Gentest: Ulv angreb får i Midtjylland

AU-forskere kan nu slå endeligt fast, at det var en ulv, der angreb en fåreflok i Midtjylland. Det er gjort ved hjælp af dna fra spyt fundet i sårene på de døde får.

22.03.2013 | Peter Bondo Christensen

Midt i billedet ses den nu berømte Thy-ulv som hvalp. Da den blev fundet død i november sidste år, blev den dermed også den første fritlevende ulv, der besøgte Danmark i 199 år. Nu kan AU-forskere altså med sikkerhed slå fast, at endnu en ulv nu huserer i det midtjyske. Foto: Sebastian Koerner ©: www.luposvision.de

Der er ikke grund til flere gisninger om, hvem der i februar angreb en stor flok får i Midtjylland: Det var en ulv. Det konkluderer de gentests, som Aarhus Universitet har nu har gennemført fra nogle af de midtjyske får.

- Vi har kunnet finde noget brugbart dna fra spyt i sårene hos de døde får. Når vi sammenholder det med dna fra Thy ulven og en tysk ulv og gensekvenser der ligger i en global database, får vi et match på en ulv. Så der er ikke tale om en hund eller noget andet. Den kommer sandsynligvis fra den tyske bestand, siger seniorforsker og genetiker ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, Liselotte Wesley Andersen.

Analysemetoden er dog ikke detaljeret nok til at bestemme præcist hvilken familie ulven kommer fra. Det var tilfældet med ulven i Thy, hvor man kunne spore den til et konkret ulvekoppel i Sachsen   

Da DTU veterinærinstituttet obducerede nogle af de dræbte får, pegede alle tegn på, at der var tale om et ulveangreb. Fårene var dræbt med et meget hårdt bid i ryggen, som havde knust ryghvirvlerne. Havde det været en hund, havde den efter al erfaring bidt flere gange og flere forskellige steder på kroppen.

Forskning, Forside au.dk