Egyptens oprør er ikke revolution

Der er ikke revolution i Egypten - endnu - og demokrati eller præstestyre er blot to af mange mulige scenarier. En paneldebat på Aarhus Universitet aflivede flere myter om Mellemøstens uroligheder.

17.02.2011 | Gunver Lystbæk Vestergård

Kort over twitter-opdateringer fra Egypten fordelt på sprog. Blå er engelsk og rød er arabisk. Kilde: Kovas Boguta, www.kovasboguta.com.

Adjunkt Morten Valbjørn (tv) og lektor Mark Sedgwick. Foto: Lars Kruse/AU-foto

- Jeg vil begynde med følgende spørgsmål: Kommer der revolution i Egypten? At jeg stiller dette spørgsmål, betyder ikke, at jeg ikke har fulgt med i nyhederne.

Mark Sedgwick, lektor ved Arabisk- og Islamstudier og dr.phil. i islamisk historie, er den første på podiet ved paneldebatten den 16. februar om Mellemøstens Fremtid. Gennem de næste ti minutter tryner han de unge tilhøreres fremtidshåb om, at en demokrati-tsunami snart vælter ind over den arabiske verden.

- Det, der reelt er sket i Egypten, er, at en gammel syg mand ude af trit med virkeligheden er gået på pension, anfører Mark Sedgwick, der som en af de eneste forudså, at præsident Mubaraks styre var truet.

– En revolution kræver ikke blot at et regime fjernes, påpeger Mark Sedgwick, men også at der sker en overførelse af magt, og i Egyptens tilfælde kræver det, at militæret trækker sig.

Østeuropa 1989 eller Iran 1979?

Auditoriet denne onsdag eftermiddag er propfyldt, og størstedelen af tilhørerne er studerende. De sidste ugers voldsomme, historiske folkeoprør i først Tunesien og så Egypten er tydeligvis begivenheder, der optager dem.

Den næste oplægsholder er Morten Valbjørn, der er adjunkt og har en ph.d.-grad fra statskundskab samt en suppleringsuddannelse i mellemøststudier. Han vælger at dissekere det enten-eller-billede, der præger debatten om Egyptens fremtid især blandt danske medier og politikere: Enten ser vi en demokratisering, som da muren faldt i Østeuropa efter 1989, eller også ender det med et religiøst rædselsregime à la Iran 1979.

Men Morten Valbjørn hiver en hel palet af mulige historiske analogier frem blandt andet:

  • Den franske revolution 1789 der begyndte godt men endte i et rædselsregime, hvor revolutionen åd sine egne børn.
  • Egyptens eget militærkup i 1952 hvor kong Farouk blev væltet med løfter om, at militæret ville genindføre civilt styre. Men generalerne har siddet på magten siden og har blot skiftet uniformerne ud med habitter.
  • 1989 i Jordan: En kort periode med demokratiske reformer, der få år efter endte med et liberaliserende autokrati med meningsløse valg til et magtesløst parlament.
  • 2002 i Tyrkiet: en demokratiseringsproces med et post-islamisk regeringsparti og en stigende grad af civil kontrol over et stærkt sekulært militær.
  • 1998 i Indonesien: En inklusiv demokratiseringsproces med islamiske partier, hvis opbakning imidlertid svinder.

Morten Valbjørn påpeger, at Egyptens fremtid kan ende med ikke at blive nogen af ovenstående eller en blanding af flere af dem. Det altafgørende er, hvordan det nye styre formår at indfri befolkningens ønsker:

- Et folk gør ikke oprør, fordi det har det skidt, men fordi det har nogle forventninger til tilværelsen, som ikke bliver indfriet af magthaverne, siger han. 

Araberne elsker demonstrationer   

Den sidste debattør er Thomas Fibiger, der i 2010 blev ph.d. fra Aarhus Universitet på en afhandling om historieopfattelser, religiøs identitet og politik i Bahrain. Han gør det klart, at demonstrationerne i Mellemøsten ikke er en spontan februar-happening men en kulmination på en årelang proces.

- Der har været demonstrationer i Golfen de sidste mange år. Bahrain er for eksempel  det land i verden med flest demonstrationer målt efter indbyggertal.

Herefter gives debatten fri, og der bliver blandt andet spurgt ind til vestens rolle i udviklingen. Skal vi hjælpe eller se til fra sidelinjen? Den griber Mark Sedgwick straks og giver et svar, der påfører auditoriet en latent flovhed over vestlig arrogance.

- Dem, der går forrest på Tahrir-pladsen, tilhører det segment, jeg kalder ”the hip-protestors”. Det er unge veluddannede og globaliserede mennesker. Ja, de er faktisk mere globaliserede end mange af os. De ved alt det, vi har snakket om her i dag, og de behøver ingen hjælp fra Vesten for at forstå, hvad der foregår, siger han og fremhæver samtidig, hvordan nye medier som Facebook og Twitter har gjort det muligt for gruppen at mobilisere sig.

Ikke overraskende spørger flere tilhører også ind til muligheden for at se flere regimefald i Mellemøsten. Morten Valbjørn svarer lommepoetisk:

- Men plejer at sige, at ”what happens in Vegas stays in Vegas” men ”what happens in Egypt does not stay in Egypt”.

Læs mere:

Arrangement, Nyheder, Forskning, Mennesker og kulturer, Samfund og politik