Folkeuniversitetet begynder ny oplysningssæson

Folkeuniversitetet har taget hul på en ny sæson, og ifølge rektor Sten Tiedemann er folkeoplysningen stadig vigtig for samfundet.

31.08.2011 | Peter Nicolaisen

Den 30. august slog det aarhusianske folkeuniversitet atter dørene op for efterårssemestrets forelæsninger og kurser. Universitetet for almindelige mennesker, som rektor Sten Tiedemann kalder det, har haft jævnt stigende deltagerantal de sidste ti år og nåede sidste år op på 50.000 tilmeldinger. En rekord, der meget vel kan blive overgået i 2011.

Sten Tiedemann mener, at Folkeuniversitetet spiller en vigtig rolle i samfundet, og at en af Folkeuniversitetets vigtigste opgaver er at medvirke til at give deltagerne overblik over såvel verdenssituationen som hverdagen.

– Samfundet har brug for aktive borgere, der på et oplyst grundlag kan deltage i demokratiet. Her spiller Folkeuniversitetet en vigtig rolle. Der er nemlig ikke andre steder, almindelige borgere kan få den viden, vi udbyder. Jeg ser Folkeuniversitetet som en del af grundlaget for, at vi kan have et velfungerende demokrati. Men der er jo også mange, der ”bare” kommer her for at blive klogere på sig selv og andre ved eksempelvis at følge kurser i psykologi eller mindfullness.

Nyttig viden

Sten Tiedemann mener, at den tilegnede viden i mange tilfælde kan bruges i flere af livets facetter. Han oplever, at mange deltagere ved Folkeuniversitetet får en viden med sig, som bruges både på jobbet og privat.

– Mange deltagere melder sig for eksempel til kurser om Mellemøsten, fordi de har meget at gøre med personer af anden mellemøstlig herkomst i deres job. Som udgangspunkt gør de det for at blive bedre til deres job, men deres nye viden om disse kulturer gør, at de bedre forstår disse mennesker generelt. På den måde tror jeg, at en øget viden kan være med til at give et mere tolerant samfund, siger Sten Tiedemann.  

Godt publikum

Hos Folkeuniversitetet oplever de en tendens til, at forskerne i stigende grad går op i at formidle. Ifølge Sten Tiedemann var det tidligere forskningen, der fyldte det hele for forskerne. Det har rykket sig, og specielt blandt unge forskere er formidling til almindelige mennesker blevet populært.

– Formidling var lidt øv engang. Sådan er det ikke mere. Mange forskere kan især godt lide at formidle deres forskning til den brede befolkning. De kan også godt lide vores publikum, fordi tilhørerne altid brænder for emnet. Ellers havde de jo ikke betalt penge for at komme ind at høre forelæsningen, siger rektoren, der 30. august påbegyndte sit elvte år i spidsen for det populære folkeuniversitet.

Arrangement, Videnudveksling, Studerende