Derfor halter hjælpen til Pakistan

Pressemeddelelser 2010

Danskernes villighed til at bidrage til nødhjælpsarbejde afhænger af, hvilke typer katastrofer der er tale om. Vi vil helst sende penge til katastrofer, der kommer pludseligt og hurtigt.

Det kræver pludseligt opståede naturkatastrofer, der måske også rammer danskere, før vi her i landet i større omfang bidrager til nødhjælpsorganisationernes arbejde i katastrofeområder.

– Derfor har det indtil nu skortet på danskernes lyst og vilje til at give penge til nødhjælpsarbejdet i Pakistan, konstaterer lektor Peter Lodberg fra Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet efter den træge start på indsamlingen af penge til det katastroferamte land, hvor oversvømmelser truer næsten 20 millioner mennesker.

Langsom katastrofe
Peter Lodberg stod i en årrække i spidsen for Folkekirkens Nødhjælp, hvor han har erfaringer med, hvilke typer katastrofer, der får danskerne til hurtigt at gribe til pengepungen.

– Tsunamien i Sydøstasien i 2004 var et klassisk eksempel på en naturkatastrofe, som kom ud af det blå, uden at man kunne give nogen skylden. I Pakistan har oversvømmelserne bredt sig langsomt, uden at vi har fået en fornemmelse af, at det er nu, det sker. Og så har det været vanskeligt for de internationale medier at få adgang til katastrofeområderne, siger Peter Lodberg.

– For indsamlinger til nødhjælp er det vigtigt, at medierne har let adgang til et område, og at de hurtigt kan være i katastrofeområdet i stort omfang. Det forklarer bl.a. den omfattende hjælp til Haiti efter jordkælvet først på året, siger Peter Lodberg. Her var der også nogle klare danske vinkler på katastrofen med den danske FN-udsending, der blev levende begravet, og forfatteren Jørgen Leths sammenstyrtede hus.

Hjælp til dem, der ligner os
Vi hjælper først og fremmest dem, som ligner os og dem, vi kender, fastslår psykologiprofessor Henrik Høgh-Olesen.

– Der er ingen grænse for vores medfølelse, når vi kan identificere os med en situation, eller måske selv kunne have stået i den, som det var tilfældet med tsunamien, der slog ned på feriestrandene i Thailand, siger Henrik Høgh-Olesen.

Han peger på, at eksperimentel forskning viser, at vi har mere empati og er mere tilbøjelige til at hjælpe, når vores hjerne tror vi er beslægtede med katastrofeofre.

Derfor vækker det også vores medfølelse, når et problem bliver konkret – f.eks. ved at pressen fokuserer på nødlidende børn.

– Det narrer det basale register i vores hjerne til at tro, at vi kender det konkrete menneske, og så føler vi også større omsorg.