Grebet om forskningen skal løsnes

Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen overrakte Aarhus Deklarationen personligt til EU-kommissær Máire Geoghegan-Quinn i forbindelse med den netop overståede ESOF12-konference i Dublin.

17.07.2012

Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen overrakte Aarhus Deklarationen til EU-kommissær Máire Geoghegan-Quinn under det netop afholdte ESOF2012 i Dublin.

Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen overrakte Aarhus Deklarationen til EU-kommissær Máire Geoghegan-Quinn under det netop afholdte ESOF2012 i Dublin.

Máire Geoghegan-Quinn er som kommissær for forskning og innovation i spidsen for prioritering af de 80 milliarder euros i det kommende rammeprogram for forskning i Europa, Horizon2020.

På konferencen gav EU-kommissæren blandt et velbesøgt oplæg om de udfordringer, som den europæiske forskning står over for. ESOF samlede mere end 4.500 forskere og ledende personer fra det europæiske forskningsmiljø.

Med Aarhus Deklarationen sender førende forskere, forskningspolitikere og offentlige og private fondsaktører et samlet budskab til de europæiske politikere om at bruge Horizon 2020 til at løsne grebet om forskningen og fremme en ny investeringsstrategi, der har fokus på at stimulere og fremme videnskabelige nybrud gennem excellent forskning.

Frihed til at forfølge den kreative idé

Ved hjælp af tid, rum og tillid skal forskerne tilbydes længere bevillingsperioder, forskningsmiljøer med muligheder for at arbejde på tværs af faggrænser, samt mere frihed til at forfølge den kreative idé.

Det forudsætter, at de europæiske politikere har modet til at omprioritere og modet til at satse på den anderledes, kreative og mere langsigtede forskning, der ikke på forhånd har et endeligt defineret resultat.

Kun på denne måde kan Europa blive bedre til at spotte talenterne, motivere de kreative forskningsmiljøer og styrke Europas innovationsevne.

Máire Geoghegan-Quinn understregede i øvrigt i sit oplæg til ESOF2012, at det er vigtigt at finde en balance mellem den forskning, som knytter sig meget til at løse specifikke globale udfordringer inden for fx klima, vand- og fødevareforsyning osv. samt den tydelige aktuelle vækstdagsorden, og så den forskning, som er drevet af nysgerrighed. Begge veje kan føre til nybrud og afgørende opdagelser. Her fremhævede kommissæren for eksempel CERN og de nyeste resultater i forhold til HIGGS-partiklen.

Læs hele EU-kommissærens tale (keynote adress) til ESOF2012

Læs mere om ESOF2012

Læs Aarhus Deklarationen (English)

 

Forskning, Forside au.dk