Pedalatleterne har ikke ændret holdning til doping

Pressemeddelelser 2010

Det er hverken moral, ønsket om fairplay eller frygten for helbredet, der afholder cykelryttere fra at tage doping. Men frygten for at blive hængt ud i pressen for urent trav afholder mange ryttere fra at benytte sig af epo, bloddoping og andre veje til at fremme sine præstationer på landevejene.

Det siger dopingforskeren Ask Vest Christiansen fra Institut for Idræt ved Aarhus Universitet. Han har sammenlignet holdningen til doping hos tre grupper af danske cykelryttere. Undersøgelsen viser, at holdningen til doping bliver mindre og mindre negativ og mere pragmatisk, efterhånden som rytteren nærmer sig internationalt niveau.

Præget af opdragelsen

– Unge ryttere under 23 år var tydeligt præget af den antidoping-opdragelse, de får i klubberne. Spørger man så ryttere i den nationale elite bliver modstanden mod doping mindre udtalt, konstaterer Ask Vest Christiansen.

Han slår fast, at doping sandsynligvis ikke er udbredt blandt rytterne på de mindre danske hold.

– Holdningen er, at doping er unødvendigt og desuden svært at få fat i.

Kalkuleret risiko

Blandt de professionelle danske ryttere, der begår sig internationalt er der delte meninger om doping.

– Nogle sagde, at de brugte doping. Andre undlod det, fordi de mente, det var for risikabelt, for dyrt eller for svært at organisere. De sundhedsmæssige argumenter eller ønsket om fairplay var ikke afgørende, siger Ask Vest Christiansen.

Han siger doping foregår ud fra en simpel risikokalkule. Rytterne vurderer risikoen for at blive afsløret i forhold til de positive resultater, de kan opnå, og som evt kan sikre dem en ny og bedre kontrakt.

– Nogle kommer frem til, at de kan betale sig, andre kommer til den modsatte konklusion. Hvis en rytter har de rigtige folk til at hjælpe sig, er der rimelig lav risiko for at blive testet positiv, selv med den intensiverede jagt, der er på dopingbrugere, siger Ask Vest Christiansen.