Aarhus Universitet rykker frem på rangliste

Aarhus Universitet rykker 12 pladser frem på Shanghai-ranglisten over verdens bedste universiteter. Dermed er universitetet nu nr. 86 og blandt årets højdespringere på listen.

16.08.2011 | AU Kommunikation

Fremgangen for Aarhus Universitet skyldes, at forskerne ved universitetet har fået flere artikler publiceret i de anerkendte tidsskrifter Science og Nature i de senere år, og at universitetet totalt set har fået publiceret flere artikler i de mange anerkendte videnskabelige tidsskrifter. Endelig giver det også point på ranglisten, at Dale T. Mortensen, Institut for Økonomi, sidste år modtog Nobelprisen i økonomi i 2010.

- Det er flot, at vi er rykket frem som nr. 86 i verden og nr. 28 i Europa. Det er et godt signal til omverdenen, fordi  en god placering har stor betydning, når studerende og forskere vælger universitet. Og Aarhus Universitet har nu i nogle år været blandt verdens top-100 universiteter på en række forskellige ranglister. Men jeg vil gerne understrege, at der ikke findes én entydig måde at måle universiteternes kvalitet på, siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.

Shanghai-ranglisten, der formelt hedder Academic Ranking of World Universities, er blevet udarbejdet siden 2003 og er dermed den ældste af de anerkendte ranglister over verdens bedste universiteter.  Det amerikanske universitet Harvard har toppet ranglisten i alle årene, og amerikanske universiteter besætter i år 16 ud af de første 18 pladser.

Vedhæftede opgørelse viser placering af Aarhus Universitet og de andre danske universiteter, som optræder på listen.

Flere informationer:

  • Pressechef Anders Correll, tlf. 2899 2235
Nyt fra ledelsen, Forside au.dk, Presse