Aarhus Universitet udnævner syv ledende internationale forskere til æresdoktorer

Pressemeddelelser 2010

Foto: Roar Paaske/AU-Foto
Foto: Roar Paaske/AU-Foto

Aarhus Universitet udnævner ved universitetets årsfest den 10. september syv tætte samarbejdspartnere til æresdoktorer. Samarbejdet finder sted inden for forskning, undervisning og i de videnskabelige netværk, og det er med til at sikre Aarhus Universitet nære forbindelser til internationalt førende forskning. Titlen gives i år til ledende forskere inden for så forskellige områder som husdyrbrug, marketing, litteraturhistorie, organisationsteori, biodiversitet, medicinsk nyreforskning og teologi.

Højtideligheden finder sted ved årsfestens eftermiddagsarrangement i Aulaen.

De syv kommende æresdoktorer er:

Æresdoktor ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet:

Professor Daniel Gianola
College of Agricultural & Life Sciences, Department of Animal Sciences, University of Wisconsin-Madison, USA

Æresdoktor ved Handelshøjskolen:

Professor Jan-Benedict E.M. Steenkamp
University of North Carolina at Chapel-Hill, USA

Æresdoktor ved Handelshøjskolen og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet:

Professor Emeritus William Richard Scott
Stanford University, USA

Æresdoktor ved Det Teologiske Fakultet:

Professor Friedrich Wilhelm Graf
Indehaver af lærestolen for systematisk teologi og etik ved Ludwig Maximillians Universitet i München, Tyskland

Æresdoktor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet:

Professor Pierre J. Verroust
UMRS 592, Institut de la Vision, Paris, Frankrig

Æresdoktor ved Det Naturvidenskabelige Fakultet:

Professor Robert E. Ricklefs
Department of Biology, University of Missouri-St. Louis, St. Louis, USA

Æresdoktor ved Det Humanistiske Fakultet:

Professor Hans Ulrich Gumbrecht
Division of Literature, Cultures and Languages ved Stanford University, USA

Nedenfor følger korte præsentationer af de syv kommende æresdoktorer.

Professor Daniel Gianola, College of Agricultural & Life Sciences, department of Animal Sciences, University of Wisconsin-Madison, udnævnes som æresdoktor ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.

Daniel Gianola er pioner, hvad angår udvikling af metoder til analyse af genetiske problemstillinger hos husdyr. Hans metodeudvikling har haft stor betydning, også for dansk landbrugsforskning, som blev bekendt med hans arbejde i 1990, hvor han besøgte og underviste på Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet for første gang. Daniel Gianola har siden videreudviklet og anvendt brugen af biometriske modeller og metoder inden for dette område med stor gennemslagskraft. Hans forskning har stor opmærksomhed, ikke mindst i Europa, hvor arbejdet med husdyr i stigende grad giver anledning til spørgsmål om dyrenes sundhed og dyrevelfærd. Hans bog om disse metoder ”Likelihood, Bayesian, and MCMC Methods in Quantitative Genetics” fra 2002 er en grundbog for alle, der arbejder videnskabeligt med kvægavl. Den dokumenterer samtidig den store indflydelse, han har globalt på området.

Daniel Gianola har undervist i en lang række sydamerikanske og europæiske lande samt i Australien og Taiwan.

For yderligere oplysninger:

Dekan Just Jensen, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet

E-mail: just.jensen@agrsci.dk

Tlf.: 89991680

Mobil: 40821680


Professor Jan-Benedict E.M. Steenkamp, University of North Carolina at Chapel-Hill, udnævnes til æresdoktor ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.

Jan-Benedict E.M. Steenkamp forsker i global marketing, i vurdering af effektiviteten af marketingstrategier og inden for marketing research-teknikker. Han er forfatter til fem bøger og mere end 100 internationale peer-reviewed tidsskriftsartikler, i fx Journal of Marketing, Marketing Science, Journal of Consumer Research og International Journal of Research in Marketing. Han var den mest citerede forsker på området i 1997-2007 og er nr. 33 på Top 100-listen over de mest citerede forskere inden for ” economics and business”. Han har vundet adskillige priser og har selv i 2008 lagt navn til en ny med titlen ”The Jan-Benedict E.M. Steenkamp Award for Long-term impact”, stiftet af ”European Marketing Academy” og ” International Journal of Research in Marketing”.

