EU-formandskabet har mistet glansen

Rollen som formandsland for EU har mistet status efter Lissabontraktaten. Det handler mere om god mødeforvaltning end selvprofilering, hvilket kan få konsekvenser for medlemslandenes engagement i opgaven.

16.05.2012 | Af Marie Groth Andersen

Europaminister Nicolai Wammen medgiver, at op mod 80 procent af dagsordenen for et EU-formandskab er givet på forhånd. Alligevel mener han, at varetagelsen af formandskabet for EU er af stor betydning for Danmark. Vi sidder for bordenden og har serveretten, pointerer han. Foto: Anders Trærup/AU Kommunikation

Europaminister Nicolai Wammen medgiver, at op mod 80 procent af dagsordenen for et EU-formandskab er givet på forhånd. Alligevel mener han, at varetagelsen af formandskabet for EU er af stor betydning for Danmark. Vi sidder for bordenden og har serveretten, pointerer han. Foto: Anders Trærup/AU Kommunikation

EU-Formandskabet er en forvaltningsopgave, hvor statsministerens rolle er blevet reduceret markant med Lissabontraktaten, påpegede Derek Beach. Foto: Anders Trærup/AU Kommunikation

EU-Formandskabet er en forvaltningsopgave, hvor statsministerens rolle er blevet reduceret markant med Lissabontraktaten, påpegede Derek Beach. Foto: Anders Trærup/AU Kommunikation

Præmissen for formandskabet er markant ændret, siden Danmark i 2002 var formand for EU. Det er blevet langt sværere for et formandsland at markere sig politisk, og vi kommer derfor ikke til at genopleve scener som i 2002, hvor tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen kunne besegle udvidelsen af EU fra 15 til 25 lande med ordene ”We have an agreement”.

Den ændrede formandsrolle blev den 2. maj debatteret på Aarhus Universitet ved en særlig forelæsning arrangeret af Institut for Statskundskab med blandt andre lektor Derek Beach og adjunkt Rasmus Brun Pedersen i panelet.

Lissabontraktaten havde som hovedformål at skabe et mere demokratisk og effektivt EU. Det betød blandt andet øget magt til Europa-Parlamentet i EU’s lovgivningsproces. Samtidig introducerede man en præsidentrolle for EU-samarbejdet og oprettede en højtstående repræsentant for EU’s udenrigspolitik. Målet var at sikre kontinuitet og effektivitet i EU’s lovgivnings- og repræsentationsopgaver, men det har samtidig betydet, at et formandslands regering er mindre synlig under de roterende formandskaber, forklarer Rasmus Brun Pedersen.

– Idéen med de roterende formandskaber er at sikre ligelig repræsentation af medlemsstaterne og at sikre legitimiteten gennem delt ledelse. Men den ændrede struktur åbner også for et dilemma. På den ene side har man behovet for en effektiv og velfungerende institution, og på den anden side har de enkelte medlemsstater behov for profilering og synlighed som formandsland. Muligheden for profilering er forsvundet fra det roterende formandskab, som i stigende grad er blevet en lovgivningsmaskine og ikke en platform, som statslederne kan sole sig på internationalt.

Mindre attraktivt at være formandsland

Lektor i statskundskab Derek Beach har forsket i traktatændringernes betydning for formandskabet. Han mener, at de ringere profileringsmuligheder gør formandskabet mindre attraktivt for medlemsstaterne.

– Man har fjernet muligheden for at sætte emner på dagsordenen, og statsministerens rolle er blevet langt mindre, efter at man har indført de faste repræsentanter i EU. Det betyder, at landene investerer mindre tid og færre penge i formandskabet, hvilket kan få betydning for lovgivningsprocessen, sagde Derek Beach og leverede samtidig en konspirationsteori om baggrunden for ændringen:

– Man gør formandskabet så lidt attraktivt for medlemsstaterne, at det til sidst kan flyttes over på de faste repræsentationer, som oftest kører et formandskab i tæt parløb med Ministerrådets sekretariat. Allerede nu er det påfaldende, hvor stort et sammenfald der er mellem formandskabets program og kommissionens mærkesager. Det belgiske formandskab i 2010 bliver ofte fremhævet som et af de mest effektive formandskaber. På det tidspunkt havde Belgien ingen regering og dermed ingen mærkesager. Det siger alt; formandskabet er en forvaltningsopgave, lød det fra Derek Beach.

Dog roste han det danske EU-formandskabs evne til at få samtlige ikke-eurolande med i finanspagten med undtagelse af Tjekkiet og Storbritannien.

– Det er et fingeraftryk, der vil noget. Danmark er gode brobyggere, men i forhandlingen inden for Ministerrådet, hvor der vedtages lovgivning, er Danmark blot en forvalter.

80 procent af dagsordenen er givet på forhånd

Selvom det danske formandskab nu har indledt slutspurten og om blot halvanden måned giver stafetten videre til Cypern, havde europaminister Nicolai Wammen afsat tid til at deltage i et EU-debatmøde om EU’s udvidelse, som fandt sted på Aarhus Universitet ugen efter. Her gav han sin vurdering af rollen som formandsland til UNIvers.

Europaminister Nicolai Wammen har selv kaldt formandskabet for et ”rugbrødsformandskab” og har sammenlignet opgaven med at skabe ”A bridge over troubled water”. Han medgiver, at en stor del af dagsordenen er givet på forhånd.

– Man overtager 80 procent af dagsordenen fra det forrige formandskab, 10 procent handler om kriser, som man ikke kan forberede på forhånd, og de resterende 10 procent udgør så egen dagsorden, vurderer europaministeren.

Alligevel mener han, det er af stor interesse for Danmark at have formandskabet.

– Som formandsland sidder man for bordenden og har serveretten. Vi har en stor interesse i at være med til at sikre, at EU bevæger sig i den rigtige retning, og det giver formandskabet mulighed for. Vi har blandt andet sat vækst og jobskabelse højt på dagsordenen, herunder grøn vækst, sagde Nicolai Wammen.

Arrangement, EU