Hjernen lader os lide med den grimme ælling

Når vi får en intens oplevelse ud af en fortælling skyldes det de samme hjerneområder, som aktiveres, når en rotte får elektrisk stød, viser ny forskning.

10.08.2011 | Henriette Vuust

Frygt og tortur er ikke noget, der normalt kobles sammen med litteratur. Slet ikke når det handler om landets store eventyrforfatter H.C. Andersen. Men ny hjerneforskning viser, at de to ting faktisk er nært forbundne.

Hjernens reaktion på frygt er ofte studeret i dyr, der udsættes for det vi hos mennesker ville kalde tortur, f.eks. elektriske stød. Denne forskning har vist, at hvis man kobler elektriske stød med sansestimuli, f.eks. en lyd, så vil hjernen begynde at reagere på lyden, som om det var et elektrisk stød. Et system af hjerneområder, centreret om en kerne ved navn amygdala, har vist sig at være ansvarlig for sådanne frygtreaktioner.

I et nyt eksperiment fra Center for Semiotik og Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab (CFIN) på Aarhus Universitet, som netop er publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift NeuroImage, lyttede forsøgspersoner til H.C. Andersens eventyr Den grimme ælling, mens hjerneaktiviteten blev målt med en MR (magnetisk resonans) hjerneskanner. En anden gruppe forsøgspersoner lyttede til samme historie uden for skanneren og angav undervejs, hvornår de oplevede at historien var mest intens. Når de to målinger blev sammenlignet, kunne man se, at under de intense øjeblikke i historien steg forsøgspersonens puls og hjernen øgede sin aktivitet i amygdala samt i samme netværk af hjerneområder, som aktiveres hos rotter, der har lært at frygte elektriske stød.

– Forsøget viser, at vore hjerner responderer på de oplevelser, som personerne i fortællingen har, som om det var os selv, der oplevede det, fortæller lektor Mikkel Wallentin, som ledede forsøget. ––– Så når ællingen i historien blev sparket eller truet, så reagerer hjernen, som om vi selv er blevet sparket eller truet.

– Forsøget her giver den første brik til en forståelse af, hvordan vi får en oplevelse ud af at lytte til fortællinger, fortæller Mikkel Wallentin.

– Men det rejser også vigtige nye forskningsspørgsmål. For der mangler en vigtig komponent. Rotter opsøger normalt ikke selv elektriske stød. Så hvad er det, der gør at mennesker frivilligt og endda lystfyldt udsætter sig for følelsesmæssige oplevelser, som under normale omstændigheder ville opfattes negativt? Fremtidig forskning kan forhåbentlig hjælpe med at afkode de processer i hjernen, som gør os i stand til at skelne mellem virkelighed og fiktion.

Yderligere oplysninger om projektet 

  • Mikkel Wallentin, mikkel@cfin.dk, 8942 5480 / 8949 4380 / mobil 2671 6912
Forskning, Arts, Forside au.dk