Forskningens Døgn på AU sætter Europas udfordringer under lup

Institut for Matematik bliver forvandlet til en smeltedigel af sjove og tankevækkende præsentationer og demonstrationer af AU’s forskning til årets Forskningens Døgn under temaet EUROPA. Minister for forskning, innovation og videregående uddannelser Morten Østergaard kigger også forbi.

20.04.2012

Forskere fra Aarhus Universitet står klar til at dele deres viden til Forskningens Døgn.

Unge som gamle kan få pirret nysgerrigheden, når Forskningens Døgn løber af stablen på Aarhus Universitet. Her ses en episode fra sidste års arrangement, der havde temaet kærlighed. I år er temaet Europa. Arkivfoto: Lars Kruse/AU Kommunikation

Forskere fra Aarhus Universitet vil dele ud af deres viden om blandt andet vores religiøse rødder, vægttab, anti-doping, nanoscience, sædkvalitet, overgæld, kritiske råstoffer, og svare på spørgsmål som; Skal arbejdsmarkedet tilpasses seniorer? Er slankekur altid den bedste løsning for overvægtige? Hvad er fremtiden for Europas fossile brændsler?

Kort sagt mange af de ting, som har stor betydning for vores hverdag, velfærd og sundhed som borgere i Europa.

Minister for forskning, innovation og videregående uddannelser Morten Østergaard gæster arrangementet først på eftermiddagen.

Arrangementet henvender sig til både børn, unge og voksne, og det er gratis at deltage.


Tid og sted

Arrangementet afholdes fredag den 20. april 2012 kl. 13-18 i auditorier og foyerområde omkring Institut for Matematik, bygning 1530 i Universitetsparken.

Kontakt

  • Kommunikationsmedarbejder Charlotte Boel, cbo@adm.au.dk eller på  8715 3038

Læs mere om Forskningens Døgn på Aarhus Universitet

Arrangement, Forside au.dk