Generalsekretær Anders Fogh Rasmussen udnævnt til æresalumne ved Aarhus Universitet

Pressemeddelelser 2009

I anledning af Aarhus Universitets 81-års-fødselsdag har universitetet i dag udnævnt generalsekretær i Nato Anders Fogh Rasmussen til æresalumne. Anders Fogh Rasmussen modtog i forbindelse med udnævnelsen en skulptur, udført af billedhugger Hanne Varming.

Overrækkelsen fandt sted i forbindelse med højtideligheden i Aulaen. Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen begrundede bl.a. udnævnelsen med:

– Det er med stolthed, at jeg i dag udnævner dig til æresalumne. Du er et fremragende forbillede for Aarhus Universitets studerende. Du blev cand.oecon. i 1978, og du er (indtil videre) den eneste af universitetets kandidater, som er nået hele vejen til landets mest betydningsfulde politiske post.

Rektor understregede, at universitetet havde lagt mærke til Anders Fogh Rasmussens dybe forståelse for universiteternes rolle i samfundet og for landets udvikling i globaliseringens tidsalder. Og at han som statsminister indsigtsfuldt og med stor nysgerrighed havde engageret sig i diskussioner på det højeste akademiske niveau i verdens førende tænketanke og på universiteter i forbindelse med etableringen af Globaliseringsrådet

– Da den private Universitetsundervisning i Jylland var ved at blive etableret, skrev en avis, at det måske kunne udvikle sig til en skole for pigerne fra oplandet. Så vi kan vel godt trække lidt på smilebåndet, når vi nu har landets kronprins og landets tidligere statsminister som æresalumner, sagde rektor Lauritz B. Holm Nielsen.

Det var en både stolt og glad Anders Fogh Rasmussen, der modtog prisen.

- Det var med stor stolthed, at jeg tog min eksamen fra Aarhus universitet. Selvom jeg ikke altid var enig med underviserne har jeg igennem hele min karriere gjort brug af de mange kompetencer og den viden, jeg har opnået igennem min studietid. Jeg har altid følt mig tæt knyttet til Aarhus Universitet og med denne pris er båndet til universitetet blevet endnu stærkere.

Se uddelingen af prisen som årets æresalumne til Anders Fogh Rasmussen som stream

Æresalumneprisen ved Aarhus Universitet

Prisen blev indstiftet i 2008. Den består af en skulptur, udført af billedhuggeren Hanne Varming, og den uddeles ved årsfesten til en kandidat fra Aarhus Universitet, som på en enestående måde har bidraget til samfundets udvikling og dermed understreget universitetets betydning. Den første prismodtager var Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik.

Yderligere oplysninger

Pressechef for rektoratet Anders Correll, tlf. 2899 2235


11. september 2009

Rasmus Stensgaard
Informationskontoret
rst@adm.au.dk