Aarhus Universitet i front ved uddeling af EliteForsk-priser

Pressemeddelelser 2010

Adrian Favell
Lars Arge
Kurt Vesterager Gothleff

Forskere fra Aarhus Universitet modtog onsdag den 27. januar tre ud af i alt fem EliteForsk-priser ved det årlige arrangement på Ny Carlsberg Glyptoteket. Priserne på hver 1,2 mio. blev uddelt af Videnskabsminister Helge Sander og gives til nogle af landets dygtigste og mest talentfulde forskere.

De tre forskere fra Aarhus Universitet er professor Adrian Favall fra humanoira (Afdeling for Europastudier), professor Lars Arge (Datalogisk Institut) og professor Kurt Vesterager Gothelf (Kemisk Institut/Interdisciplinary Nanoscience Center), begge ved naturvidenskab.

- Uddelingen af EliteForsk-priserne bekræfter igen i år, at Aarhus Universitet har mange dedikerede unge forskere og ph.d.-studerende, og det er meget fortjent, at prismodtagerne får en synlig anerkendelse for deres forskning og deres engagement, siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.

Fire ph.d.-studerende modtog således også hver ét af de eftertragtede Eliteforsk-rejsestipendier på 300.000 kr. til længerevarende studieophold ved et internationalt forskningsmiljø. Det er Casper Bindzus Foldager (Ortopædisk Forsknings Laboratorium, Århus Universitetshospital); Camilla Møhring Reestorff (Nordisk Institut); Maria Muusgaard (Kemisk Institut); og Kristoffer Laigaard Nielbo (Afdeling for Religionsvidenskab).

Endelig er tre forskere fra Aarhus Universitet blevet belønnet med Det Frie Forskningsråds Ung Eliteforskerpris på 200.000 kr. Det er Nicolaj Krog Larsen (Geologisk Institut), Kim Christensen (Institut for Økonomi, CREATES) og Mariola Monika Golas (Anatomisk Institut).

Dermed modtager ialt 10 forskere priser ved årets EliteForsk-arrangement.

Læs mere om de tre modtagere af den store EliteForsk-pris fra Aarhus Universitet:

  • Adrian Favell, professor ved ‘GLOREA’ (Center for Global and Regional Studies), Institut for Historie og Områdestudier.
    Adrian Favell er hovedsageligt kendt for sit arbejde om international migration og har blandt andet analyseret de vesteuropæiske landes forskellige kulturelle reaktioner på integrationen af indvandrere, særligt med hensyn til nye, muslimske borgere
    Læs mere om prismodtager Adrian Favell
  • Lars Arge, professor på Datalogisk Institut
    Lars Arge er blandt verdens førende hjerner i arbejdet med at udvikle algoritmer, der gør det muligt at nyttiggøre de meget store mængder information, som den digitale udvikling har medført. Hvert sekund skabes og opsamles så store mængder data verden over, at selv de kraftigste computere ikke har regnekraft til at få noget fornuftigt ud af dem. Med Lars Arges supereffektive algoritmer bliver de store opgaver pludselig overkommelige.
    Læs mere om prismodtager Lars Arge
  • Kurt Vesterager Gothelf, professor i organisk nanokemi ved Kemisk Institut og Center for DNA Nanoteknologi ved iNANO.
    Kurt Vesterager Gothelf forsker i anvendelsen af dna som et programmerbart molekyle. Målet med forskningen er at programmere materialer til at organisere sig selv, på samme måde som det sker i naturen ved hjælp af bl.a. dna i cellerne. Udover studier i selvorganiseringsmekanismer forsker Kurt Gothelf og hans kolleger i udvikling af fremtidens dna-baserede sensorer og dna-baseret medicin.
    Læs mere om prismodtager Kurt Vesterager Gothelf

 

EliteForsk-prisen består af 1 mio. kr. til forskningsaktiviteter inden for eget forskningsområde og en personlig hæderspris på 200.000 kr.

Yderligere oplysninger

Kontakt prisvinderne:

Adrian Favell, tlf. 8942 2469, email: ihoaf@hum.au.dk

Lars Arge, tlf. 8942 9336, email:large@cs.au.dk

Kurt Vesterager Gothelf, tlf. 8942 3907, email: kvg@chem.au.dk

eller

Pressechef Anders Correll, mobil 2899 2235

 

Find flere oplysninger om alle prismodtagerne på www.eliteforsk.dk