Dansk professor får Kinas højeste akademiske udmærkelse

Professor Flemming Besenbacher, iNANO, Aarhus Universitet, modtog den 18. januar 2012 den såkaldte Award for International Scientific Cooperation.

19.01.2012 | AU Kommunikation

Flemming Besenbacher er æresdoktor ved ni kinesiske universiteter, og nu hædres han med endnu en fornem pris i det store rige.

Prisen, der uddeles af Chinese Academy of Sciences (CAS), er den højeste udmærkelse, en udenlandsk forsker kan opnå i det kinesiske akademiske system, og den er aldrig tidligere blevet tildelt en dansker.

Den gives til de forskere, der har leveret særligt store bidrag til at fremme forsknings- og innovationssamarbejde mellem CAS og udenlandske forskningsinstitutioner.

Flemming Besenbacher, der har spillet en afgørende rolle for udviklingen af nanoscience på Aarhus Universitet og i Danmark, har samarbejdet med det kinesiske videnskabs-akademi siden 1990, og har haft stor betydning for dansk-kinesiske relationer inden for forskning og uddannelse.

Som leder af iNANO-centeret har han haft stor andel i udvekslingen af forskere og ph.d.-studerende til og fra Kina, og han har derfor ligeledes deltaget udviklingen af det såkaldte Sino-Danish Centre, der fra i år giver danske studerende mulighed for at tage en kandidatuddannelse i Kina.

Professoren, der både herhjemme og i udlandet er kendt som 'Mr. Nano', modtog i 2010 det prestigefyldte Einstein-professorat fra Chinese Academy of Sciences, og han er samtidig æresdoktor på ni kinesiske universiteter.

Han overtog med indgangen til 2012 posten som bestyrelsesformand i Carlsbergfondet, hvor han siden 2005 har været medlem af direktionen.

Yderligere oplysninger:

  • Prof. Flemming Besenbacher; mobil: 2338 2204
  • Videnskabelig koordinator Kaj Mikael Jensen; mobil 2338 2024
Priser, Navne , Science and Technology, Forside au.dk