ASBs Institut for Marketing og Statistik og især ASBs fødevareresearch-center, ”MAPP Centre”, har haft et tæt undervisnings- og forskningssamarbejde med Jan-Benedict E.M. Steenkamp gennem flere år.

Yderligere oplysninger hos:

Professor og Institutleder Hans Jørn Juhl, Institut for Marketing og Statistik, Handelshøjskolen

E-mail: hjj@asb.dk

Tlf.: 89486473


Professor Emeritus, William Richard Scott, Stanford University, udnævnes til æresdoktor ved Handelshøjskolen og Institut for Statskundskab på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.

W. Richard Scott har gennem en livslang forskerindsats haft afgørende betydning for udviklingen af den institutionelle organisationsteori, udsprunget af et frugtbart sociologisk forskningsmiljø på Stanford University, som har påvirket forskere verden over. Med bogen ”Institutions and Organizations – Ideas and Interests” fra 2008 markerer han sig igen med et vigtigt opdateret bidrag til nyinstitutionel teori.

En anden bog, fra 1981,”Organizations – Rational, Natural and Open Systems”, har været brugt på universitetsstudier verden over og var i en periode fast pensum på statskundskab på Aarhus Universitet. Mange kalder den ”organisationsteoriens leksikon”, og den seneste reviderede udgave fra 2007 har gjort bogen til et endnu vigtigere videnskabeligt værk. Scott viser bl.a., at stærke institutionelle kræfter kan trække i retning af imitation og homogenitet, men han peger også på nødvendigheden af, at forskningen beskæftiger sig med de komplekse processer, der både kan omforme regler og normer til stærke retningslinjer – og kan skabe konflikter og ændringer.

Scott har besøgt Skandinavien og Aarhus Universitet i flere omgange og har gode kontakter til forskere på både Handelshøjskolen og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.

For yderligere oplysninger:

Institutleder Jørn Flohr Nielsen, Institut for ledelse, Handelshøjskolen

E-mail: jflohr@asb.dk

Tlf.: 89486828


Professor Friedrich Wilhelm Graf, indehaver af lærestolen for systematisk teologi og etik ved Ludwig Maximillians Universitet i München, udnævnes til æresdoktor ved Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet.

Friedrich Wilhelm Graf er en af de mest fremtrædende protestantiske teologer i Tyskland, men han bevæger sig hjemmevant i både den nordiske og den angloamerikanske teologiske kultur. Han har siden 1986 især beskæftiget sig med systematisk teologi ved universitetet i München, har været Heisenberg Stipendiat ved det tyske forskningsråd, professor i Augsburg og ved Universität der Bundeswehr i Hamburg. Han er medlem af en række videnskabelige selskaber og modtog i 1999 som den første teolog nogensinde den prestigefyldte Leibniz-pris fra Deutsche Forschungsgemeinschaft. Han har lagt megen forskning i bl.a. Ernst Troeltschs forfatterskab og historie, er præsident for det tyske Ernst Troeltsch-selskab og har ved sin egen lærestol taget initiativ til, at der arbejdes med nye emner som fx bioetik. Han har siden 2000 været gæsteprofessor ved Seigakuin Universitetet i Tokyo og har gæstet Aarhus Universitet to gange. I sine nyeste bøger bidrager han især med forskning i og refleksioner over det ændrede religiøse landskab i Europa.

For yderligere oplysninger:

Professor Viggo Mortensen, Afdeling for Systematisk Teologi, Det Teologiske Fakultet

E-mail: vm@teo.au.dk

Tlf.: 89422311


Professor Pierre J. Verroust, UMRS 592, Institut de la Vision, Paris, udnævnes til æresdoktor ved det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.

