EU skal vokse sig større og stærkere

EU’s udvidelse var mandag til debat på Aarhus Universitet, og hverken Europaminister Nicolai Wammen eller de to EU-eksperter fra Aarhus Universitet var i tvivl om, at EU fortsat skal vokse sig større. Men udvidelsen skal ske mere kontrolleret end tidligere.

07.05.2012 | Marie Groth Andersen

EU's udvidelse var mandag til debat på Aarhus Universitet. Europaminister Nicolai Wammen debatterede med de to EU-eksperter fra Aarhus Universitet Philipp Schröder (i midten) og Derek Beach (th.) Foto: Anders Trærup/AU Kommunikation

EU's udvidelse var mandag til debat på Aarhus Universitet. Europaminister Nicolai Wammen debatterede med de to EU-eksperter fra Aarhus Universitet Philipp Schröder (i midten) og Derek Beach (th.) Foto: Anders Trærup/AU Kommunikation

Europaminister Nicolai Wammen var glad for at være tilbage i de vante rammer på Aarhus Universitet, hvor han studerede, blandt andet sammen med Derek Beach, som også var en del af panelet ved dagens debat. Foto: Anders Trærup/AU Kommunikation

Nicolai Wammen på talerstolen under debatten. Her slog han fast, at EU er fundamentet bag et Europa uden væbnede konflikter. Foto: Anders Trærup/AU Kommunikation

Selvom EU i øjeblikket har nok at gøre med at holde sammen på sig selv og kæmper med stigende arbejdsløshed, lav vækst, euro-krise og et Grækenland og Spanien i dyb økonomisk krise, så er udvidelse af fællesskabet stadig et vigtigt punkt på EU’s dagsorden. Vi kan ikke udelukkende fokusere på de interne problemer i EU, for så at glemme det internationale udsyn og udskyde udvidelsen af EU, pointerede Europaminister Nicolai Wammen på dagens debatmøde.

- Det er en fejl at tænke sådan. Vi skal fortsat gøre en indsats for at udvide fællesskabet. Men vi er blevet mere opmærksomme på, at nye medlemsstater skal være parate til at blive optaget, for i dag betaler vi prisen for, at vi ikke har været strenge nok tidligere, lød det fra Nicolai Wammen.

- Nye lande vil i fremtiden blive bedømt hårdere end lande, der tidligere er blevet optaget. For ja, vi er blevet klogere.

Nicolai Wammen fremhævede især den fortsatte udvidelse som en nødvendighed for fortsat at sikre fred i Europa.

- I EU kæmper vi stadig internt, ikke længere med tanks og bomber, men derimod ved forhandlingsbordet.

Derfor er det ifølge europaministeren også vigtigt, at få indlemmet et land som Serbien.

- De fleste af os i dette lokale kan huske de massakrer og den ondskab, der fandt sted på Balkan. Vi troede ellers ikke, det kunne ske i Europa efter 2. Verdenskrig. Hvis ikke Vestbalkan skal forblive med at være et sted, hvor fjendskab kan finde sted, skal landene blive en del af den europæiske sti, så de forpligtes til ikke at gå i krig med hinanden, sagde Nicolai Wammen.

Udvidelse af EU er en fordel økonomisk og politisk

De øvrige paneldeltagere talte også for en udvidelse af EU. Lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet Derek Beach fremhævede ligesom europaministeren de politiske og ikke mindst sikkerhedspolitiske fordele ved en udvidelse. Han gik endda så langt som til at kalde EU’s evne til at samle og konsolidere Øst- og Vesteuropa for en af de største udenrigspolitiske succeser i verdenshistorien.

- De fordele, vi har opnået i forhold til Østeuropa, vil også gælde ved optagelse af Tyrkiet i EU. Tyrkiet kan spille en væsentlig rolle for at bygge bro mellem Europa og Mellemøsten og Afrika, idet landet kan inspirere til muslimsk demokrati.

Også økonomisk vil en udvidelse være en fordel, påpegede professor i økonomi ved Aarhus Universitet Philipp Schröder.

- Modstandere af udvidelsen af EU bruger ofte argumentet om, at når vi lukker nye medlemslande ind, bliver de gamle medlemsstaters bid af kagen mindre. Men argumentet holder ikke, for kagen vokser i takt med udvidelsen. Jo flere lande vi er, jo større er den økonomiske power, og den øgede konkurrence får landene til at løbe stærkere. Naturligvis er der ulemper forbundet med udvidelsen, men fordelene er størst, vurderede Philipp Schröder.

 

Se video fra debatmødet på det danske EU-formandskabs hjemmeside eu2012.dk

EU, Arrangement, Forside au.dk