger Hanne Varming.

Overrækkelsen fandt sted i forbindelse med højtidligheden i Aulaen. Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen begrundede bl.a. udnævnelsen ved:

- Det er mig en usædvanlig stor fornøjelse at indstifte Aarhus Universitets Æresalumnepris. Prisen uddeles ved universitetets årsfest til en kandidat fra Aarhus Universitet, der på en enestående måde har skabt positiv opmærksomhed omkring universitetet. Det er en udsøgt ære for mig i dag at kunne annoncere, at den første modtager af Aarhus Universitets æresalumnepris er Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik.

- Kronprinsen er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har ved sine studier her fortsat Hendes Majestæt Dronningens eksempel. Kronprinsen bidrog med energi og entusiasme til det unikke studiemiljø på universitetet og i Århus. Gennem erhvervelsen af kandidatgraden i statskundskab har Kronprinsen forberedt sig på de store opgaver for Danmark, som han varetager.

- Det har været et meget stort privilegium for Aarhus Universitet at være rammen om Kronprinsens akademiske uddannelse, og vi glæder os over at kunne tildele Dem den allerførste æresalumnepris, sagde rektor

Kronprinsen modtog i februar 1995 sit eksamensbevis overrakt af daværende rektor Henning Lehmann, der roste ham for ikke blot at have gennemført studiet på normeret tid, men også at have gennemført det med imponerende præcision og sans for fordybelse.

Pressefoto af rektor Lauritz B. Holm-Nielsen og H.K.H. Kronprinsen (2,15 Mb)
Foto: Søren Kjeldgaard/ AU-foto

Yderligere oplysninger:

Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen (8942 1141 – 2338 2126) eller pressechef Anders Correll (8942 2331 - 2899 2235).


12. september 2008
Anders Correll
Pressechef, rektoratet
ac@adm.au.dk