Hædrende omtale af banebrydende forskning fra AU

Forskere fra Aarhus Universitet hædres for deres opdagelse af bakterier på havbunden, der fungerer som levende elektriske kabler.

06.12.2012 | Camilla Nissen Toftdal

Forskere fra Aarhus Universitet hædres for deres opdagelse af bakterier på havbunden, der fungerer som levende elektroniske kabler.

- Mennesket lever ikke af brød alene, siger Lars Peter Nielsen med et smil, da vi spørger ham, hvorfor hans seneste opdagelse er så populært hos læserne.

Tilbage i oktober offentliggjorde han og kollegerne opdagelsen af en underfundig sammenhæng i naturen, som vi ikke anede eksistensen af.

- For et par år siden fandt vi elektriske strømme i havbunden. Nu har vi så opdaget, at der er tale om bakterier, der fungerer som levende kabler. De er flere centimeter lange, og hvis bare den ene ende kan nå op til det iltholdige mudder, kan de ved hjælp af strøm forsyne resten af cellerne med energi, forklarer Lars Peter Nielsen, som er professor i mikrobiel økologi ved Institut for Bioscience.

Videnskab.dk nominerede ti forskerhold, der har opnået banebrydende resultater i deres forskning i 2012. Læserne afgjorde fordelingen, og Lars Peter Nielsens hold var med i opløbet. I går fik de en ”hædrende omtale” for deres resultater ved et arrangement på Syddansk Universitet.

Nyt fra evolutionens værksted

Blandt de nominerede projekter gør Lars Peter Nielsens arbejde sig bemærket som grundforskning. Men der er samtidig perspektiver for anvendelse af opdagelsen:

- Når vi bliver presset hårdt, indrømmer vi, at der i hvert fald længere fremme er nogle store perspektiver i vores opdagelse. Man kan sige det sådan, at der i evolutionens værksted er blevet arbejdet med at lave effektiv elektronik, og det må vi helt sikkert kunne lære noget af i vores værksteder, siger Lars Peter Nielsen.

Lars Peter Nielsen var også med i opløbet om Videnskab.dk’s pris i 2010, da han første gang opdagede, at der findes elektriske strømme mellem biologiske processer i havbunden. Først da forskerne senere fandt ledningsagtige strenge omsluttet af en membran inde i lange bakterier, kunne de fuldt ud forklare fænomenet.

Bakterierne blev fundet i Århus Bugt, men der er ingen tvivl om, at denne helt nyopdagede livsform eksisterer kloden rundt.

Nu går jagten ind på at beskrive den i detaljer.

Se video om forskernes arbejde 

Læs mere

Kontakt

Forskning, Forside au.dk lille