Aarhus Universitet øger igen optaget af nye studerende

2011 tegner til at blive et nyt rekordår for antallet af optagne bachelorstuderende på Aarhus Universitet. 6.604 ansøgere har fået tilbudt en studieplads – men der er stadig ledige pladser på enkelte uddannelser.

30.07.2011 | AU Kommunikation

Ansøgerne til de danske universiteter har i år bredt deres søgning ud både geografisk og fagligt. Det betyder, at Aarhus Universitet igen i år formentlig vil optage rekordmange nye bachelorstuderende. I første omgang har 6.604 ansøgere fået tilbudt en studieplads, hvilket er en stigning på knap 3 pct. i forhold til rekordåret 2010 og en stigning på ca. 18 pct. i forhold til 2009. Væksten er særligt stor på de naturvidenskabelige uddannelser, hvor Aarhus Universitet i år kan tilbyde 1.036 nye studerende en plads, hvilket er en fremgang på 16 pct. i forhold til 2010. Blandt højdespringerne er Matematik–økonomi og Kemi med stigninger på henholdsvis 65 og 46 pct.

- Det er meget glædeligt igen i år at kunne tilbyde et rekordstort antal unge mennesker en uddannelse på Aarhus Universitet. De unge har virkelig vist vejen ved at søge bredt ind på universitetet og også gå efter uddannelser, som samfundet efterspørger, siger rektor på Aarhus Universitet Lauritz B. Holm-Nielsen med henvisning til de store stigninger inden for bl.a. naturvidenskab og sprogfagene.

- Fremgangen betyder også, at universitetet lever op til sin aftale med regeringen om et meroptag i 2011, konstaterer rektoren.

Stadig ledige pladser

Fra midnat natten til lørdag vil ansøgere via internettet kunne se, om de er kommet ind på ét af de ønskede studier, og de kan samtidig bekræfte deres studieplads digitalt. Afviste ansøgere har mulighed for at få personlig vejledning i de kommende hverdage; enten via chat, via telefon eller ved at møde op hos Aarhus Universitets studievejledning.

Aarhus Universitet gentager desuden det succesfulde vejlednings-arrangement, som havde premiere sidste år. Her kan de studiesøgende høre mere om de uddannelser, hvor der stadig er ledige pladser, som kan søges indtil 9. august. Det drejer sig først og fremmest om en række naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige uddannelser som f.eks. Nanoteknologi eller International Communication and Multimedia på AU Herning, men også enkelte humanistiske uddannelser kan optage flere studerende.

Arrangementet bliver afholdt den 5. august kl. 10-16 i Informations- og Vejledningscenteret.

Psykologi kræver højest snit

Medicinstudiet er i år blevet overhalet af Psykologi som det studium, der har den højeste adgangskvotient. På Psykologi kræver det et karaktergennemsnit på 10,3 at komme ind via kvote 1, mens ansøgerne til Medicin skal have mindst 10,1 i snit. Antropologi, som har fået hele 83 pct. flere ansøgninger end sidste år, er ligeledes blevet sværere at komme ind på. Her er adgangskvotienten steget fra 9,0 til 10,0 på grund af den store interesse fra de unge.

Ansøgere til Aarhus Universitet kan se resultatet af deres ansøgning via Selvbetjeningen på mit.au.dk  fra den 30. juli kl. 00:01.

Læs mere om studievejledning og ledige pladser på bachelor.au.dk/ledigepladser.

Læs også:

Flere oplysninger:

Pressechef Anders Correll, tlf: 2899 2235
Vicedirektør Maria Volf Lindhardt, AU Studieadministration, tlf: 4017 9754
Arts: Prodekan for uddannelse Marianne Ping-Huang: tlf. 2980 8275
Science and Technology: Prodekan for uddannelse Tom Vindbæk Madsen: tlf. 2899 2116
Health: Prodekan for uddannelse Berit Eika: tlf. 2899 2463
Business and Social Sciences: Prodekan for uddannelse Peter Østergaard: tlf. 2679 8554

Nyt fra ledelsen, Uddannelse, Forside au.dk, Nyheder