Professor Pierre J. Verroust har siden 2008 været ansat i to omgange som gæsteprofessor ved Anatomisk Institut, Aarhus Universitet. Professor Erik Ilsø Christensen fra Anatomisk Institut har gennem 20 år arbejdet tæt sammen med Pierre J. Verroust om banebrydende forskning i de processer, der er afgørende for nyrernes optag af proteiner og vitaminer, og sammen har de publiceret mere end 30 videnskabelige artikler i førende internationale tidsskrifter. I 1988 beskrev Pierre J. Verroust et nyt protein i nyrerne, dengang kaldet gp280. Siden blev proteinet klonet i forskningssamarbejde med bl.a. professor Søren K. Moestrup fra Institut for Medicinsk Biokemi, Aarhus Universitet. Proteinet, nu benævnt cubilin, er vigtigt for vævenes optag af vigtige vitaminer som fx B12 og D3. Professor Verroust er en af verdens førende forskere på dette område med en lang række publicerede videnskabelige arbejder bag sig.

Professor Verroust har via sit omfattende netværk formidlet samarbejdet mellem en række internationale forskere. Gennem især de sidste tyve år har hans arbejde haft stor betydning for den forskning, der foregår på området ved Anatomisk Institut og Institut for Medicinsk Biokemi.

For yderligere oplysninger:

Professor Erik Ilsø Christensen, Anatomisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

E-mail: eic@ana.au.dk

Tlf.: 89423057


Professor Robert E. Ricklefs, Department of Biology, University of Missouri-St. Louis, St. Louis, USA, udnævnes til æresdoktor ved Det Naturvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.

Professor Robert E. Ricklefs forsker i økologi, evolution og biogeografi. Han er især kendt for sin forskning i fuglenes udviklingshistorie og i historiske faktorers betydning for udviklingen af økologiske samfund og deres artsrigdom. Han undersøger de faktorer, der styrer naturlig udvælgelse, artsdannelse, arters udbredelse, samt hvor mange arter der findes et givent sted, og hans forskning har været helt afgørende for den integration af evolutionær tænkning i den moderne økologi, som foregår i disse år. Professor Ricklefs har besøgt Aarhus Universitet flere gange og samarbejder løbende med ansatte og studerende ved Biologisk Institut som taler ved konferencer, gæsteforelæser, som vært for ph.d.-studerende og i fælles forskningsprojekter. Hans forskning danner grundlag for meget af den forskning, der udføres på Aarhus Universitet for at forstå, hvad der bestemmer biodiversitetens fordeling, globalt og regionalt, historisk og økologisk. Temaer, der er af stor betydning for den biologiske forskning på Biologisk Institut, Danmarks Miljøundersøgelser og Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet.

For yderligere oplysninger:

Institutleder Michael Møller Hansen, Biologisk Institut, Det Naturvidenskabelige Fakultet

E-mail: michael.m.hansen@biology.au.dk

Tlf.: 89423219

Mobil: 40247191


Professor Hans Ulrich Gumbrecht, Division of Literatures, Cultures and Languages ved Stanford University,USA, udnævnes til æresdoktor ved Det Humanistiske Fakultet, Aarhus Universitet.

Hans Ulrich Gumbrecht har været professor i litteratur siden 1975, først i Tyskland, siden 1989 ved Stanford University. Han er bl.a. medlem af the American Academy of Arts and Sciences. Han forsker i litteraturhistorie, især middelalderens litteratur, men også i litteraturteori samt i spansk og tysk litteraturhistorie. Han har bl.a. udgivet en ny spansk litteraturhistorie og har været medredaktør på en tilsvarende tysk. Han er en markant fortolker af Tyskland i efterkrigstiden og efter ungdomsoprøret, og i øjeblikket arbejder han på et værk om de første 10 år efter anden verdenskrig. Udvandringen fra Tyskland til USA er et andet centralt emne, hvor hans egne erfaringer som migrant spiller med.

Han har gennem en årrække været tilknyttet Aarhus Universitet og danske forskermiljøer generelt. Var gæsteprofessor ved Aarhus Universitet i to omgange og har forelæst helt op til i dag på Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Syddansk Universitet og Copenhagen Business School.

Hans store produktion af bøger og videnskabelige artikler er oversat til mere end tyve sprog.

For yderligere oplysninger:

Lektor Mads Rosendahl, Afdeling for Literaturhistorie, Det Humanistiske Fakultet

E-mail: litmrt@hum.au.dk

Tlf.: 89421838